Hvis regeringen vil hjælpe folk, så hæv bundfradraget – ikke bureaukratiet.
I sin nytårstale erkender Mette Frederiksen, at regeringen “ikke har gjort nok” ved de høje fødevarepriser. Løsningen? En ny fødevarecheck og mulig momslempelse på udvalgte varer. Det lyder omsorgsfuldt.
MEN, men, men: Problemet er bare, at vi har prøvet modellen før – og den daværende socialdemokratiske étpartiregering fejlede spektakulært. Varme check-politikken i 2022 kostede 147 mio. kr. i fejl og ramte helt forkert.
I 2022 indførte regeringen varmechecken: 6.000 kr. skattefrit, automatisk udbetalt til omkring 400.000 husstande. Ordningen byggede på BBR-data og indkomstoplysninger fra 2020. Resultatet var administrativt kaos og social skævhed. Kollegiebeboere, rockerborge mv. fik penge uden at være berettiget, fordi hele bygninger var registreret forkert. Husstande uden gasfyr modtog støtte, fordi registrene ikke var opdateret.
13.800 husstande med for høj indkomst fik alligevel checken på grund af beregningsfejl. Samlet set blev der ifølge efterfølgende opgørelser udbetalt omkring 147 millioner kroner forkert. Pengene kunne ikke kræves tilbage. Fejlene var statens. Tilliden røg.
Det er den lektie, regeringen burde have lært er: Særchecks, der baserer sig på hastelovgivning, rammer forkert, koster dyr administration og skaber vilkårlig ulighed. Det er politisk déjà vu.
Hvis regeringen reelt vil hjælpe dem med færrest penge, findes der en langt enklere og mere fair løsning: Hæv bundfradraget – eller sænk skatten permanent. Hjælpen kommer automatisk, hver måned, til alle – og især til dem, der har mindst. At foreslå mere af det samme efter varmecheck-fiaskoen, er enten politisk hukommelsestab – bevidst symbolpolitik fra Christiansborg eller politisk déjà vu af værste skuffe.
Jeg gentager: Hæv bundfradraget – ikke bureaukratiet.










