Foto: AVISEN

Mandag eftermiddag blev en 43-årig mand fundet død under mistænkelige omstændigheder på en adresse nær Grindsted. En 20-årig mand blev anholdt på samme adresse, og Sydøstjyllands Politi arbejder på at klarlægge omstændighederne for dødsfaldet.

Sydøstjyllands Politi modtog mandag eftermiddag omkring klokken 15.30 en anmeldelse, der fik politiet til at køre til en adresse på Tingvejen ved Grindsted. Her fandt politiet en mand, der var afgået ved døden.

Det er senere blevet fastlagt, at der er tale om en 43-årig mand, der er identificeret. Nærmeste pårørende er underrettet.

På adressen traf betjente også en 20-årig mand. Han blev anholdt på stedet og er nu sigtet for manddrab.

Det igangværende efterforskningsarbejde skal nu danne grundlag for at fremstille den 20-årige i et grundlovsforhør i morgen.

På grund af efterforskningens tidlige stadie kan Sydøstjyllands Politi ikke dele yderligere oplysninger om sagen på nuværende tidspunkt.