4.400 flere i job i januar

0

I januar 2023 var der 2.976.900 personer i job. Det er 4.400 flere end måneden før svarende til en stigning på 0,1 procent. Siden januar 2022 er der dermed samlet set kommet 59.600 nye beskæftigede til.

Ser man på den private sektor, er der kommet 3.000 flere lønmodtagere fra december til januar måned. I samme periode er der kommet 1.700 flere offentligt ansatte.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:

– Det er meget opløftende, at beskæftigelsen fortsat stiger. Det viser, at der er godt gang i økonomien, og at rigtig mange virksomheder i Danmark klarer sig godt på trods af økonomisk usikre tider.

– Vi skal dog hele tiden holde os for øje, at mange fortsat sidder økonomisk stramt. Selvom prisstigningerne på bl.a. energi og fødevarer heldigvis er stabiliseret, har mange – ikke mindst ældre – stadig svært ved at betale regningerne. Derfor glæder det mig, at et flertal i Folketinget står bag inflationshjælp til modtagere af ældrechecken på 5000 kr., ligesom vi også har aftalt hjælp til udsatte børnefamilier.

– Det er regeringens mål at opnå så høj beskæftigelse som muligt, og vi er nået et godt stykke. For nylig var jeg ude at besøge 5 ukrainere, der var i job i Parken, og det var positivt at høre, hvor glade de var for både at klare sig selv og bidrage til Danmark. Men vi kan få endnu flere med. Også selvom over 7000 ukrainere allerede er kommet i job.

Spærrer spor på motorvej

0

E45 Østjyske Motorvej, fra Horsens mod Vejle mellem motorvejskryds Vejle og Vejle N <60>. 

Uheld i venstre spor, politi og redningsmandskab er på vej. 

Forventes overstået kl 07:00.

og endnu en trafikmelding:

E45 Østjyske Motorvej, fra Vejle mod Skærup mellem Vejle C <61a> og serviceanlæg Skærup Vest. 

Højre spor spærret, tabt gods i højre spor, vejhjælp er på stedet. 

Nogle kasser.

Hattrick-helten Højlund sikrede Danmark drømmestart

0
Foto: Anders Kjærbye / DBU Foto

Der blev holdt hof i Højlunds forsamlingshus, da Danmark på en kold torsdag aften i København indledte jagten på EM i Tyskland 2024. Med tre kasser sikrede Rasmus Højlund danskerne en drømmestart på EM-kvalifikationen med en sejr på 3-1 mod Finland.

Der er dømt nye tider for det danske fodboldlandshold. Gennem tiden har der været notoriske målscorere som Preben Elkjær, Ebbe Sand og Jon Dahl Tomasson, men i de senere år har der manglet en rigtig goalgetter. Man har forsøgt sig med eksempelvis Kasper Dolberg og Andreas Cornelius, men det har kun virket i momentvis.

Nu har Danmark fået sig en ny angrebsstjerne. Der er tale om 20-årig Rasmus Højlund, der fik chancen fra start i det danske angreb, og han kvitterede for landstræner Kasper Hjulmands tillid. Efter 20 minutter sendte han danskerne i ekstase, da han fik bolden i kassen til 1-0, der også var stillingen ved pausen.

I anden halvlegs indledning fik Finlands Oliver Antman, der har en fortid i FC Nordsjælland, udlignet, men det fik ikke danskerne til at panikke. Efter flere chancer efterfølgende, lykkedes det Højlund at bringe Danmark på sejrskurs igen med otte minutter tilbage af opgøret, da han blev spillet fri i forbindelse med et hjørnespark. I kampens overtid cementerede Rasmus Højlund sejren, da han med endnu et mål scorede til kampens resultat 3-1.

Danmark skal i aktion igen på søndag, hvor modstanderen er Kazakhstan på udebane.

Flere unge overvejer EUD efter DM i Skills

0

DM i Skills giver stor stigning i unges lyst til at tage en erhvervsuddannelse samt forældres lyst til at anbefale en til deres børn. Det viser ny undersøgelse fra Epinion blandt unge og forældre til unge i Region Syddanmark.

Undersøgelsen, der er udført af Epinon for SkillsDenmark, måler både kendskab og holdning til erhvervsuddannelser i Region Syddanmark før og efter afholdelsen af DM i Skills i Fredericia. Her svarer 33 procent af regionens unge mellem 16 og 30 år ”enig” eller ”helt enig” i at de kunne overveje en erhvervsuddannelsen før DM i Skills – og efter DM i Skills er den andel steget til 42 procent – en stigning på 30 procent.

– Det er meget positivt, at DM i Skills har den effekt. Det er en stor stigning, der viser, at det virker at holde DM i Skills. Vi rykker folks opfattelse af erhvervsuddannelserne, og det er ikke kun blandt dem der besøger mesterskaberne – det er blandt alle unge og forældre i regionen. Det er lige præcis derfor vi gør det, så jeg er super glad for, at der sker så stor en målbar forandring i målgrupperne, siger formand for SkillsDenmark, Søren Heisel.

Det er ikke kun hos de unge, at der sker en positiv forandring fra før til efter. I undersøgelsen måles der også på forældre til unge mellem 12 – 20 i Region Syddanmark. Her er svarer 51 procent af forældrene at de er ”enige” eller ”helt enige” i at de vil anbefale deres barn at læse EUD før DM i Skills – og 65 procent svarer det samme i ugerne efter DM i Skills.

– Det er meget vigtigt, at vi når ud til forældrene og befolkningen generelt. Opfattelsen af uddannelserne og forældrenes råd har afgørende betydning for uddannelsesvalget. Derfor havde det stor værdi, at Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik deltog ved åbningen af DM i Skills 2023, og derved var med til at løfte anseelsen af og interessen for erhvervsuddannelserne. Det er vigtigt, at vi styrker erhvervsuddannelsernes image for derved at kunne nuancere både de unges og deres forældres forståelse for de mange muligheder, erhvervsuddannelserne tilbyder, siger næstformand i SkillsDenmark, Michael Boas Pedersen.

DM i Skills 2023 blev afholdt i Fredericia 2. – 4. februar. Før-målingen er gennemført i starten af december 2022 og efter-målingen 6. – 15. februar 2023. DM i Skills 2024 afholdes i Roskilde.

Objekt skal bjærges

0

Energistyrelsen har tilbudt Nord Stream 2 AG selskabet, at de kan deltage i bjærgningen af det observerede objekt nær Nord Stream 2 rørledningen.

Relevante danske myndigheder har undersøgt objektet, der er observeret ved Nord Stream 2-rørledningen i Østersøen. Det vurderes fortsat, at objektet ikke umiddelbart udgør en sikkerhedsrisiko.

Med henblik på en nærmere afklaring af objektets karakter, har myndighederne besluttet at bjærge objektet med bistand fra Forsvaret. Energistyrelsen har i den forbindelse tilbudt ejerselskabet, Nord Stream 2 AG, at deltage i bjærgningen.

Energistyrelsen afventer nu en tilbagemelding fra selskabet, inden bjærgningen kan igangsættes. 

De relevante myndigheder vil oplyse nærmere, når de kan.

Genstanden er cylinderformet og måler cirka 40 cm i højden og ca. 10 cm i diameter. Det er muligt, at genstanden er en maritim røgbøje, hvilket nu undersøges nærmere. Kilde: Forsvarsministeriet

Natligt arbejde på Vejlefjordbroen

0

På Vejlefjordbroen er der opstået nogle mindre slaghuller i asfalten, og derfor udbedrer Vejdirektoratet nu skaderne natten mellem 27. marts og 28. marts.

Vejdirektoratet vil udbedre nogle mindre huller i asfalten på Vejlefjordbroen. Foto: Vejdrektoratet.
Mandag aften den 27. marts tager Vejdirektoratet fat på at udbedre nogle mindre huller i asfalten på Vejlefjordbroen. Hullerne er opstået henover vinteren.

Arbejdet på Vejlefjordbroen sker om natten for at genere trafikanterne mindst muligt. Trafikanter, som benytter broen i begge retninger den 27. – 28. marts i tidsrummet fra kl. 18.30 til 05.30, vil blive påvirket af asfaltarbejdet. I den første del af tidsrummet bliver der arbejdet i nordgående retning og derefter skifter arbejdet til den sydgående.

Mens arbejdet står på vil der være 2 farbare spor i nordgående retning og 1 farbart spor i sydgående retning, og omkring vejarbejdet vil hastighedsgrænsen være nedsat til 80 km/t.

Arbejdet vil være færdigt tirsdag morgen kl. 06.00, så trafikanterne igen kan benytte alle broens tre spor i hver retning. I forbindelse med asfaltarbejdet vil der også blive arbejdet på nogle af fugerne i broen.

Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne.

Information om konkrete vejarbejder og restriktioner for trafikken kan altid ses på Vejdirektoratets trafikkort sammen med øvrige relevante vej- og trafikmeldinger.

Dagrofa skaber fremgang i årets resultat trods svære markedsvilkår i detail

0

Dagrofas årsresultat for 2022 lander på 74 mio. kr., hvilket er fødevarekoncernens bedste i 11 år og knap 30 procent bedre end sidste år. Det er i høj grad fødevarekoncernens foodservice- og logistikforretninger, som trækker det samlede årsresultat op, mens detail – i lighed med øvrige markedsdeltagere – har været udfordret af svære markedsvilkår og høje energipriser.

2022 er en foreløbig kulmination af de sidste 5 års indsats for at skabe en rentabel forretning. Koncernens driftsresultat (EBITDA) har i hele perioden været støt stigende, og i 2022 udgjorde det 384 mio. kr. Det er 271 mio. kr. mere end i 2018.

Årets resultat lander på 74 mio. kr. – en forbedring på 17 mio. kr. i forhold til 2021
Omsætningen er vokset med 891 mio. kr. i forhold til 2021
Driftsindtjeningen (EBITDA) på 384 mio. kr. er det højeste niveau siden 2010 og 16 mio. kr. bedre end i 2021

– Det glæder mig, at vi som koncern kan skabe fremgang i et marked, der er så usikkert, som vi oplever lige nu. Trods flere meromkostninger, heriblandt til el for 55 mio. kr., kan vi præsentere et rekordregnskab for 2022, fordi vi har opbygget et stærkt fundament for koncernen de sidste 5 år. Dagrofa Foodservice har haft stigende aktivitet, og Dagrofa Logistik har haft stor resultatfremgang på eksport, quick commerce og convenience-kunder. Det har bidraget positivt til de samlede regnskabsresultater. I detail har vores købmænd generelt været udfordret af inflationen og høje energi- og producentpriser – ligesom resten af branchen. Alligevel har vi arbejdet fokuseret med at styrke butiksnettet og købmandskabet, så vi står stærkere og er godt rustede til fremtiden, siger Tomas Pietrangeli, koncernchef i Dagrofa.

Fremgang i foodservice og logistik

– Hvis vi kigger mod vores foodservice- og logistikforretninger, ser vi fremgang og vækst i indtjeningen, mens vi på den anden side har været udfordret i detail. Dog har vi fortsat oplevet stor lokal opbakning til købmændene, og dette er med til at understrege købmandens vigtige rolle som lokalt omdrejningspunkt. Vi holder øjnene på målet og arbejder fokuseret med at udvide og styrke butiksnettet, udtaler Tomas Pietrangeli.

I detail har den kraftigt stigende inflation og voldsomt stigende energi- og producentpriser skabt udfordringer for detailkæderne MENY, SPAR, Min Købmand og Let-Køb. Inflationen og de stigende elpriser har drevet omkostningerne op for købmændene, som har en energikrævende butiksdrift bl.a. på grund af lovkrav om køl og frost. Samtidig har danskerne sparet på deres dagligvareindkøb, hvilket har betydet en lavere omsætning hos en række købmænd. Hertil kommer, at producentpriserne er steget markant mere end forbrugerpriserne i Danmark, hvilket har udfordret avancen. I januar 2023 var producentpriserne hele 21,9 procent højere end året før mod 14,5 procent højere forbrugerpriser.

– Vi har gjort alt, hvad vi kunne for at støtte købmændene i en svær tid. Vi har blandt andet oprettet en akut task force og presset på politisk for at få inflationshjælp til købmændene, hvilket regeringen imødekom i februar 2023 med en aftale om inflationshjælp til de hårdest ramte købmænd. Ydermere har vi sammen med købmændene arbejdet målrettet med at mindske energiforbruget og energioptimere i butikkerne. Indsatsen har været med til at nedsætte det samlede energiforbrug i butikkerne med knap 20 procent. Samtidig har der været en enorm lokal opbakning til købmændene. Jeg er taknemmelig for den lokale og politiske opbakning til købmændene, som er så utroligt vigtige for lokalsamfundene og sammenhængskraften i Danmark, uddyber Tomas Pietrangeli.

Langsigtede investeringer skal sikre fremgang

I 2022 tog Dagrofa hul på den nye strategi #FremgangSammen, som skal sikre Dagrofas fremadrettede vækst og økonomiske overskud frem mod 2025. Ifølge Tomas Pietrangeli, virker strategien efter hensigten:

– Vi har nået vores 2022-milepæl om fremgang i driftsindtjeningen og positiv indtjening. Vi har måttet tilpasse os nye markedsvilkår, men overordnet fulgt #FremgangSammen-strategien, og vi har søsat nye vigtige projekter for vores langsigtede ambition. Vi ser ind i et 2023 med fortsatte udfordringer og dårlig sigtbarhed, men vi fastholder vores strategiske retning og vores fokus på at udvikle og skabe et rentabelt og mere offensivt Dagrofa.

Regeringen: Stram finanspolitik nødvendig

0
Foto: AVISEN

De seneste ekstraordinære år med først corona-krisen og herefter Ruslands invasion af Ukraine har haft og har fortsat store konsekvenser for vores samfund og os som borgere. Der er krig i Europa, inflationen steg i 2022 til det højeste niveau i 40 år.

I den aktuelle situation med høj inflation og fortsat pres på arbejdsmarkedet er det økonomisk ansvarligt, at regeringens finanslovforslag og finanspolitik i 2023 er stram. Regeringen tager samtidig fat på nogle af de akutte problemer, som Danmark og danskerne står over for.’I den aktuelle situation med høj inflation og fortsat pres på arbejdsmarkedet er det økonomisk ansvarligt, at regeringens finanslovforslag og finanspolitik i 2023 er stram. Regeringen tager samtidig fat på nogle af de akutte problemer, som Danmark og danskerne står over for, mener regeringen.

Her og nu er inflationen den allerstørste udfordring for dansk økonomi. For selvom den er aftagende, er den stadig høj. Samtidig ligger den økonomiske aktivitet på et højt niveau og presset på arbejdsmarkedet fortsætter. Derfor er regeringens finanslovforslag først og fremmest stramt. Samlet set er der planlagt en markant stramning af finanspolitikken i år svarende til en finanseffekt på -0,9 pct.-point, hvilket dæmper kapacitetspresset i dansk økonomi.

Finanslovforslaget håndterer også nogle af de mest akutte problemer, det danske samfund står overfor. Et bredt flertal i Folketinget har allerede indgået en aftale om ny inflationshjælp for 2,4 mia. kr., som hjælper nogle af dem, som er hårdt ramt af de stigende priser. Sammen med regionerne har regeringen aftalt en akutplan for vores sygehusvæsen, hvor der prioriteres samlet 2 mia. kr. til udgangen af 2024. I sidste uge blev et bredt flertal i Folketinget enige om etableringen af Ukrainefonden med en samlet ramme på ca. 7 mia. kr. i 2023.

Derudover ønsker regeringen at sikre den stabile drift ved at afsætte midler til en flerårsaftale for skattevæsenet og et løft af domstolene, så de kan styrke indsatsen med at få afviklet den pukkel, der er opstået.

– Den største økonomiske udfordring for Danmark og danskerne er den stadigvæk høje inflation. Det er noget, der kan mærkes i de danske hjem. Når regningerne skal betales, så skal vi i dag have flere penge op ad lommen. Formålet med finansloven for 2023 er derfor meget enkelt: Den skal bidrage til at bekæmpe inflationen, til gavn for danskerne og dansk økonomi. Det er det ansvarlige og rigtige at gøre. Hvis vi skal styrke vores forsvar, forbedre vores velfærd, og samtidig sikre, at Danmark fortsætter den grønne omstilling, så kræver det, at vi holder fast i reformsporet, og at vi fortsat træffer kloge og ansvarlige beslutninger, siger Finansminister Nicolai Wammen og bliver suppleret af fungerende forsvarsminister og økonomiminister Troels Lund Poulsen.

– Dansk økonomi er fortsat stærk og robust. Regeringens finanslovsforslag er ansvarligt og tilpasset økonomien, så det ikke puster til inflationen. Jeg glæder mig over, at vi prioriterer sundhedsvæsenet, bedre vilkår for virksomheder, en landsbypulje og en bredbåndspulje. Det handler om at skabe vækst og udvikling i hele Danmark. Samtidig har regeringen sat en ny reformdagsorden, der vil øge den strukturelle beskæftigelse og sikre arbejdskraft til danske virksomheder. Det vil gøre Danmark rigere, så vi kan investere mere i vores sundhedsvæsen, Forsvaret og den grønne omstilling.

– Der følger ikke en regn af gaver med finanslovforslaget for i år. Det er hverken tiden eller økonomien til. Finanslovforslaget prioriterer få og vigtige initiativer. Blandt andet skaber vi tryghed om bevillingerne for en række kulturinstitutioner, sætter penge af til en ugeavispulje, nedsætter en national energikrisestab og viderefører det midlertidige takstløft til en række af de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser. Samtidig har vi arbejdshandskerne på og er gået i gang med at forberede reformer af samfundet, der skal sikre, at vi har råd til den grønne omstilling, vores fortsatte velfærd og kan foretage de nødvendige investeringer i vores forsvar og sikkerhed, slutter kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

Regeringen vil invitere til forhandlinger om finansloven snarest muligt.

Ministeren har drøftet millionbonusser

0

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard mødtes i dag med repræsentanter fra branchen i lyset af mediernes dækning af millionbonusser i et energihandelsselskab.

Den seneste tid har meldinger om op mod trecifrede millionbonusser hos enkelte medarbejdere i et energihandelsselskab været dækket af danske medier.

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard har derfor her til eftermiddag holdt møde med brancheorganisationen Green Power Denmark og de to andelsejede energikoncerner Andel og Norlys for at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen.

På mødet har brancheaktørerne redegjort for den pågældende sag.

– Jeg har gjort det klart, at jeg forventer, at branchen og de enkelte selskaber agerer ansvarligt, er transparente og følger reglerne for god selskabsledelse ift. aflønning og bonusser. Repræsentanterne fra branchen har meddelt mig, at de tager afstand fra og ikke udbetaler de trecifrede millionbonusser, der er nævnt i sagen, samt at branchens politik er, at der skal være loft over bonusser, som kan forsvares og forklares af sektoren. Andet vil i min optik være uansvarligt for både kunderne og ejerne, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.

– Det er nu min forventning, at alle selskaber sikrer sig, at de lever op til branchens standarder. Det vil sige, at der sættes loft over bonusser, som kan forklares og forsvares, og at man på selskabsniveau er transparent over for både ejere og kunder. Dertil vil jeg følge, om brancheorganisationen strammer op på sit arbejde med anbefalingerne for god selskabsledelse, som den har lovet mig i dag – og at medlemmer hos Green Power Danmark og i alle andre selskaber, der agerer på det danske energimarked, følger anbefalingerne og generelt opfører sig anstændigt.

Ny rekord: 2 mia. flasker og dåser pantet i 2022

0

Mængderne af pantflasker og -dåser, der kom retur i pantsystemet, har sat ny rekord i 2022 og for første gang rundet 2 milliarder. Det svarer til, at stort set hver dansker hver dag panter en flasker eller dåse.

Netop som verden har fejret Global Recycling Day har Dansk Retursystem offentliggjort sin seneste årsrapport med tal for, hvor meget der er kommet retur i pantsystemet.

Allerede tilbage i juli sås de første tegn på, at 2022 ville blive endnu et godt pantår. På blot én måned blev der returneret 200 mio. pantflasker og -dåser, og det var første gang, der kom så meget retur på en enkelt måned. Nu viser resultatet fra Dansk Retursystem, at pejlingen holdt stik for hele året. Antallet af afleverede pantbelagte flasker og dåser til øl, vand, juice og saft mv. steg til 2 milliarder stk., hvilket er 3,9% mere end i 2021, som også var et rekordår.

Holder fast i gode pantvaner

– I sommer takkede vi sammen med bryggerierne og vores øvrige bagland danskerne for at pante, så deres flasker og dåser kan blive genanvendt til nye til gavn for klima og miljø. Noget kunne tyde på, at forbrugerne har taget godt imod anerkendelsen af deres indsats, og at de fortsat holder fast i de gode pantvaner, siger Dansk Retursystems administrerende direktør, Lars Krejberg Petersen.

– I Dansk Retursystem er vi selvsagt taknemmelige for de rekordstore mængder. For det er jo i kraft af forbrugernes opbakning, at vi kan sørge for, at flasker og dåser genanvendes til nye. Alene i 2022 har det betydet, at vi har reduceret udledningen af CO2 med 223.000 tons ved at genanvende materialerne i forhold til, hvis der skulle produceres nye flasker og dåser af jomfrueligt plast, glas og aluminium. Besparelsen svarer til, hvad alle indbyggere i Rønne udleder i løbet af et år. Og det kommer jo os alle sammen til gode, siger Lars Krejberg Petersen.

Fortsat blandt verdens bedste pantsystemer

I 2022 kom der for hver 100 flasker og dåser med pant, der sælges på det danske marked, 92 tilbage til pantsystemet. Dermed er Danmark med en returprocent på 92 fortsat blandt verdens bedste til pant og har en af verdens højeste returprocenter.

Samtidig bygger Dansk Retursystem på en cirkulær økonomisk forretningsmodel, hvor målet er, at alle emballager bærer deres egen omkostning, og Dansk Retursystems udgifter til indsamling, sortering og klargøring af materialerne til genanvendelse modsvares af indtægter, herunder den pris virksomheden får for de genanvendelige materialer.

Fængslet efter vild biljagt fra Vejle til Bredsten – kærer afgørelsen

0
KRIMI. Den 43-årige kvinde fra Vejle, som tirsdag aften blev anholdt efter en længere biljagt, er onsdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i fire uger. Det oplyser...

Ustadigt sommervejr fortsætter: »Risiko for kraftige skybrud og lokale tordenbyger«

0
VEJRET. Sommeren 2025 har indtil videre været præget af omskifteligt og ustadigt vejr, hvor solen alt for sjældent har fået lov til at dominere....

Dag 8: Det lille fællesskab i det store fællesskab – sidste del, sidste tur

0
DAGBOG. De sidste 53 kilometer blev i dag kørt ind mod Paris, en smuk tur langs Seinen. Turen var kort og præget af bykørsel,...

Dag 7: Vi kan se mål – vi tror på det, for det er...

0
DAGBOG. Dag 7 var en meget varm, men skøn og helt igennem fantastisk dag. Turen gennem de franske bakker på i alt 108 kilometer...

Uheld skaber lange køer: Storebæltsbroen spærret mod Sjælland

0
TRAFIK. Sommerferien er i fuld gang, og det mærkes nu tydeligt på de danske motorveje. Flere uheld på E20 skaber lørdag eftermiddag omfattende trafikale...

Medicin mod forhøjet kolesterol kan redde liv: Danske forskere påviser vigtig effekt mod livstruende...

0
VIDEN. En udposning på legemspulsåren er en farlig lidelse, som især rammer danske mænd over 65 år. Sygdommen giver sjældent symptomer, før det pludselig...