SUNDHED. Et nyt nationalt kompetencecenter skal sikre, at mennesker med opioidafhængighed får bedre og mere ensartet behandling i hele landet. Bag initiativet står Sundhedsstyrelsen, som har udpeget Bispebjerg og Frederiksberg Hospital til at lede indsatsen.
Centeret får navnet Nationalt Kompetencecenter for Substitutions- og Abstinensbehandling og bliver en vigtig del af regeringens udspil »Ungdom uden opioider«. Formålet er at samle viden, rådgivning og efteruddannelse til de fagfolk, der dagligt arbejder med mennesker, som er afhængige af opioider.
»Vi forventer, at kompetencecenteret vil bidrage til, at personer i hele landet får en højt kvalificeret og mere ensartet behandling, og centeret er med til at skabe et fagligt stærkt samarbejde på tværs af landet om substitutions- og abstinensbehandling, ikke mindst når det drejer sig om børn og unge,« siger Jacob Møller Antonsen, overlæge og sektionsleder i Sundhedsstyrelsen.
De seneste år har der været en bekymrende udvikling i brugen af opioider, særligt blandt unge. Ifølge tal fra Sundhedsstyrelsens vidensbank døde 113 personer af en overdosis i 2024, mens tallet året før var 118. Samtidig er der sket en markant stigning i antallet af unge under 23 år, der bliver indlagt efter en overdosis – fra 128 i 2015 til 236 i 2024.
»Vi ser desværre, at flere unge bliver indlagt med en overdosis af opioider. Det viser, hvor kort der er fra rus til overdosis – og at de piller, der ligner dem fra apoteket, i virkeligheden kan være falske og livsfarlige. Når man samtidig kan blive afhængig på meget kort tid, er det en kombination, vi tager dybt alvorligt og derfor har et særligt fokus på børn og unges misbrug af opioider,« siger Jacob Møller Antonsen.
Det nye kompetencecenter får en bevilling på 19,5 millioner kroner til perioden 2025-2028. Midlerne er afsat af Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Centeret skal blandt andet tilbyde efteruddannelse og rådgivning til læger og behandlere, opbygge et landsdækkende netværk af fagfolk og sikre, at den nyeste viden om behandling og forebyggelse bliver formidlet bredt ud i landet.
Det forventes, at Nationalt Kompetencecenter for Substitutions- og Abstinensbehandling går i drift i begyndelsen af 2026. Målet er at skabe et samlet løft i kvaliteten af behandlingen og samtidig styrke forebyggelsen af afhængighed – især blandt unge.