Foto: AVISEN

Nemlig.com og 3F Transport har indgået en overenskomst for de chauffører, der nu skal ansættes i nemlig.coms nye transportafdeling. Aftalen glæder begge parter og sikrer tryghed om chaufførernes løn, pension og arbejdstid.

Nemlig.com og 3F Transport kunne i dag præsentere en ny overenskomst, der er indgået for de chauffører, der kører dagligvarer for nemlig.com. Det skete på et fælles pressemøde i Brøndby.

Med overenskomsten mellem Danmarks største onlinesupermarked nemlig.com og 3F Transport, får nemlig.com nu mulighed for at ansætte sine egne chauffører. Aftalen sikrer klare rammer om løn, pension, betaling for overarbejde og arbejdsvilkår for nemlig.coms egne chauffører. Nemlig.com oplyser, at man i samarbejdsaftaler med eksterne leverandører gennemfører tilsvarende ændringer for dem, der allerede i dag er ansat hos de transportvirksomheder, nemlig.com og Intervare samarbejder med.

Nemlig.com har investeret markant i transportområdet over det sidste halvandet år. Som følge af det er der i dag langt bedre kontrol med de transportvirksomheder, der leverer varer for virksomheden. Derfor er det oplagt for nemlig.com at tage det sidste skridt og fremtidssikre gode løn- og arbejdsvilkår ved selv at indgå en overenskomst. Det fortæller Stefan Plenge, adm. direktør i nemlig.com, som også beskriver det som en stor dag og fremhæver parternes konstruktive dialog.

– Aftalen på transportområdet er en stor milepæl i nemlig.coms historie, og jeg vil gerne takke 3F Transport for et godt forhandlingsforløb. Det har været afgørende, at 3F Transport nu er gået med til at give os en aftale, der er tilpasset vores virkelighed, hvilket er helt nødvendigt for, at man kan drive en onlineforretning som nemlig.com konkurrencedygtigt. Vi har fået hele pakken, og det er vi meget tilfredse med, udtaler Stefan Plenge.

Aftalen betyder, at forbrugerne nu kan være sikre på, at deres varer fra nemlig.com bliver leveret under ordnede forhold. Med aftalen er chaufførerne sikret ordentlig løn, arbejdsvilkår og rettigheder. Det glæder formand i 3F Transport, Jan Villadsen. 

– Jeg er glad for, vi har kunnet nå hinanden med en overenskomst, der dækker de chauffører nemlig.com nu ansætter til kørsel med dagligvarer, og at nemlig.com samtidig har valgt at gennemføre tilsvarende ændringer i vilkår til de chauffører, der arbejder for underleverandørerne. Onlinehandlen gør livet lettere for mange danskere, men nye virksomheder og forretningsmodeller må ikke undergrave forholdene på arbejdsmarkedet. Nu viser vi endnu engang, at fremtidens arbejdsmarked kan og skal foregå på ordnede forhold. Jeg er glad for, at nemlig.com som arbejdsgiver nu viser, at det kan lade sig gøre at tage ansvar og sikre gode løn- og arbejdsvilkår, siger Jan Villadsen.

Han påpeger, at den nye overenskomst ikke blot er fremtidssikret i forhold til aftaler om løn, betaling for overarbejde, pension, barsel og løn under sygdom. Den indeholder også rettigheder til uddannelse og økonomiske midler til at efteruddanne de chauffører, der bliver ansat hos nemlig.com.

Aftalen betyder desuden, at 3F Transport trækker konfliktvarslet tilbage på de transportvirksomheder, nemlig.com samarbejder med. Ligeledes trækkes de iværksatte sympatikonflikter tilbage hos bl.a. FOA.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her