Vejdirektoratet planlægger at gennemføre omkring 100 store og mindre vedligeholdelsesarbejder på bygværker i 2024. Heraf skal 21 større broer og tunneler have en opgradering, så de kan holde mange år frem i tiden. To af projekterne er på henholdsvis Den Gamle Lillebæltsbro og på Den Nye Lillebæltsbro.

Vejdirektoratet driver og vedligeholder samlet cirka 2.500 broer og tunneler, som indgår i statsvejnettet. De bliver regelmæssigt efterset for at sikre en tilfredsstillende stand af selve bygværket og sikkerheden for de trafikanter, som benytter broen eller tunnelen.

”Vores broer og tunneler binder vejnettet sammen på kryds og tværs af Danmark. I år skal rigtig mange af vores bygværker renoveres. Nogle broer skal have den helt store omgang, mens andre blot skal igennem en mindre reparation,” siger Iben Maag, projektchef for drift og vedligehold af bygværker.

I alt skal Vejdirektoratet gennemføre vedligeholdsarbejder for omkring 340 mio. kroner på broer og tunneler, heraf er der allerede udbudt opgaver for ca. halvdelen til udførelse i 2024​. Den resterende del er Vejdirektoratet i gang med at udbyde til udførelse i 2024 og nogle i 2025.

Årets opgaver spænder lige fra udskiftning af belægning, fuger, isolering, mekaniske komponenter til maling og betonreparationer.

Vejret er en joker

Mange af de arbejder, som Vejdirektoratet skal i gang med, er vejrfølsomme, og derfor skal langt de fleste opgaver gennemføres, mens der er jævnt høje temperaturer og færre nedbørstimer.

– Vi går i gang med forårets komme – den første større opgave går i gang i midten af marts – og så står det på hen til efter efterårsferien, hvis vi er heldige med vejret. Specielt når vi arbejder med belægninger og overfladebehandlinger, skal der være en vis temperatur og ikke for høj luftfugtighed for at få det bedste resultat, siger Iben Maag, projektchef for drift og vedligehold af bygværker.

Trafikanter kan følge med på trafikkortet

Renovering af bygværker er ofte også lig med gener for trafikanterne. Derfor opfordrer Vejdirektoratet trafikanterne til at holde øje på trafikkortet og med skiltningen ved de enkelte broer.

– I visse tilfælde er bygværket den eneste vej til et givent sted – f.eks. broer til øer – og i disse tilfælde er det ekstra vigtigt, at trafikanterne er informeret om, hvad Vejdirektoratet er i gang med, og hvilke gener, det har for dem. I år skal vi blandt andet i det sydfynske arbejde på ikke mindre end tre broer i samme periode – Svendborgsund-, Siøsund-, og Langelandsbroen, hvilket kan få store trafikale konsekvenser. Her bestræber vi os særligt på at planlægge det med færrest mulige gener for trafikanterne, da det er deres eneste bilvej til og fra Langeland, siger Iben Maag.

Fakta

Vejdirektoratet udfører tre typer eftersyn:

Et årligt rutineeftersyn. Det er et visuelt eftersyn af forhold, der påvirker trafiksikkerheden, miljøet og eller økonomien.

Generaleftersyn, som er en grundig, visuel og systematisk gennemgang af alle bygværkets dele, der skal opretholde trafiksikkerheden og sikre at den investerede kapital bevares. Et generaleftersyn bliver gennemført hver femte eller sjette år.

Særeftersyn gennemføres normalt på grund af udmeldinger fra generaleftersyn. Ved særeftersyn opnås forbedrede oplysninger og flere detaljer om bygværkets tilstand. Formålet er at give et mere præcist beslutningsgrundlag for prioritering af større udbedringsarbejder, herunder udskiftninger og nødvendige arbejder for opfyldelse af sikkerhedsmæssige forhold og god fremkommelighed.

De planlagte bro- og tunnelarbejder i 2024

  • Udover listen nedenfor er der et hav af under- og overføringer ved statsveje, som skal renoveres i år, og en lang række mindre broer skal have gennemført omisolering, kunststofbelægning, fugereparation mv.
  • Aggersundbroen: Udskiftning af bomme, bomstyring
  • Farøbroerne: Trafikledelsessystem mm.
  • Fiskebækbroen: Nyt slidlag
  • Frederikssundsvejtunnelen: Reparation af vægge i tunnel samt ny afløbsledning
  • Guldborgsundtunnelen: maling af tunnelvægge, forhøjelse af diger
  • Hadsundbroen: Forbedret elforsyning
  • Hylkedalsbroen, Kolding: Overfladebehandling af ståldragere
  • Gl. Lillebæltsbro: Fortovsrenovering 
  • Kronprins Frederiks Bro, Frederikssund: Renovering af sti
  • Langelandsbroen: Ny belægning sti/fortov
  • Lillebæltsbroen: Renovering af midterautoværn, belægningsreparationer, betonreparationer
  • Limfjordstunnel: Klimasikring, udskiftning af brandalarmanlæg mm.
  • Mønbro: Betonreparation af piller
  • Sallingsundbroen: Udskiftning af lejer 
  • Siøsundbroen: Nyt slidlag
  • Sorterendebroen: Belægningsjustering 
  • Vilsundbroen: Udskiftning af fugebånd
  • Næstved Svingbro: Renovering af åbningsmekanisme
  • Svendborgsundbroen: Betonreparation af bundplade
  • Skive Ådal: Nyt slidlag
  • Oddesundbroen: Fortovsrenovering