KRIMI. En kontrol ved banegårdspladsen i Vejle udviklede sig natten til søndag til en sag om besiddelse af euforiserende stoffer.

Klokken 01.20 blev politiet tilkaldt, efter at DSB ønskede assistance til at bortvise en mand fra et tog, da han ikke var i besiddelse af gyldig billet. Da patruljen ankom til stedet, vurderede betjentene, at manden var påvirket af euforiserende stoffer.

Han blev herefter visiteret, og i den forbindelse fandt politiet en mindre mængde hash. Manden blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og kan nu se frem til en bøde.

Der er tale om en 20-årig mand fra Helsingør.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport den 12.4 kl. 10.00 af vagtchef Mathias Møller.