SUNDHED. Et nyt forskningscenter på Odense Universitetshospital skal de kommende år bruge kunstig intelligens til at finde og behandle sygdomme i brystkassen mere præcist. Centeret, der har fået navnet Center for Klinisk Excellence THORACIC PARK, har netop modtaget 7,5 millioner kroner i støtte fra Regionsrådet i Region Syddanmark.
Hvert år gennemføres omkring 150.000 CT-scanninger af brystkassen i regionen, blandt andet for at opdage sygdomme som lungekræft, lungebetændelse og blodpropper i lungen. Med en aldrende befolkning vokser behovet for avanceret billeddiagnostik, og her skal kunstig intelligens spille en central rolle.
Forskerholdet vil udvikle algoritmer, der kan hjælpe lægerne med tidligere og mere præcis identifikation af blandt andet lungekræft, blodpropper, udposninger på hovedpulsåren og hjerte-kar-sygdomme. Målet er både at styrke diagnosticeringen og give bedre viden om patienternes prognose.
Centeret forankres på OUH i tæt samarbejde med Syddansk Universitet samt andre sygehuse i og uden for regionen. Det bliver det tiende excellencecenter i Region Syddanmark siden 2015.
Regionsrådsformand Bo Libergren glæder sig over, at regionen endnu en gang investerer i forskning på højt niveau.
»THORACIC PARK bliver det tiende excellencecenter i regionen siden 2015. Centrene har understøttet patientbehandling på allerhøjeste niveau, og det glæder mig, at vi gennem årene har kunnet støtte så mange dygtige forskere i regionen. Holdet bag THORACIC PARK vil udnytte det store teknologiske potentiale, der ligger i kunstig intelligens i sundhedsvæsenet, og jeg ser frem til at følge deres arbejde og resultater, som i sidste ende kommer patienterne til gode,« siger han.
Ledelsen af det nye center varetages af ledende overlæge og klinisk professor Christian B. Laursen fra Lungemedicinsk Afdeling på OUH. Han ser støtten som en mulighed for at omsætte teknologiske visioner til konkret patientbehandling.
»Der er meget snak om potentialet i AI, og i vores projekt vil vi have det ud at leve i det moderne sundhedsvæsen, så det rent faktisk kommer til at gøre en forskel for patienterne. Vi træner algoritmerne på rigtige patientforløb fra regionen og tester det ude på afdelingerne. På den måde får vi en løsning, der både er skræddersyet til Region Syddanmark, men også potentielt vil kunne udbredes nationalt og internationalt og inden for andre sygdomsområder,« siger han.
Ambitionen er at samle vurderingen af hjerte-, kar- og lungesygdomme i én samlet AI-baseret platform. Ifølge Christian B. Laursen kan det skabe mere sammenhængende patientforløb og mindske behovet for gentagne undersøgelser.
»Når en patient får scannet brystkassen, giver det ikke mening, at AI kun fokuserer på én bestemt ting. Vi forsøger at samle hjerte-, kar- og lungeperspektivet, så patienten oplever et mere sammenhængende forløb. Normalt skal patienten måske videre til flere forskellige scanninger og undersøgelser, og det kan være svært at navigere i. Den kunstige intelligens skal hjælpe med at minimere ekstraforløb og unødvendige undersøgelser, der kunne komme efterfølgende,« siger han.
Center for Klinisk Excellence THORACIC PARK modtager forskningsstøtte over de næste fem år og skal arbejde tæt sammen på tværs af lægespecialer og sygehuse. Målet er, at forskningen hurtigt kan omsættes til praksis og på sigt komme patienter til gavn både i Region Syddanmark og uden for landets grænser.
BUSINESS. Efter knap to årtiers arbejde med udrulning af fibernet i Trekantområdet er det nu slut for EWII som ejer af den fysiske infrastruktur. Konkurrencerådet har godkendt salget af EWIIs fibernet, og dermed kan handlen gennemføres fra 1. februar.
Det er selskabet Sinal, der overtager fibernettet, som består af de kabler, der gennem årene er gravet ned i veje og fortove i området. Fra den 2. februar bliver fibernettet en del af Sinals infrastruktur.
Salget markerer afslutningen på et af EWIIs største infrastrukturprojekter og betyder samtidig, at knap 50 medarbejdere overgår til en ny organisation.
»Det er en helt særlig milepæl i EWII. Vi har brugt knap 20 år på at udrulle fibernettet i hele vores forsyningsområde, så det er et kæmpe infrastrukturprojekt, som vi afslutter. Samtidig siger vi farvel til de knap 50 gode kolleger, som nu skal passe på fibernettet i en ny organisation. Det er kolleger, der har været med til at fuldføre vores vision om at styrke Trekantområdet med digital infrastruktur, hvilket vi alle er utroligt stolte af,« siger administrerende direktør i EWII Koncernen, Lars Bonderup Bjørn.
Godkendelsen fra Konkurrencerådet har været betinget af, at Norlys-koncernen, som ejer Sinal, ophørte samarbejdet med en række antenneforeninger. Den betingelse er nu opfyldt, og derfor kan salget gennemføres som planlagt.
For de fleste internetbrugere i Trekantområdet vil ejerskiftet ikke kunne mærkes i hverdagen. Salget ændrer ikke på, hvor kunderne har deres internetabonnement.
EWII fortsætter nemlig som udbyder af internetabonnementer på fibernet i Trekantområdet og tilbyder fortsat internet via både fiber og coax på landsplan. Derudover er energikoncernen landsdækkende med elaftaler og ladebokse til elbiler.
Ifølge EWII giver salget af fibernettet mulighed for at fokusere endnu mere på nye investeringer inden for energi, klima og grøn omstilling. Med den gennemførte handel lukker EWII dermed et markant kapitel i koncernens historie og retter blikket mod nye strategiske mål.
BUSINESS. Der er en særlig ro, når man kommer kørende ad Egeskovvej mod Randal Beton i Fredericia. På den ene side ligger KFUM’s boldbaner. På den anden side naturen omkring Randal Bæk, sneklagt denne vinterdag. Tæt her voksede Jan Riisager op på Eriksvej, mens forældrene passede forretningen på den anden side af vejen.
På den 27.000 kvadratmeter store plads kører truckene stadig rundt og flytter speciallavede betonelementer. Støjen fra virksomheden overdøves af bilerne, der passerer på Egeskovvej. Det er en af de små ironier, Jan Riisager selv noterer sig, de gange snakken falder på støj og byudvikling.
Når Jan Riisager bevæger sig rundt mellem hallerne, er tempoet et andet. Den ro, der omgiver ham, skyldes ikke stilstand, men erkendelse. Fredag støbes der beton for sidste gang. Ikke som et symbolsk farvel, men fordi der stadig er en ordre, der skal gøres færdig. Sådan har det altid været her. Arbejdet først, orden i tingene, og afskeden bagefter.
»Det første, jeg kan huske, det er egentlig, at jeg selv er hernede som 13-årig og står i en eller anden form og smider beton op i en lille bitte form.« Jan Riisager smiler, da han fortæller det. Små ringe til vandstik, der skulle hæve dækslerne op i niveau med fortovet. Det var ikke store konstruktioner, men det var begyndelsen. Og det var her, relationen til stedet blev støbt, længe før han vidste, at det skulle blive hans livsværk.
Hans far startede på fabrikken i 1966. Dengang manglede de en truckfører, og med det grønne bevis i hånden var vejen ind i virksomheden kort. To år senere blev faderen formand og var med til at installere et nyt blandeanlæg i slutningen af 60’erne. Et anlæg, som Jan Riisager mange år senere selv lukkede ned. »Det blandeanlæg lukkede jeg ned for for 14 år siden, fordi jeg skulle levere CE-mærket beton, og det kunne jeg ikke med det blandeværk.« Teknologien, kravene og tiden løb videre. Det samme gjorde byen.
I begyndelsen var Randal Beton ikke en familievirksomhed. Men da den tidligere ejer døde i begyndelsen af 80’erne, forpagtede Jans forældre grunden i tre år, før de købte den. På det tidspunkt var der fire ansatte. Og så var der Jans mor, der gik fra jobbet som pædagog til at blive bogholder, økonomichef og som Jan tørt bemærker, IT-chef, selvom der ikke rigtig var noget IT endnu. Jan Riisager havde egentlig ikke tænkt, at han skulle overtage. Han havde stået ved maskinerne som knægt og syntes, det var »dødens pølse«. Han tog en uddannelse, var officer af reserven og drømte om noget andet. Men livet trak i en anden retning. »Min kone blev gravid, og samtidig var der en mand, der stoppede hernede, da jeg sad og spiste hos mine forældre en søndag aften. Så mandag morgen startede jeg hernede. Så var det ligesom lagt,« siger han og ler stille.
Siden da er der gået næsten 33 år, og faderen nåede at være på stedet i 39 år, inden han og Jans mor gik på pension. Det er et helt arbejdsliv, faktisk to, og imellem dem et sted, hvor hverdagen ikke blev målt i karrierehop, men i mødetider, maskiner og de samme mure, man gik ind ad igen og igen. Beton har fyldt det meste af livet.
I mange år var forretningen enkel og stabil. Belægningsten, rør og fliser blev produceret og solgt videre, ofte til kommunen, og der var en forudsigelighed i både opgaver og indtægter, som gjorde hverdagen overskuelig. Det var ikke glamourøst, men det var til at regne med. En klassisk lokal industrivirksomhed, hvor man vidste, hvad man stod op til mandag morgen. Så ændrede vilkårene sig. Ikke gradvist, men pludseligt. »Det stoppede jo nærmest hen over en weekend, fordi kommunen pludselig begyndte at købe alle mulige steder og få priser ind.«
Det var dér, Jan Riisager traf et afgørende valg. Den store belægningsmaskine blev solgt. Det var det sidste, hans far var med til, da de sammen løsnede de sidste bolte i gulvet, før maskinen blev kørt til Polen. I stedet fandt virksomheden en niche. »Så begyndte vi at lave speciel beton. Vi fandt en lille niche, hvor vi kunne være og trives.« Det blev ikke masseproduktion, men specialopgaver. Beton, der krævede omtanke, dialog og håndværk. Og sporene er der endnu. »Når jeg kommer rundt til næsten alle byer i Danmark, så kan jeg se, det der, det har vi lavet,« siger han stolt.
I Jelling står de hvide søjler og fliser ved Kongernes Jelling, optaget på UNESCOs verdensarvsliste. I Aarhus, Vejle, Kolding, Ørestad og mange andre steder findes blomsterkummer, altaner, fliser og konstruktioner fra Randal Beton. Opgaver, der ikke altid var lige til. »Nogle gange har vi virkelig skulle sætte os ned og kigge på hinanden, formanden og jeg, og spørge hvordan fanden løser vi det her.«
Men de fandt en vej, igen og igen.
At finde en vej handlede imidlertid ikke kun om beton og konstruktioner, men i lige så høj grad om mennesker. Om dem, der mødte ind hver morgen, ofte i årtier, og som gjorde fabrikken til mere end maskiner og støbeforme. For Jan Riisager er det næsten umuligt at tale om Randal Beton uden også at tale om dem, der har haft deres hverdag, deres arbejdsliv og i nogle tilfælde deres livsforandring inden for murene. »Der er mange, der har været her i rigtig lang tid.«
Formanden Morten Aksø stopper efter 31 år. En medarbejder gik på pension som 81-årig. En anden, kendt som Speedy, nåede 29 år, inden han ved årsskiftet gik videre. Det er ikke tilfældigheder, men resultatet af en tilgang, hvor stabilitet og loyalitet blev set som en styrke. Randal Beton har ikke kun været et produktionssted, men et sted, hvor relationer fik lov at vokse, og hvor mennesker blev hængende, fordi der var plads til dem.
Men der var også dem, der kom ind ad døren med mere i bagagen end de fleste. Folk, der havde haft det svært, var ramt skævt af livet, havde været sygemeldt eller stod uden fodfæste på arbejdsmarkedet. Her blev døren ikke lukket. »Der er også ret mange, der starter hernede, som ikke har en helt ren straffeattest,« fortæller han.
Jan Riisager fortæller det roligt og uden dramatik, men med tydelig stolthed, om medarbejdere der begyndte med fodlænke, om samarbejdet med kriminalforsorgen, jobcenteret og EUC Lillebælt og om løsninger, der ikke stod i nogen manual. Weekendafsoning blev erstattet af dokumenteret fremmøde, budgetter blev lagt sammen med banken, og nogle morgener blev der kørt ud for at hente folk, når det hele var lidt tungt. Det var ikke socialpolitik, men hverdagsledelse. »Efter kort tid har de fundet ud af, at det, de har bidraget med, er noget, de andre sætter pris på.«
For Jan var pointen enkel. Når mennesker oplever, at der er brug for dem, og at deres arbejde betyder noget, så sker der noget, med dem selv, med deres familier og med deres tro på, at de kan mere, end de måske selv havde regnet med. Det var også derfor, Randal Beton i 2024 modtog CSR-prisen. En anerkendelse, Jan Riisager ikke ser som en afslutning, men som en bekræftelse på en måde at drive virksomhed på, hvor ansvar ikke var et tillæg, men en del af fundamentet. »Jeg er enormt stolt af, at der er andre, der har lagt mærke til, hvad vi har forsøgt at gøre.«
Men historien har også en anden side. En side, der handler om støj, by og udvikling. Fabrikken ligger i dag inden for bygrænsen, og Grønlandskvarteret voksede frem omkring den i slutningen af 60’erne og 70’erne, dengang hvor industrien var en naturlig del af byen, og hvor støjen var noget, man levede med. »Støjniveauet på det tidspunkt var fuldstændig vanvittigt i forhold til i dag,« fortæller han.
EU-direktivet fra 2014 ændrede vilkårene for støjende virksomheder. Produktionen skulle omlægges, flyttes eller lukke. Og selvom Jan Riisager oplever, at støjen i dag primært består af lidt lastbil- og truckkørsel, blev rammerne gradvist for snævre. »Der skal lidt støj til, ellers kan man ikke eksistere.«
Han havde håbet, at der kunne findes en løsning, hvor virksomheden langsomt blev givet videre, en glidende overgang til nye hænder og nye kræfter. Men det lykkedes ikke. I stedet blev virksomheden solgt, og afviklingen begyndte. Alligevel er det ikke bitterhed, der fylder mest, men eftertænksomhed over den udvikling, der har formet både byen og arbejdspladsen. »Den udvikling, der har været i samfundet, den har egentlig også fulgt med her.«
Det ses i de gamle bygninger og i detaljerne. De smalle trapper, hvor man engang bar 50 kilos sække op ad gangen. Det moderne løftegrej, der siden kom til. Et arbejdsliv, der har forandret sig, men stadig har haft tyngde og betydning.
Fredag kører Jan Riisager til bageren på Vesterbrogade og henter rundstykker. De sætter sig i en rundkreds, og der støbes beton for sidste gang, ikke som en markering, men fordi der stadig er en opgave, der skal gøres færdig. Mandag begynder nedtagningen. Kraner pilles ned. Inventar flyttes. Der ryddes op. »Der skal ikke fejres det helt store.«
Men vemodet melder sig alligevel, især når kalenderen nærmer sig slutningen. »Især når vi når hen til den 28.,« bemærker Jan. Og måske, når den sidste dag for alvor rammer, kan det ikke helt udelukkes. »Det kan da godt være, der skal uddeles en enkelt tudekiks,« smiler han så til sidst. Et stille punktum for en virksomhed, der i mere end et århundrede har sat sine spor, ikke kun i beton, men i mennesker.
Danmark spillede sig onsdag sikkert videre til EM-semifinalen med en klar sejr over Norge, men for anfører Magnus Saugstrup handlede aftenen mindre om cifrene på tavlen og mere om udtrykket, strukturen og de pejlemærker, holdet nu tager med sig ind i opgøret mod Island fredag.
Danmark afsluttede mellemrunden onsdag med en klar sejr på 38-24 over Norge, men for anfører Magnus Saugstrup var det ikke resultatets størrelse, der fyldte mest efter kampen. Snarere var det fornemmelsen af et hold, der igen ramte et stabilt udtryk, og som samtidig fik føjet endnu et element til paletten forud for fredagens EM-semifinale mod Island.
Ifølge Saugstrup var det netop helheden, der bar den danske præstation – både i bredden og i strukturen.
»Jeg synes, vi spillede en god kamp over hele linjen,« siger han og peger samtidig på betydningen af, at Thomas Arnoldsen blev en del af kampen og hurtigt fandt sin plads i det kollektive spil.
»Det var dejligt at få Thomas ind, og han fandt hurtigt rytmen sammen med os.«
Blikket er dog allerede rettet mod næste opgave, og her venter et islandsk hold, der ifølge den danske anfører vil stille helt andre krav end Norge gjorde. Island er et hold, der lever af tempo, fysisk spil og kompromisløshed i duellerne, og det er netop dér, Saugstrup forventer, at kampen kan blive afgjort.
»På fredag venter semifinalen mod Island, og det bliver en hård kamp. De kommer til at gå til den, som de altid gør. De har et rigtig godt hold, og der kommer til at vente mange mand-mod-mand-dueller og masser af fart i deres angrebsspil.«
For Danmark handler det derfor om at ramme de rigtige afstande og den rette balance – både i forhold til modstanderen og internt på banen. Det er ikke kun et spørgsmål om formationer, men om timing og positionering i hver enkelt fase af spillet.
»Vi skal se, om vi kan finde den rigtige højde og den rigtige distance – både til målet og mellem hinanden.«
Saugstrup fremhæver særligt forsvaret som en mulig nøgle til kampen, og her ser han 6-0-formationen som et vigtigt udgangspunkt, hvis den danske defensiv formår at sætte det nødvendige tryk.
»Nøglen mod Island kan blive, at vi får fat i vores 6-0-forsvar. Hvis det fungerer, behøver vi ikke at gå i 5-1 eller andre formationer.«
Kampen mod Norge gav nogle tydelige pejlemærker i den sammenhæng. Her lykkedes det Danmark at få skubbet modstanderen længere væk fra målet og dermed tage tempo og rytme ud af deres angrebsspil, hvilket skabte et mere kontrolleret kampbillede.
»I dag lykkedes det, fordi vi fik dem længere væk fra målet,« forklarer Saugstrup og uddyber, hvordan det påvirkede Norges muligheder.
»Vi fik dem tvunget ud i 7 mod 6, og de fik ikke helt lov til at flytte bolden så hurtigt.«
Det er netop den fleksibilitet, han ser som afgørende i en semifinalekamp, hvor intet sjældent forløber som planlagt, og hvor evnen til at justere undervejs kan blive forskellen.
»Når det fungerer, kan vi holde fast i det, og ellers må vi justere og gå tilbage i 6-0 igen.«
Selv blev Saugstrup sat ind relativt tidligt i kampen mod Norge, men uden at han selv lægger noget særligt i det. For ham er det et spørgsmål om rotation og belastningsstyring snarere end personlige dispositioner.
»Om det var planen fra start, at jeg skulle ind efter et kvarter, må du spørge trænerne om. Jeg ved det faktisk ikke.«
Han afviser samtidig enhver antydning af træthed.
»Men nej, jeg er ikke træt. Overhovedet ikke.«
Rotationen på stregen handler ifølge anførerens vurdering primært om at få alle i gang og skabe kontinuitet.
»De skulle bare have en start, og så er der ikke mere i det.«
Han vender igen tilbage til Arnoldsen og den dimension, han tilfører holdet, særligt i det fysiske spil, hvor hans tilstedeværelse ændrer dynamikken i angrebene.
»Thomas Arnoldsen kommer med enormt meget fysik. Han er tung i duellerne og rigtig god til at afgøre situationer, når han går ind i dem.«
Især i krydsspillet lægger han et markant pres på modstanderne, hvilket tvinger forsvaret til at reagere tidligere og dermed åbner rum for andre.
»Især når han krydser, lægger han et stort pres. Det giver også mere plads til andre, fordi modstanderne er nødt til at have ekstra fokus på ham.«
Saugstrup er dog bevidst om, at det samlede billede først kan vurderes endeligt efter en grundig gennemgang.
»Jeg vil gerne se kampen igennem, før jeg kan give et helt præcist svar,« siger han, inden han alligevel giver en foreløbig vurdering.
»Men umiddelbart ser det rigtig fornuftigt ud.«
Der har også været fokus på de logistiske rammer frem mod semifinalen, men her mener den danske anfører ikke, at det kommer til at spille en afgørende rolle, når kampen først går i gang.
»I forhold til det med rejser og logistik – det kan godt gøre en lille forskel.«
Men erfaringen siger ham, at den slags hurtigt forsvinder i baggrunden, når intensiteten stiger.
»Når Island, og for den sags skyld også andre hold, står i en semifinale, så er de klar uanset hvad. De kommer med 100 procent i en time.«
Det kan måske mærkes i detaljerne før kampstart, men sjældent mere end det.
»Man kan måske mærke det lidt i opvarmningen, som kan føles hårdere, og måske mangler man lidt power sidst i kampen.«
Når bolden først er i spil, overtager instinkterne.
»Når man først spiller, fylder det ikke ret meget.«
Fredag venter derfor ikke bare en semifinale, men en kamp, hvor Danmark skal ramme samme ro, samme struktur og samme kollektive udtryk som mod Norge – velvidende at Island vil presse hver eneste beslutning og hver eneste duel til det yderste.
For få måneder siden lå EM langt uden for rækkevidde. Onsdag stod Thomas Arnoldsen pludselig midt i det hele, da Danmark slog Norge og spillede sig i semifinalen. Vejen dertil har været præget af tålmodighed, genoptræning og en krop, der – mod forventning – var klar, da der blev ringet.
Der findes comeback-historier, der næsten kræver store ord. Og så er der dem, hvor kontrasterne i sig selv fortæller det meste. Thomas Arnoldsen befinder sig i den sidste kategori. Ikke fordi historien mangler drama, men fordi springet fra hverdagen til EM-pludselighed er så konkret, at det næsten står af sig selv.
Onsdag aften vandt Danmark 38-24 over Norge, og med sejren er Danmark klar til EM-semifinalen fredag mod Island. For Arnoldsen var kampen ikke bare endnu et skridt i turneringen, men kulminationen på et forløb, der for få måneder siden så helt anderledes ud.
Et skinnebensbrud i efteråret havde sat ham ud i omkring 12 uger, og med den tidshorisont virkede EM ikke bare usikkert, men reelt urealistisk. Derfor er det også svært for ham selv helt at forklare, hvor han står nu – midt i en slutrunde, netop indkaldt i truppen, foran et fyldt Jyske Bank Boxen.
»Jeg ved faktisk ikke helt, hvordan jeg skal beskrive det. Især på grund af kontrasten. For en uge siden spillede jeg foran 50 mennesker i Hadsund Hallen, og nu står jeg foran 15.000. Det var virkelig en fed oplevelse.«
Indkaldelsen kom uden varsel og uden tid til at gøre hverdagen klar. Ikke som et langt tilløb, men som en besked, der vendte døgnrytme og planer på hovedet.
»Jeg fandt ud af det efter Tyskland-kampen. Der skrev han til mig, at jeg skulle møde ind klokken 10, så jeg nåede ikke rigtig at pakke. Jeg skulle tidligt op og afsted.«
Der havde været dialog undervejs. En fornemmelse af, at noget kunne være på vej, men også en klar erkendelse af, at det lige så godt kunne ende anderledes.
»Selvfølgelig havde vi været lidt i dialog om det og om, hvordan det hele gik. Men jeg vidste også godt, at der var en chance for, at jeg ikke skulle med herned.«
Det er en position, hvor man balancerer mellem håb og realisme.
»Det giver lidt spænding, men man forbereder sig også på, at det måske ikke bliver til noget.«
Netop derfor er lettelsen også tydelig nu.
»Derfor er jeg selvfølgelig rigtig glad for, at jeg står her nu.«
Ser man bare to måneder tilbage, havde han ikke selv set det komme.
»For to måneder siden havde jeg ikke regnet med, at jeg skulle stå her i dag.«
Dengang var beskeden klar.
»Jeg fik at vide, at jeg ville være ude i omkring 12 uger, og så kunne jeg godt regne ud, at det her ikke var realistisk.«
Alligevel ændrede det ikke ved arbejdsindsatsen. Tværtimod.
»Da jeg fik at vide, at jeg var med i bruttotruppen, tænkte jeg, at der var en chance for, at jeg kunne blive udtaget, men det var langt fra sikkert.«
Derfor blev der skruet op tidligere, end planen egentlig tilsagde.
»Derfor begyndte jeg også at arbejde og træne lidt tidligere, fordi det var nødvendigt, hvis benet skulle være stærkt nok til at stå her.«
Det var et valg uden garantier.
»Jeg er rigtig glad for, at det arbejde har båret frugt.«
Kroppen har reageret bedre, end han selv havde turdet håbe, og det er en afgørende del af forklaringen på, at han står her nu – ikke som et projekt, men som en spiller, der igen kan belastes uden konstant at mærke efter.
»Jeg mærker overhovedet ikke noget til skaden.«
Det betyder ikke, at pausen ikke har sat sine spor. En længere periode uden kamp viser sig også andre steder.
»Det eneste er, at min krop har taget lidt på, fordi jeg har været ude i lang tid.«
Det er ikke noget, han gør stort ud af.
»Det må jeg lige arbejde lidt med hjemme på hotellet.«
Det afgørende er, at kroppen ellers svarer igen.
»Men ellers mærker jeg ingenting.«
Spørgsmålet handler derfor mindre om skaden og mere om kampformen. Den kan ikke genskabes fuldt ud på træningsbanen, uanset hvor struktureret arbejdet har været.
»Om jeg kan spille 60 minutter? Det ved jeg ikke.«
Han er realistisk.
»Kampformen er selvfølgelig ikke helt på plads endnu.«
Onsdagens kamp blev dog en positiv erfaring. Ikke bare fordi Danmark vandt stort, men fordi han selv fik mere spilletid, end han havde regnet med, og oplevede, at kroppen kunne følge med.
»Jeg fik mange minutter i dag, og det gik bedre, end jeg selv havde forventet.«
Forskellen mellem træning og kamp forsvinder ikke, men den blev mindre.
»Der er selvfølgelig forskel på træning og kamp. Kroppen har dog reageret fint på det.«
Midt i det hele ligger kontrasten, som Arnoldsen vender tilbage til igen og igen – ikke som pointe, men som konstatering. Hverdagen, der stadig er tæt på, selv om rammerne nu er helt anderledes.
»Ja, jeg har samlet et IKEA-skab.«
Overgangen er næsten sværere at forklare end selve skadescomebacket.
»Kontrasten fra at være hjemme i lejligheden i Aalborg og samle et klædeskab til at stå her, er ret vild.«
Detaljerne hænger ved.
»Det var et stort skab med tøj og det hele, og det tog nogle timer og gav også et par frustrationer.«
Perspektivet er til gengæld klart.
»Til sidst er det altså bedre at stå inde i boksen end derhjemme og samle det næste IKEA-skab.«
Fredag venter semifinalen. For Thomas Arnoldsen ikke som kulminationen på et nøje planlagt forløb, men som resultatet af tålmodighed, hårdt arbejde – og en krop, der var klar, da det uventede opkald kom.
OPINION. Regeringens seneste udspil om en fødevarecheck fremstår for mange mere som et politisk stunt end som ægte hjælp til dem, der har det svært. Det, der markedsføres som social ansvarlighed, ligner i virkeligheden et forsøg på at købe sig til sympati hos vælgerne – og det er bekymrende.
Ser man på konsekvenserne, bliver skævhederne tydelige. En børnefamilie, hvor begge forældre hver tjener 475.000 kroner – i alt 950.000 – modtager 5.000 kroner. En anden familie med en samlet indkomst på 800.000 kroner må nøjes med 2.500 kroner. Halvdelen. Samtidig kan familier med millionindtægter også få del i ordningen, hvis blot den ene ægtefælle har lav eller ingen indkomst. At forestille sig, at disse husstande ikke kan få økonomien til at hænge sammen omkring middagsbordet, er svært at tage alvorligt.
Endnu værre er det, at mennesker med reelle økonomiske udfordringer helt falder igennem. En enlig forsørger med to børn og en indkomst på 501.000 kroner får absolut ingenting. Ingen hjælp. Ingen anerkendelse af deres situation.
Det her er ikke rimeligt. Det er et kludetæppe af regler uden retning, hvor støtten gives vilkårligt, og hvor mange almindelige, arbejdsomme danskere står tilbage uden hjælp.
Problemet er ikke mangel på penge i statskassen. Der fandtes langt mere ansvarlige løsninger: et højere bundfradrag, lavere skatter og afgifter samt en målrettet styrkelse af velfærdens kerne. Det ville være redelig politik.
Men fødevarechecken handler ikke om borgernes hverdag. Den handler om magt og positionering. Og det ved vælgerne godt.
Borgernes Parti vælger en anden vej – baseret på sund fornuft, respekt for borgerne og løsninger, der er fair og til at forstå.
En politibetjent er natten til onsdag afgået ved døden efter en alvorlig trafikulykke på Den Sønderjyske Motorvej ved Aabenraa. En anden politibetjent kom alvorligt til skade og er indlagt. Det oplyser Syd- & Sønderjyllands Politi.
Politiet modtog klokken 01.34 en anmeldelse om en ulykke på motorvejen, som ifølge politiet skete som følge af glat føre. Kort tid efter indtraf endnu et uheld samme sted, da en lastbil ramte et af politiets køretøjer, der befandt sig på ulykkesstedet.
I forbindelse med påkørslen blev en politibetjent dræbt, mens en anden betjent pådrog sig alvorlige skader. De pårørende er underrettet.
Motorvejen er fortsat afspærret i begge retninger, mens der foretages tekniske undersøgelser på stedet. Politiet oplyser, at arbejdet forventes at tage noget tid.
Politiet har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger om ulykken.
Danmark vandt mellemrundepuljen med en storsejr på 38–24 over Norge i Jyske Bank Boxen og møder nu Island i EM-semifinalen fredag efter en kamp, hvor bredden og tempoet afgjorde opgøret.
Fortet lukkede mellemrunden med et brag og pegede direkte mod semifinalen.
Danmark afsluttede mellemrundepuljen med en magtdemonstration og slog Norge 38–24 i Jyske Bank Boxen. Sejren sikrede førstepladsen i puljen, og fredag venter Island i EM-semifinalen. Kampen udviklede sig fra en hektisk og ujævn åbning til en decideret dansk opvisning, hvor bredden, tempoet og et gradvist voksende målmandsspil gjorde forskellen.
Indledningen var præget af fart og fejl i begge ender. Tobias Grøndahl åbnede ballet for Norge, Torbjørn Bergerud tog tidligt en redning på Lasse Andersson, og det væltede ind med mål i begge ender. Johan Hansen, Simon Pytlick og Emil Jakobsen svarede igen, og efter under syv minutter stod der allerede 5–5. Norge fandt tidligt succes fra straffekast, hvor August Pedersen gentagne gange passerede Emil Nielsen, der efter ti minutter stadig stod uden redninger, mens Nikolaj Jacobsen demonstrativt rasede efter to norske mål i tomt bur.
Danmark fik dog gradvist fodfæste. Emil Jakobsen var sikkerheden selv fra pletten, Mathias Gidsel tog ansvar offensivt, og ved 6–5 var Danmark for første gang i front. Alligevel var det Norge, der i perioder sad på momentum. Sagosen, Grøndahl og Pedersen pressede det danske forsvar, og ved 10–7 tog Nikolaj Jacobsen timeout, tydeligt utilfreds med både defensiven og disciplinen.
Vendepunktet i første halvleg kom, da Emil Nielsen begyndte at spille sig varm. Efter 14 minutter kom den første redning, og kort efter fulgte flere. Det gav ro. Pytlick udlignede, Hoxer bragede bolden i nettet, og da Thomas Arnoldsen blev sendt på banen til stor jubel, skiftede kampens udtryk. Arnoldsen kvitterede selv med en scoring til 14–13, som tvang Norge i timeout, og Danmark sluttede halvlegen stærkt. Kevin Møller kom ind på et straffekast og reddede August Pedersen, Jakobsen scorede for fjerde gang fra pletten, og ved pausen stod der 19–16 til Danmark.
Efter pausen blev forskellen tydeligere for hvert minut. Emil Nielsen leverede en dobbeltredning fra start, og selv om Norge reducerede, svarede Danmark igen med tempo og bredde. Gidsel legede sig gennem det norske forsvar, Jakobsen fortsatte sin sikre afslutning, og Kirkeløkke, der var kommet ind i pausen, scorede på kontra til 22–16. Norge var i stormvejr.
Midt i anden halvleg tog kampen karakter af opvisning. Emil Nielsen rundede otte redninger og passerede 30 procent, Magnus Saugstrup scorede i tomt mål og jublede mod endetribunen, og den danske A-kæde legede sig gennem det norske forsvar. Gidsel scorede sit sjette, Arnoldsen sit tredje, og ved 29–21 med et kvarter igen tog Danmark timeout – ikke for at redde noget, men for at fordele kræfterne.
Herefter blev der roteret massivt. Emil Nielsen gik ud efter 10 redninger på 29 skud, Kevin Møller tog over og leverede straks redninger, og Mads Mensah fik både defensiv og offensiv spilletid. Da Mensah scorede sit første mål ved EM, eksploderede hallen, og kort efter gentog han nummeret på kontra. Norge var færdige.
I slutfasen rejste Boxen sig. Simon Hald kom også på tavlen, Gidsel blev kåret til kampens spiller, og Danmark kørte sejren sikkert hjem. 38–24 blev slutresultatet på en aften, hvor Norge blev klædt af, og hvor Danmark viste, at de både kan vinde med stjernerne – og uden dem.
Med sejren vinder Danmark mellemrundepuljen og går videre til EM-semifinalen, hvor Island venter fredag.
Klokken 20:30 sker det. Danmark brager sammen med de nordiske naboer i den sidste kamp i mellemrunden, og målet er klar: Danmark skal vinde for at ende som 1’er i mellemrunden, som vil give et andet nordisk brag i semifinalen mod Island.
Det sner, det blæser, og vindmøllerne kører på højtryk. Alligevel oplever mange danskere i øjeblikket, at elprisen er højere, end de havde forventet.
For mange hænger vind og lav elpris ellers sammen. Og når elafgiften samtidig er blevet sat markant ned fra årsskiftet, virker det umiddelbart ulogisk, at strømmen ikke er billigere.
Men forklaringen skal ikke findes i vejret alene – den skal findes i gasmarkedet og i den måde, elprisen bliver fastsat på.
»Det kan godt virke ulogisk. Når vindmøllerne drejer rundt, forventer man lave priser på strøm. Men elbørsen fastsætter markedsprisen på el ud fra den dyreste energikilde, vi skal tage i brug for at dække forbruget,« siger Christian Drejer, kommerciel direktør hos Energi Fyn.
Gasprisen sætter niveauet
Selvom Danmark producerer store mængder strøm fra vind, er elmarkedet koblet sammen med resten af Europa. Det betyder, at prisen fastsættes ud fra den energikilde, der er nødvendig for at dække det samlede forbrug i markedet – også når vinden blæser.
Og i øjeblikket er det gas, der sætter prisen.
»Gas bruges til at balancere elproduktionen, og lige nu er gasprisen høj. Derfor bliver elprisen også høj – selv på dage med masser af vind,« forklarer Christian Drejer. Efter en kold vinterperiode er gaslagrene i Europa blevet tømt hurtigere end normalt. Samtidig henter EU i dag store mængder gas fra USA, efter at importen af russisk gas er stoppet. Det gør markedet mere sårbart over for globale og politiske begivenheder – og det presser priserne op.
Danmark er en del af et fælles europæisk elmarked, og derfor påvirkes elprisen også af forhold uden for landets grænser.
»Selv små udsving i gasmarkedet kan få en hurtig effekt på elprisen. Samtidig spiller vejret i resten af Europa også ind. Hvis der for eksempel mangler sol og vind – det, man kalder dunkelflaute – eller hvis der er hedebølger med stort behov for køling, så stiger efterspørgslen på strøm,« siger Christian Drejer.
Når efterspørgslen stiger, og gas bliver nødvendig for at dække behovet, følger prisen med op.
Afgiften er lavere – men markedet slår igennem
Fra 1. januar blev elafgiften i Danmark sat ned til EU’s minimumsniveau. Det giver en vis lettelse på regningen, men det ændrer ikke på selve markedsprisen for strøm. Derfor kan forbrugerne stadig opleve udsving – især i perioder med kulde, høj efterspørgsel og dyre energikilder i spil.
»Elmarkedet er komplekst, men vi oplever heldigvis færre timer, hvor gasprisen er så afgørende, som den var under energikrisen. Alligevel er det en god idé at følge med i elpriserne i øjeblikket,« siger Christian Drejer.
Hos Energi Fyn opfordrer man forbrugerne til at holde øje med elprisen, så man kan tilpasse sit forbrug og undgå ubehagelige overraskelser på elregningen.
»Kulde, produktion og geopolitik spiller lige nu en større rolle end vinden alene. Derfor er det ekstra vigtigt at følge med i, hvordan markedsprisen udvikler sig,« siger Christian Drejer.
Kort sagt: Vindmøllerne kan godt dreje rundt – uden at elprisen falder. For i sidste ende er det ikke vejret, men den dyreste nødvendige energikilde, der bestemmer prisen.
SUNDHED. Et nyt forskningscenter på Odense Universitetshospital skal de kommende år bruge kunstig intelligens til at finde og behandle sygdomme i brystkassen mere præcist....
En politibetjent er natten til onsdag afgået ved døden efter en alvorlig trafikulykke på Den Sønderjyske Motorvej ved Aabenraa. En anden politibetjent kom alvorligt...
Det sner, det blæser, og vindmøllerne kører på højtryk. Alligevel oplever mange danskere i øjeblikket, at elprisen er højere, end de havde forventet.
For mange...
