Søndag blev de første kampe i Superligaens nedrykningsspil afviklet. Kampene faldt ud til Vejles fordel, da nedrykningen nu er centreret omkring de formodede bundhold, Hvidovre og Lyngby, foruden Vejle selv.

Ser man på en bred kam over mandskaberne i bunden af nedrykningsspillet, ville det på papiret blive Lyngby og Hvidovre, som Vejle vil skulle kæmpe med. På den ene side vil det derfor være en fordel for Vejle, hvis så mange hold som muligt bliver impliceret i nedrykningskampen, men på den anden side er Lyngby i en tilstand, hvor det vil være gavnligt, at de ikke bliver vækket.

Selvom Vejle lige nu er fire point fra de kongeblå, så er der stadig to indbyrdes opgør mod dem, og så kan alt være vendt på hovedet der. Lyngby har været Superligaens dårligst spillende hold i forårssæsonen, og med nederlaget til Randers på 6-2 blev det understreget. Chokeffekten ved at fyre Magne Hoseth og ansætte David Nielsen er foreløbigt udeblevet, og dermed kan en tidlig konklusion være, at Vejle på papiret er mere stabile end Lyngby og på den måde har bedre forudsætninger for at overleve.

At Lyngby pludselig ikke fik boostet selvtilliden med en sejr mod Randers var derfor vigtigt. Hvis det samtidig lykkes for Vejle at få point i kampen på tirsdag mod OB, vil det være en win-win situation for Vejle, der i de tre første runder af nedrykningsspillet møder de formodede tre bedste modstandere i form af OB, Viborg, og Randers. Det er ikke givet, at Vejle går hen og vinder mod nogen af dem, men de er bestemt heller ikke uden chancer. Derfor var det ikke uden betydning, at Randers udraderede et svagt spillende Lyngby-hold, da Lyngby i så fald potentielt kunne stikke af fra Vejle, inden de går ind i et svært program.

Uden betydning var det heller ikke, at det ikke lykkedes for Hvidovre at lave et comeback mod Viborg. Ved stillingen 3-1 fik Hvidovre først annulleret et mål af VAR, og et par minutter senere fik de frataget en frisparksmulighed på kanten af feltet og et rødt kort til Viborgs målmand, da VAR-omstødelsen af det røde kort var en kontroversiel kendelse. Med nederlaget er der ikke givet fornyet håb til Hvidovre, som stadig har otte point op til Vejle og 12 point op til Lyngby.

Dermed faldt søndagens resultater ud til Vejles fordel. Nu er det op til holdet fra Nørreskoven at gøre arbejdet færdigt selv på tirsdag og fuldende den perfekte start på nedrykningsspillet, når de møder OB på udebane.