I årets første seks måneder slog Vejle Musikteater flere gæsterekorder. Aldrig har så mange gæster besøgt musikteatret. Opgørelsen viser også, at musicalen Matador var højdespringer blandt musikteatrets mange arrangementer og den bedst sælgende musical i musikteatrets historie.

Gæstefremgang

73.000 gæster besøgte Vejle Musikteater i første halvår af 2024. Det er en fremgang på 14 procent i forhold til samme periode i 2023. Første halvår i 2024 udgjorde samtidig det bedste billetsalg i musikteatrets godt 30-årige historie.

Flest gæster vil se musicals

Matador The Musical var gæstefavorit blandt musikteatrets arrangementer. Faktisk besøgte 24.000 gæster den populære musical i Vejle Musikteater, hvilket er rekord for en musicalopsætning i musikteatret.

Matador-musicalen er produceret sammen med One & Only Musicals i København og Musikteatret i Holstebro, som Vejle Musikteater har indgået et strategisk musicalsamarbejde med. Tilsammen har de tre musicalproducenter solgt godt 100.000 billetter i Danmark til Matador-musicalen.

“Det er så dejligt at gå på sommerferie med så flotte gæstetal. Resultatet skyldes en helt formidabel indsats af teamet i Vejle Musikteater og vores strategiske musicalsamarbejde med One & Only Musicals og Musikteatret Holstebro. Nu tager alle i Vejle Musikteater en fortjent sommerferie og vender tilbage i august til Rock i Byparken, som jo også viser rigtig flotte salgstakter,” siger Mette Kier, direktør i Vejle Musikteater.

Her er gæsternes top-fem favoritter i Vejle Musikteater i første halvår af 2024:

  1. Matador The Musical (24.000 gæster)
  2. Niels Hausgaard (1.118 gæster)
  3. Forever King of Pop (1.117 gæster)
  4. Krebs/Falch (1.117 gæster)
  5. Gregorian’s Pure Chant Choir (1.116 gæster)