KRIMI. Søndag formiddag har Sydøstjyllands Politi haft travlt med både et indbrud i Børkop og et færdselsuheld i Vejle. Vagtchef Halfdan Kramer fortæller, at begge hændelser blev anmeldt i løbet af formiddagen, og at politiet nu efterforsker sagerne nærmere.
Første anmeldelse tikkede ind klokken 10.08. Her drejede det sig om et indbrud i et hus i Englystparken i Børkop.
»Der har man brudt et soveværelsesvindue op, ryddet stuen og soveværelset igennem, og så har man blandt andet stjålet smykker,« fortæller vagtchefen.
Indbruddet er sket i tidsrummet fra lørdag klokken 11.30 til søndag formiddag klokken 10.00, og politiet håber nu på hjælp fra offentligheden.
»Det er i sagens natur interessant for os, hvis man i det her forholdsvis korte tidsrum skulle have bemærket noget mistænkeligt. Så vil vi selvfølgelig gerne høre om det,« siger Halfdan Kramer.
Herefter blev politiet klokken 12.41 kaldt til et færdselsuheld i Vejle – nærmere bestemt i krydset mellem Bødkervej og Vidtskuevej. En 63-årig kvinde var her kørt galt efter et dramatisk kørselsforløb.
»Der er tale om et solouheld, men forud for det har flere personer måttet se sig nødsaget til at undvige for ikke at blive ramt af hende,« fortæller Halfdan Kramer.
Kvinden endte med at køre ind i en jordskråning og blev efterfølgende kørt til Kolding Sygehus.
»Vi er på nuværende tidspunkt ikke bekendt med hendes tilstand, andet end, at hun er på sygehuset. Om hun er i livsfare eller har alvorlige kvæstelser, kan jeg ikke sige ret meget om. Men hun er tilskadekommen i et vist omfang,« siger vagtchefen.
Politiet vurderer, at kvinden var påvirket af alkohol, og sagen bliver derfor behandlet som en alvorlig sag om hensynsløs kørsel.
»Hun er vurderet til at være påvirket af alkohol, så der bliver tale om en vandvidsbilist, idet hun har udsat andre folk for fare – både ved sin måde at køre på og ved, at hun i vores optik var svært beruset,« siger Halfdan Kramer.