Fredag er der premiere på Avenue Q på Fredericia Teater. Tilbage i 2011 blev forestillingen opført for første gang i Fredericia, og dengang var det med Oliver Aagaard-Williams på scenen, og det er det igen denne gang.
Prøverne er i fuld gang. De sidste ting skal pudses af, inden det går løs. Oliver Aagaard-Williams skal spille rollen som Gary Coleman i Avenue Q, og han nyder prøveforløbet. Men det var slet ikke meningen, at han skulle have været med i denne 2024-version af Avenue Q.
– Det har været enormt sjovt, men det er ikke første gang, jeg laver den. Jeg var med i den oprindelige opsætning i 2011. Oprindeligt var det ikke planen, at jeg skulle være her, men vedkommende, der skulle have haft min rolle, blev syg. Så spurgte de mig, om jeg havde lyst, og det er jeg enormt glad for, siger Oliver.
Oliver ved derfor, hvad han går ind til, ligesom det er tilfældet for instruktør Lars Mølsted, der selv var med på scenen sammen med Oliver tilbage i 2011.
– Avenue Q er samfundskritisk, selvfølgelig, men den er også bare sjov. Jeg synes, det er vigtigt at stille spørgsmålstegn ved en masse ting. Det er en enormt sjov forestilling, hvor man får lov til at grine over den måde, vores samfund er indrettet på, forklarer Oliver.
Forestillingen er bygget op af, at der er dukker involveret, som bliver styret af mennesker. Der er dog også rigtige mennesker med, dog ikke i så stort omfang som der er dukker. Selvom det er svært at styre en dukke, så kræver Olivers rolle også noget specielt, da han skal sørge for at kigge på dukken og ikke mennesket bag dukken.
– Jeg er en af de få, der ikke skal spille en dukke. Vi er tre skuespillere, der ingen dukker har, men der er en spændende interaktion mellem en dukke og en menneskelig skuespiller. Det er lidt ligesom Bamse og Kylling, synes jeg, selvom det ikke er dukker på den måde. Det handler om, at man skal kigge på dukken og ikke skuespilleren, og det skal man vænne sig til, siger Oliver.
Netop det med at sørge for at kigge på dukken og ikke på mennesket kan under prøverne give smil på læben. Nu har Oliver og co. dog vænnet sig til det.
– Man griner, hvis man kommer til at lave en fejl, men man ved godt, hvad opgaven er. Det er faktisk mest skuespilleren, som kommer til at lave en reaktion, som ikke laver. Man kommer automatisk til det menneskelige at grine af det. Man skal lære, hvordan man skal have dukken i fokus og tale til en dukke, der også kigger væk på en, selvom det er underligt i starten, slutter Oliver Aagaard-Williams.
Avenue Q har premiere den 23. februar og spiller på Fredericia Teater frem til den 16. marts.