Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen indleder nu et tiltag for at ændre adgangen til sundhedstilbud for borgere i almene boligområder. Med en ny bekendtgørelse ændres reglerne for, hvornår almene boligforeninger kan etablere erhvervslokaler – en ændring, der ifølge Social- og Boligministeret skal gøre det lettere at skabe sundhedstilbud tæt på borgernes hjem.

– Vi kan ikke acceptere, at det er dit postnummer, der afgør din sundhedstilstand. Borgere i almene boligområder skal have nemmere adgang til sundhedstilbud, hvor de bor – og vi skal samtidig åbne områderne op for det omkringliggende samfund, udtaler Sophie Hæstorp Andersen i en pressemeddelelse fra Social- og Boligministeriet.

I dag bor omkring en million mennesker i de almene boligområder, hvor sundhedstilstanden generelt er dårligere end i resten af landet. For eksempel er forekomsten af kroniske sygdomme som KOL og diabetes næsten dobbelt så høj i disse områder. Derfor har flere boligforeninger længe efterspurgt mulighed for at etablere erhvervslokaler til sundhedsformål, men lovgivningen har været en barriere, blandt andet ved at stille krav om et “boligsocialt” behov.

Med den nye bekendtgørelse bliver det nu muligt for alle almene boligorganisationer at etablere erhvervslokaler til sundhedsformål – for eksempel lægeklinikker eller tandlæger – hvis kommunen vurderer, at der er behov for det i boligområdet. 

– Hvis man tænker indsatserne sammen, vil man opdage, at boligpolitik i høj grad også kan være sundhedspolitik, understreger ministeren.

Bekendtgørelsen, der bliver sendt i høring inden jul, vil give mulighed for at etablere sundhedstilbud i alle almene boligafdelinger – ikke kun i udsatte områder, som tilfældet har været hidtil. Som et led i sundhedsreformen arbejder Social- og Boligministeriet desuden på at identificere eventuelle lovgivningsmæssige barrierer, der i dag kan hindre etableringen af lokaler til sundhedsformål i almene boligområder.

Der er også afsat 47,3 millioner kroner over de kommende tre år til sundhedsfremmende initiativer i almene boligområder gennem aftalen om fordelingen af SSA-reserven, som skal understøtte den nye bekendtgørelse.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her