Vejle Spildevand må indrette sig efter de gældende effektiviseringskrav, selv om selskabet har peget på høje huslejeudgifter som en særlig udfordring.
Det står klart, efter at Konkurrenceankenævnet har stadfæstet en afgørelse fra Vandsektortilsynet, som tidligere har afvist at tage hensyn til merudgifterne i beregningen af selskabets økonomiske rammer.
Sagen udspringer af fastsættelsen af de økonomiske rammer i efteråret 2025, hvor tilsynet vurderede, at huslejen ikke udgør et såkaldt særligt forhold. Dermed skulle udgiften indgå på lige fod med andre omkostninger, som der kan stilles krav om effektiviseringer til.
Vejle Spildevand valgte at klage over afgørelsen og argumenterede blandt andet med, at huslejen er usædvanligt høj, at renseanlægget er dyrt at flytte, og at mulighederne for at købe arealet er begrænsede.
Men den argumentation har ikke fået medhold.
Konkurrenceankenævnet slår fast i sin kendelse, at vurderingen fra Vandsektortilsynet er korrekt.
»Samlet set var det således korrekt, at Vandsektortilsynet i sin afgørelse fandt, at de pågældende omkostninger til husleje ikke udgjorde en særlig omkostning, og at Vejle Spildevands effektiviseringskrav derfor ikke skulle mindskes herefter.«
Ifølge reglerne kan en omkostning kun betragtes som særlig, hvis den kun påvirker enkelte selskaber. Her vurderer myndighederne, at hverken høj husleje eller de praktiske udfordringer ved at flytte et renseanlæg adskiller Vejle Spildevand fra andre selskaber i sektoren.
Det understreges også i kendelsen, hvor nævnet peger på, at kombinationen af høj husleje og begrænsede muligheder for at flytte eller købe ikke ændrer vurderingen.
»Kombinationen af de to forhold medfører således ikke, at der er tale om en særlig omkostning i bestemmelsens forstand, der kun påvirker enkelte vandforsyningsselskaber.«
Effektiviseringskravene har til formål at sikre, at forbrugere og virksomheder ikke betaler for meget for vand og spildevand, da vandselskaber opererer som naturlige monopoler uden konkurrence.
Dermed er sagen nu afgjort, og Vejle Spildevand må fremover leve op til de fastsatte krav uden lempelser på baggrund af huslejen.
KRIMI. Natten til lørdag måtte togtrafikken ved Vejle Banegård standses, efter en ung mand havde bevæget sig rundt på skinnerne.
Klokken 00.53 fik Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om, at en person løb rundt ved jernbanen. Ifølge anmeldelsen skulle personen have klatret over et hegn og bevæget sig langs skinnerne.
Politiet kontaktede hurtigt DSB, som valgte at standse al togtrafik i området, mens situationen blev håndteret.
En patrulje blev sendt til stedet, hvor betjentene traf en 19-årig mand fra Vejle. Han var påvirket af alkohol og havde opholdt sig ude på skinnerne.
POLITIK: Valgaftenen den 24. marts 2026 er for længst forbi. Talerne er holdt. Kameraerne er pakket sammen. De sidste klapsalver og tilråb er døet ud i Christiansborgs sale og gange. Oprydningen gik hurtigt i gang, og enkelte kulisser stod tilbage som tavse vidner om, at demokratiets festdag endnu engang var blevet gennemført med præcision, alvor og en helt særlig form for højtidelig uro.
3. akt var ikke formet på forhånd. 3. akt blev bevidst og ubevidst overvejet og formet undervejs: både før, under og efter 1. akt, Iscenesættelsen, og 2. akt, Opførelsen. 3. akt er på flere måder forskellig fra 1. og 2. akt. Den væsentligste er, at 3. akt aldrig slutter, men fortsætter i en uendelig række af loops, der lukkes, og nye åbnes. Nye eftertanker vil vedblive med at dukke op, også fra 1. og 2. akt. Men samtidig er 3. akt en forlængelse og fortsættelse af 1. og 2. akt.
Men det er ofte først, når lyset dæmpes, og tæppefaldet er sket, at forestillingens egentlige betydning træder frem.
I 1. akt handlede det om iscenesættelsen: ankomsten, adgangsvejene, sikkerheden, de mange aktører, de forskellige scener og hele den særlige koreografi, som allerede før stemmeurnerne var lukket, var med til at definere aftenen.
I 2. akt handlede det om opførelsen: partiledernes ankomster, deres taler, pressens jagt, ungdomsorganisationernes jubel, de korte minutter, hvor stemninger kunne vende, og de mange forsøg på at indramme valgets udfald, før den brede offentlighed for alvor nåede at fæstne sin dom.
I denne 3. akt handler det om noget andet. Ikke om endnu en genfortælling af valgaftenens forløb, men om spørgsmålet: Hvad stod tilbage, da forestillingen var slut? Hvad fortalte valgaftenen os om tilstanden i det danske demokrati? Og hvad bør vi som borgere tage med os, når tæppet er faldet, og den egentlige politiske opgave først begynder?
Når salen tømmes
På vej ud fra Christiansborg sent på natten og ud gennem det københavnske natteliv var det ikke først og fremmest de højeste jubelråb, der stod tilbage i erindringen. Det var snarere kontrasten mellem aftenens tætte dramaturgi og den pludselige stilhed bagefter.
For få timer tidligere havde alt været i bevægelse. Pressefolk og fotografer havde positioneret sig. Sikkerhedsfolk, folketingsbetjente og embedsfolk havde holdt den praktiske koreografi stram. Politikere, partifolk, spindoktorer, tidligere ministre, ungdomsorganisationer, kommentatorer, gæster og influencere havde alle haft deres roller i en samlet forestilling, hvor selv de tilsyneladende tilfældige bevægelser ofte viste sig at være del af et større mønster.
Men når sådan en aften ebber ud, sker der noget særligt med blikket. Det bliver roligere. Mere præcist. Mindre påvirket af lyden, lyset og de mange simultane indtryk. Og netop derfor bliver det muligt at se noget, som let forsvinder midt i opførelsen: at valgaftenen ikke kun var et billede på demokratiets vitalitet, men også på dets voksende fragmentering.
Det er ikke et argument for nostalgi. Ikke et suk efter en fortid, som måske i virkeligheden heller aldrig var så samlet og gennemsigtig, som vi i dag kan bilde os ind. Men det er en konstatering af, at noget har ændret sig i det demokratiske rum. Noget i formen. Noget i rytmen. Noget i vores fælles måde at være til stede på i den samme politiske fortælling.
Et mindre fælles rum
Noget af det første, der gjorde indtryk på mig allerede i 1. akt, var, at kun 5 af de 12 opstillede partier havde valgt at holde valgfest på Christiansborg. De øvrige 7 partier havde valgt andre steder i København. Det er der naturligvis mange praktiske og politiske forklaringer på. Men symbolsk er det ikke uden betydning.
For Christiansborg er ikke bare en bygning. Christiansborg er, på godt og ondt, det fysiske og institutionelle centrum for det danske folkestyre. Når en stadig mindre del af valgaftenens samlede politiske liv udfolder sig netop dér, siger det noget om det fælles demokratiske rum. Det bliver mindre samlet. Mindre fælles. Mindre ceremonielt forankret i det sted, der ellers burde være hele folkestyrets hus.
Aflysningen af den traditionelle partilederdebat på Borgen efter valgresultatets offentliggørelse understregede dette yderligere. Også den havde selvfølgelig sine praktiske og taktiske forklaringer, fx at partilederdebatten dagen efter i Publicistklubben blev fastholdt. Men som symbol var den vanskelig at overse. For den afsluttende partilederdebat har tidligere fungeret som et slags fælles efterritual, et sidste møde mellem de centrale aktører i samme rum, hvor valgets umiddelbare dom kunne modtages, deles og fortolkes under nogenlunde fælles betingelser.
Når dette ritual bortfalder, bliver valgaftenen i højere grad til en række adskilte forestillinger. Ikke én samlet demokratisk fest, men flere parallelle fester. Ikke én fælles eftertanke, men flere samtidige og konkurrerende fortolkninger.
Og netop det peger på noget centralt: Demokratiet lever ikke kun af stemmeafgivning og mandatfordeling. Det lever også af fælles fortolkningsrum. Af steder, situationer og ritualer, hvor vi som borgere kan opleve, at forskellige partier ganske vist er uenige, men stadig tilhører den samme overordnede politiske orden.
På valgaftenen 2026 var dette fællesrum til stede, men det virkede mindre, end traditionen tilsiger.
Et multiplum af forestillinger
Samtidig blev det tydeligt, at det fælles rum ikke blot er blevet mindre; det er også blevet mere komplekst.
Valgaftenen udspillede sig ikke alene i Fællessalen, Landstingssalen, Snapstinget, Indre Gård eller i de tilstødende gange. Den udspillede sig også på mobilskærme, i direkte tv-transmissioner, i korte videoklip, på sociale medier, i influenceres livesendinger og i et utal af små parallelle udsendelser med hver deres vinkel, rytme og publikum.
Det var med andre ord ikke kun »gammelmediernes« forestilling. Det var et multiplum af interrelaterede forestillinger. Set i lyset af Erving Goffmans dramaturgiske teori er det en væsentlig pointe. Front Stage er ikke længere én scene. Back Stage er ikke længere ét afgrænset rum. Outside er ikke længere en passiv zone, hvor de udenforstående blot betragter begivenhederne på afstand. I dag er »de udenforstående« selv aktive medproducenter af forestillingen. De filmer, deler, kommenterer, sammenligner og omfortolker i realtid.
Det har en demokratisk styrke. Flere kan komme til orde. Flere vinkler bliver synlige. Flere lag af virkeligheden slipper igennem.
Men det har også en pris. For når opmærksomheden spredes på så mange samtidige scener, bliver det vanskeligere at fastholde et fælles blik. Vi ser ikke længere nødvendigvis det samme. Vi oplever ikke længere nødvendigvis den samme rækkefølge. Vi drager ikke nødvendigvis de samme konklusioner ud fra de samme hændelser.
Det stiller større krav til borgernes egen dømmekraft. Og det øger betydningen af det, jeg i mine tidligere samfundsanalyser har peget på som behovet for en meningsfuld fælles fortælling. For uden et sådant meningsbærende grundlag risikerer det demokratiske rum at blive opløst i enkeltstående indtryk, løsrevne stemninger og konkurrerende øjebliksbilleder.
Fortællingen efter dommen
Noget af det mest interessante ved valgaftenen var ikke blot resultaterne i sig selv og spredningen af stemmerne på de 12 indvalgte partier, men den hastighed, hvormed partilederne forsøgte at definere, hvad resultaterne skulle betyde.
Det er i sig selv ikke mærkeligt. Tværtimod. I politik begynder kampen om fortolkningen ofte i samme sekund, tallene tikker ind. Valgaftenen er derfor ikke blot en måling af vælgernes dom; den er også et intenst forsøg på at forme dommens betydning.
Her viste aftenen flere markante eksempler.
Hos Dansk Folkeparti var der en tydelig sammenhæng mellem resultat og fortælling. Den store fremgang gjorde det muligt for Morten Messerschmidt at tale ind i en reel triumf. Her passede Front Stage og de faktiske tal godt sammen. Forestillingen havde et troværdigt forhold til den målbare virkelighed.
Hos Borgernes Parti var fortællingen en anden, men lige så tydelig: outsideren, der trods hån, tvivl og modstand alligevel brød igennem. Også her var der en indre sammenhæng mellem rollen, retorikken og den oplevede sejr.
Inger Støjberg, Danmarksdemokraterne, formulerede tilbagegangen som »en lille bitte smule« og placerede dermed partiets valgresultat i en fortælling om fortsat styrke og robusthed. Troels Lund Poulsen, Venstre, kunne med rette glæde sig over, at Venstre blev det største blå parti, men samtidig var resultatet historisk svagt for netop Venstre. Og hos Socialdemokratiet blev et af partiets dårligste valg i nyere tid (i 123 år) pakket ind i fortællingen om fortsat at være danskernes foretrukne parti.
Her er det fristende at nøjes med at tale om spin. Men det ville være for letkøbt. For i Goffmans perspektiv er dette ikke blot manipulation. Det er også et nødvendigt led i teamets opretholdelse af situationens definition. Når et parti står i medgang eller modgang, er partilederens opgave ikke alene at aflæse resultatet teknisk korrekt. Opgaven er også at holde sammen på holdet, beskytte dets værdighed, bevare dets energi og forhindre, at hele forestillingen kollapser i det øjeblik, dommen falder.
Derfor er valgaftenen fyldt med impression management. Ikke kun i overfladisk betydning, men som en grundlæggende del af den politiske praksis.
Alligevel er der en grænse. For når afstanden mellem det sagte og det sete bliver for stor, registrerer publikum det. Ikke nødvendigvis som et færdigt argument, men som en fornemmelse. Et ansigtsudtryk. En tøven. En kunstpause. En klapsalve, der lyder mere pligtmæssig end overbevist. Goffmans skelnen mellem det, der bevidst »gives«, og det, der mere ufrivilligt »gives off«, bliver her særlig vigtig. Ofte er det netop i spændingen mellem disse to niveauer, at aftenen begynder at tale sandere end de enkelte taler.
De indre dæmoner i valgaftenens spejl
I min tidligere samfundsanalyse om det »glemte« valgtema og »de indre dæmoner« forsøgte jeg at sætte ord på nogle af de underliggende kræfter, som hæmmer den demokratiske udvikling: meningsløshed, magtfuldkommenhed, mistillid, én-virkelighedstænkning og bureaukratisk tilsanding, blot for at nævne nogle.
Valgaftenen på Christiansborg gav ikke det fulde billede af disse strømninger. Men den gav glimt af dem.
For det første viste aftenen tegn på en voksende fragmentering. Når det fælles demokratiske rum bliver mindre, og den offentlige opmærksomhed spredes på stadig flere samtidige scener, bliver det vanskeligere at fastholde en fælles fortælling om, hvad der egentlig er på spil. Det øger risikoen for meningsløshed, ikke nødvendigvis fordi der mangler budskaber, men fordi der er for mange, der peger i hver sin retning.
For det andet så vi magtens og informationsasymmetriens betydning. Adgangsvejene var bevogtede. Tidspunkter, placeringer, bevægelsesmønstre og medieadgang var nøje kontrolleret. Det er i sig selv nødvendigt og forståeligt. Men det minder os også om, at demokratiet ikke kun er åbenhed. Det er også styring, udvælgelse og selektiv synlighed.
For det tredje så vi, hvordan mistillidens mulighed hele tiden lurer lige under overfladen. Ikke som åben konflikt eller sammenbrud denne aften, men som en latent risiko. Når ord og virkelighed glider for langt fra hinanden, opstår det øjeblik, hvor borgeren begynder at tænke: Taler de til mig, eller forbi mig?
Og for det fjerde blev forestillingen om én virkelighed udfordret fra alle sider. Hvert parti havde sin egen læsning af aftenen. Hver medieplatform havde sin egen vinkel. Hver lille scene producerede sin egen udgave af det fælles øjeblik. Det er på én gang en styrke og en svaghed. En styrke, fordi virkeligheden ikke monopoliseres af én stemme. En svaghed, fordi det fælles orienteringspunkt dermed kan blive sværere at finde.
Demokratiets styrke, trods alt
Midt i disse kritiske iagttagelser er det vigtigt at holde fast i noget andet, som også stod tilbage efter valgaftenen.
Der blev, så vidt jeg ved, ikke sat spørgsmålstegn ved selve valghandlingens legitimitet. Der blev ikke talt om valgsvindel. Ikke om manipulerede stemmer. Ikke om et system, der grundlæggende havde mistet sin ret til at dømme. Det er i sig selv en demokratisk styrke.
I en tid, hvor flere demokratier omkring os kæmper med langt mere grundlæggende erosion af tillid til selve valgprocessen og demokratiet, er det ikke nogen lille ting, at den danske valgaften, trods al fragmentering, trods alle strategiske iscenesættelser og trods alle de konkurrerende fortællinger, stadig hviler på en grundlæggende accept af, at resultatet var resultatet.
Det bør vi aldrig tage for givet.
Det danske demokrati er ikke uden problemer. Men det danske demokrati er heller ikke uden modstandskraft. Og netop derfor giver det mening at insistere på den grundlæggende debat om dets videre udvikling, ikke som et opgør med folkestyret, men som et forsøg på at styrke det i en foranderlig tid, før det langsomt tømmes for fælles mening.
Fra forestilling til forpligtelse
Når jeg ser tilbage på valgaftenen 2026, er det derfor ikke konklusionen, at politik blot er teater. Det ville være en for simpel og for lidt forpligtende dom.
Et demokrati har altid haft brug for ritualer, symboler, scener og ceremonier. Det gælder også valgaftenen. Iscenesættelsen er ikke i sig selv problemet. Den er en del af den måde, et politisk fællesskab gør sig synligt for sig selv på.
Problemet opstår først, når iscenesættelsen bliver stærkere end den fælles meningsskabelse. Når forestillingen ikke længere hjælper borgeren til at forstå virkeligheden bedre, men tværtimod gør den mere uklar. Når selvfortællingerne bliver så stærke, at de skubber den fælles virkelighed til side. Når det fælles demokratiske rum bliver så fragmenteret, at vi mister oplevelsen af, at vi, trods uenigheder, stadig står i den samme overordnede fortælling.
Her vender jeg tilbage til det spor, der har løbet gennem mine seneste samfundsanalyser: At mening ikke blot er noget individuelt, men noget vi skaber og bærer i fællesskab. Viktor Frankl minder os om det personlige ansvar for retning og holdning. Karl E. Weick minder os om, at mening altid formes i samspillet mellem mennesker, handlinger og fælles fortolkninger.
Set i det lys viste valgaftenen ikke bare, hvem der vandt og tabte. Den viste også, hvor stort behovet er for en ny, mere grundlæggende demokratisk samtale om det, der ligger under mandatfordelingerne: Hvad er vores fælles fortælling? Hvad holder os sammen? Hvilken retning giver mening, ikke kun for partierne, men for samfundet?
Når tæppet falder, og lyset slukkes
Eftertanken begynder derfor for alvor først nu. Ikke fordi valgresultatet skal omgøres eller bortforklares. Ikke fordi forestillingen var falsk, og alt bag scenen nødvendigvis er mere ægte. Men fordi enhver valgaften kun er et øjeblik i et længere demokratisk forløb. Når tæppet falder, begynder arbejdet med det, der skal bære samfundet videre bagefter.
Valgaftenen 2026 viste et demokrati, der stadig har ritual, alvor og symbolsk kraft. Men den viste også et demokrati, hvis fælles rum er blevet mindre, mere fragmenteret og mere afhængigt af konkurrerende former for impression management.
Det forpligter ikke kun politikerne. Det forpligter også os som borgere.
For vores fælles opgave er ikke blot at lade os underholde, begejstre eller provokere af forestillingen. Vores opgave er at fortolke den. At spørge, hvem der efter applausen faktisk kan skabe sammenhæng, fællesskab og handling. Hvem der kan bære mere end en rolle. Hvem der kan omsætte ord til ansvar og handling. Og hvem der kan være med til at give det danske demokrati en stærkere fælles fortælling i den tid, der nu følger. Og ikke mindst hvad vi som borgere i det danske demokrati bør forpligte os til at bidrage med for at skabe et sundt og bæredygtigt demokrati, der også fremadrettet kan håndtere virkelighedens udfordringer, hvad end den må bringe.
Valgaftenen er slut. Eftertanken fortsætter. Resultatet af de igangværende regeringsforhandlinger vil forhåbentlig give os en samlet overordnet fortælling, der vil give mening for de fleste af os, også i fremtiden.
REGIONALT. Det udvalgsmøde, Cecilie Liv Hansen mandag deltog i som næstformand for Sundhedsråd Lillebælt, kan blive hendes sidste. Det skriver hun selv på LinkedIn samme aften, kort før regionsrådet tirsdag tager stilling til hendes politiske fremtid i to af regionens centrale udvalg.
Cecilie Liv Hansen, der er folketingsmedlem, regionsrådsmedlem og byrådsmedlem i Kolding, blev efter folketingsvalget ekskluderet af Liberal Alliance. Hun har siden fortsat som løsgænger i alle tre forsamlinger. Nu har hendes tidligere regionsrådskollega, Bettina Eriksen fra Liberal Alliance, indstillet, at Cecilie Liv Hansen afsættes som næstformand i både Sundhedsråd Lillebælt og Forretningsudvalget i Region Syddanmark.
»Det er en indstilling, jeg naturligvis ikke kan bakke op om. For på trods af, at jeg ikke længere er en del af et parti, er jeg fortsat folkevalgt, og mit mandat indgår i konstitueringen på lige fod med de øvrige 30 medlemmer af Region Syddanmark,« skriver Cecilie Liv Hansen på LinkedIn.
Hun mener, at indstillingen er udemokratisk og i strid med en intern aftale, hun og Bettina Eriksen tidligere indgik. Aftalen byggede ifølge Cecilie Liv Hansen på, at hun ved kommunalvalget i november 2025 fik knap dobbelt så mange personlige stemmer som Bettina Eriksen.
»For mig handler det ikke om, hvorvidt jeg er næstformand eller ej. Men hvis der er flertal for indstillingen, vil konsekvensen være, at jeg skal forlade begge udvalg, og det er netop her, det bliver et demokratisk problem, da det i høj grad er i udvalgene, at politikudviklingen finder sted, og jeg dermed vil blive sat uden for indflydelse,« skriver hun.
Cecilie Liv Hansen finder det også bemærkelsesværdigt, at netop Bettina Eriksen står bag indstillingen.
»Eftersom hun selv valgte at beholde sin næstformandspost i Kerteminde Byråd, da hun forlod Venstre til fordel for Liberal Alliance,« skriver Cecilie Liv Hansen.
Hun understreger, at hun fortsat står på mål for de politiske udmeldinger, hun er kommet med, og den politik, hun har ført, og at hun vil fortsætte med at kæmpe for den liberale ideologi og føre borgerlig politik.
Indenrigsministeriet har vurderet sagen
Indstillingen om at fratage Cecilie Liv Hansen næstformandsposterne kommer efter, at Liberal Alliance har anmodet om at få posterne tilbage. Bettina Eriksen, der efter eksklusionen er partiets eneste medlem af Region Syddanmark, oplyser ifølge TV 2 Fyn, at sagen har været forelagt Indenrigsministeriet, som har konkluderet, at regionsrådet kan afsætte næstformænd begrundet i politiske forhold.
Forvaltningen i Region Syddanmark indstiller ifølge dagsordenen for mandagens regionsrådsmøde, at det er op til regionsrådet at træffe beslutningen.
Regionsrådsformand Bo Libergren (V) har til DR oplyst, at hans umiddelbare holdning er, at det er Liberal Alliance, der skal sidde i forretningsudvalget. Han pegede dog på, at det er en ny mulighed i regionsloven, og at sagen først skulle drøftes i hans gruppe.
Cecilie Liv Hansen blev ved kommunalvalget i november 2025 valgt til både Region Syddanmark og Kolding Byråd. Ved folketingsvalget i marts blev hun valgt i Sydjyllands Storkreds med 2.569 personlige stemmer som Liberal Alliances stemmesluger. Få dage senere blev hun ekskluderet, fordi partiet vurderede, at hun havde afgivet urigtige oplysninger i forbindelse med opstillingen.
Hun er fortsat løsgænger i Folketinget, i Region Syddanmark og i Kolding Byråd.
Det er definitivt slut. Vejle Boldklub tabte 2-1 til Silkeborg og må tage turen ned i 1. division efter en sæson, hvor det aldrig for alvor lykkedes at få fat.
Vejle Boldklub er færdig i Superligaen.
Nederlaget på 2-1 hjemme mod Silkeborg betyder, at nedrykningen nu er matematisk sikker. Med 18 point og et slutspil, hvor de indbyrdes kampe mellem konkurrenterne gør det umuligt at hente to hold, er der ikke længere nogen vej tilbage.
Det, der længe har lignet en uundgåelig afslutning, er nu en realitet.
En kamp, der lignede mere af det samme Opgøret i Nørreskoven begyndte ellers med en vis energi fra hjemmeholdet. Vejle kom bedst fra start, vandt dueller og fik lagt et pres på Silkeborg, men som så ofte før manglede den sidste skarphed.
Chancerne var få, og kampen satte sig fast i et mønster, hvor Silkeborg havde mest kontrol uden for alvor at skabe gennembrud. Vejle stod kompakt, men uden at få nok ud af deres gode perioder.
Ved pausen var det stadig 0-0 – og stadig åbent.
Dramaet kom til sidst Anden halvleg ændrede ikke meget i begyndelsen. Tempoet var lavt, spillet præget af fejl, og det var småt med muligheder i begge ender.
Så, ud af næsten ingenting, åbnede kampen sig.
Efter 70 minutter bragte Callum McCowatt Silkeborg foran med en afslutning fra kanten af feltet. Et mål, der pludselig tvang Vejle frem.
Reaktionen kom hurtigt. Tre minutter senere steg Wahid Faghir til vejrs og headede udligningen i mål. Et øjeblik, der gav håb og liv på lægterne.
Men det blev kortvarigt.
I slutfasen blev kampen afgjort. Et straffespark til Silkeborg i de døende minutter – og samtidig et rødt kort til Vejles Lasse Nielsen – ændrede alt. Tonni Adamsen var sikker fra pletten og gjorde det til 2-1.
Et mål, der lukkede kampen. Og sæsonen.
Et farvel til Superligaen Vejle har kæmpet, men har gennem sæsonen haft svært ved at finde stabilitet. For få point, for få mål og for mange kampe, hvor marginalerne gik imod.
Selv om der stadig resterer kampe, er regnestykket nu enkelt: Vejle kan ikke længere hente de nødvendige placeringer.
Nedrykningen er en kendsgerning.
Spørgsmålet er nu, hvordan klubben samler sig og bygger op igen i 1. division.
I morgen fortsætter dramaet i bunden, når Randers FC og FC Fredericia mødes i en direkte duel i kvalifikationsspillet.
OB leverede en stærk anden halvleg og satte FC København under massivt pres, men måtte rejse hjem fra Parken med et 2-1-nederlag i en kamp, hvor marginalerne faldt ud til hjemmeholdets fordel.
OB forlod Parken uden point – men ikke uden svar.
Efter en første halvleg, hvor gæsterne havde svært ved at få greb om kampen, spillede OB sig markant op efter pausen og var i lange perioder det dominerende hold. Alligevel stod FC København tilbage med sejren, der blev grundlagt før pausen.
Det efterlader et opgør, hvor OB både kan ærgre sig – og tage noget med videre.
Svag start blev dyr Kampen åbnede med et klart overtag til FC København, der satte OB under pres fra første fløjt. Gæsterne havde svært ved at få spillet til at flyde og blev ofte presset langt tilbage på egen banehalvdel.
Efter 18 minutter kom konsekvensen. Mohamed Elyounoussi fandt Mads Emil Madsen, som sikkert sparkede værterne foran.
OB arbejdede sig gradvist bedre ind i opgøret, men uden for alvor at få sat afgørende tryk på. Kort før pausen blev det igen dyrt. En lang bold fra FCK blev ikke håndteret, og Jordan Larsson udnyttede situationen til at øge til 2-0.
Et tungt udgangspunkt ved pausen.
OB tog over Efter pausen kom et helt andet OB-hold på banen.
Presset blev højere, duellerne blev vundet, og spillet blev flyttet op på FCK’s halvdel. Hvor OB før havde været på hælene, begyndte de nu at diktere tempoet.
Efter 68 minutter gav det resultat. Et hurtigt angreb i venstresiden endte hos William Martin, der reducerede til 2-1 og for alvor tændte håbet.
Fra det øjeblik satte OB sig tungt på kampen. I slutfasen trykkede OB FCK helt tilbage. Bolden blev flyttet hurtigt rundt, og der blev skabt situationer omkring feltet, hvor en udligning hele tiden lurede.
Det blev ikke til et væld af åbne chancer, men presset var konstant, og momentum lå hos gæsterne.
Den største mulighed kom i de døende minutter, hvor OB spillede sig frem til en stor chance tæt på mål, men FCK fik afværget.
I den anden ende måtte OB også se sin målmand levere en række stærke redninger, blandt andet på en stor mulighed til Jordan Larsson.
Små marginaler Nederlaget betyder, at OB fortsat må jagte i kvalifikationsspillet, hvor afstanden til FC København nu er vokset.
Men kampen efterlader også et andet billede.
For hvor første halvleg viste et hold under pres, viste anden halvleg et OB-mandskab, der kunne matche – og i perioder dominere – en direkte konkurrent.
NATUR. Ud for Trelde Næs, i den lavvandede del af Vejle Fjord hvor den møder Lillebælt, ligger Kasserodde. Det er her, det næste store naturgenopretningsprojekt i området skal finde sted. Naturpark Lillebælt har netop fået tilsagn om 9,8 millioner kroner fra Den Danske Naturfond og Havnaturfonden til at realisere stenrev og biogene rev i forlængelse af eksisterende ålegræs og spredte sten på stedet.
For Fredericia Kommune, der huser naturparken, er det store tal. Af det samlede beløb er 8,86 millioner øremærket til kommunen, der fungerer som operatør for projektet. Beløbet udlignes løbende af fondene, men fordi udgifterne kommer før statstilskuddet, skal der oprettes en udlægskonto, og det er den beslutning, der nu ligger til behandling.
Projektet er udgiftsneutralt for kommunen. Eneste egenfinansiering er 350.000 kroner til forundersøgelser, og det beløb holder sig inden for rammen af den eksisterende anlægskonto Livet i Lillebælt.
Projektet er ikke kun et Fredericia-projekt. Middelfart Kommune og Vejle Kommune er samarbejdspartnere. Det samme er Syddansk Universitet og flere andre aktører. Midlerne dækker projektledelse, timer til samarbejdspartnere, formidling, arrangementer, forundersøgelser og selve anlægget. Arbejdet løber frem til udgangen af 2028 med slutafregning i 2029.
Formålet er at forbedre havmiljøet i et farvand, der igennem årtier er blevet fattigere på netop den type strukturer, som stenrev og biogene rev udgør. Rev skaber skjul og ynglepladser for fisk, og de er fundament for en række andre arter. Kombinationen med ålegræsbede, som der allerede findes på stedet, er central.
For Fredericia er projektet også en positionering. Kommunen har de seneste år markeret sig i Naturpark Lillebælt-samarbejdet, og et fondstilsagn i den størrelse er en anerkendelse af, at infrastrukturen til at gennemføre komplekse havnaturprojekter er til stede. Forvaltningen kalder det selv »en unik mulighed for at gøre en positiv forskel for havmiljøet.«
Teknik- og Miljøudvalget har indstillet sagen til anbefaling. Forvaltningen indstiller, at der oprettes en udlægskonto og søges om anlægsbevilling som beskrevet i sagsfremstillingen.
SPORT. Der er lagt op til en intens og publikumsvenlig weekend, når Senior DM 2026 i padel løber af stablen i Vejle Padelcenter. Over tre dage samles nogle af landets bedste spillere, og både tilskuere og tv-seere kan se frem til kampe på højt niveau.
Blandt de helt store profiler er den forsvarende danmarksmester Oscar Sebber, som har mulighed for at skrive sig yderligere ind i historiebøgerne. Med en sejr kan han tage sin tredje titel i træk, og det er et mål, der motiverer ham.
»Det vil være fedt at lave et hattrick med tre forskellige makkere, og jeg håber bestemt, at det kan lade sig gøre. Jeg har gjort mit hjemmearbejde ved at spille en masse udenlandske FIP-turneringer, hvor jeg har mødt dygtigere spillere, ligesom jeg har trænet i Sverige og været i styrkelokalet,« siger Oscar Sebber, der i år stiller op sammen med Emil Okkels, som nåede finalen sidste år.
Hos arrangørerne er forventningerne også høje. Sidste års mesterskab trak mange tilskuere, og håbet er, at interessen gentager sig.
»De tilskuere, som var i Vejle til Senior DM 2025, kommer formentlig igen. Desuden kan der være andre, der har hørt om det, og som gerne vil med. Vi har den plads, vi har, men vi sætter ekstra stole op ved out of court-områderne, og vi så også, hvor mange publikummer der kunne være ved vores centrecourt sidste år. Jeg er mest af alt spændt på, om vi kommer til at melde udsolgt, og om vi kan få det samme tilskuerantal som sidste år – især på finaledagen,« siger Kaspar Dalgas.
Også i kvindernes række er der lagt op til dramatik. Efter sejren sidste år er Gitte Haxen nu på niveau med Esben Kjærgaard-Hess som den mest vindende danske spiller nogensinde. En ny titel vil sende hende alene i front.
»Det kunne være det allerstørste at skrive sig ind i historiebøgerne, og det gør Senior DM endnu mere spændende for mit eget vedkommende. Jeg glæder mig helt vildt, for det er årets turnering, og det er på dansk grund. Det var virkelig stort at være med sidste år,« siger Gitte Haxen.
I alt deltager 32 herrepar og 16 kvindepar i mesterskabet, hvor der er en samlet præmiesum på 70.000 kroner. Ifølge Dansk Padel Forbund er interessen for turneringen stigende år for år.
»Jeg fornemmer en klar tendens til, at Senior DM er årets højdepunkt. Flere og flere spillere prøver at skaffe point nok til at deltage. Det er fedt, der er mange, som vil deltage, og det er med til at gøre Senior DM til en større fest. Man kan sige, at Senior DM ikke er for småt til de bedste og for stort til de næstbedste,« siger turneringsansvarlig Lars Baes.
Med både sportslige højdepunkter og udsigt til fyldte tribuner er scenen sat til en weekend, hvor der kan blive skrevet ny dansk padelhistorie i Vejle.
Klubben rundede 2025 med oprykning til 3F Superligaen, omsætningsrekord og en organisation, der er vokset fra 28 til over 40 ansatte. På generalforsamlingen 21. april blev rammen lagt for det, der nu venter: en ny kapitaludvidelse på 25 mio. kr. og forberedelsen af Divisionsforeningens stadionkrav fra sæsonen 2028/29.
Det var en tilfreds bestyrelse, der mandag aften åbnede dørene til Monjasa Park. FC Fredericia havde indkaldt til ordinær generalforsamling for regnskabsåret 2025, og tallene, der blev præsenteret, bekræftede det indtryk, mange omkring klubben allerede havde fået i løbet af året: 2025 var rent sportsligt det stærkeste år nogensinde i klubbens historie, og det skete samtidig med en økonomi i balance.
Oprykningen til 3F Superligaen var det bærende kapitel. Efter 18 kampe i den bedste række lå holdet placeret som nummer 11, og i pokalturneringen nåede man ottendedelsfinalen. Det er resultater, der for få år siden ville have lydt urealistiske, og som nu indgår i en længerevarende, tålmodig opbygning af klubben.
Sportsligt har præstationerne på græsset trukket med sig, hvad der er sket uden for banen. Monjasa Park er blevet opgraderet og udvidet i forbindelse med oprykningen, og både stadionoplevelsen og tilskuertallet er løftet markant. Stadion er ikke længere blot en arena for kampe, men i stigende grad et samlingspunkt i byen.
Økonomisk landede klubben et tilfredsstillende resultat på 1,4 mio. kr. og satte samtidig omsætningsrekord. Hen over sommeren blev der gennemført en kapitaltilførsel på ca. 17 mio. kr., og egenkapitalen udgjorde herefter 22 mio. kr. ultimo året. Det er et fundament, der giver bestyrelsen mulighed for at planlægge med længere horisont end før.
Organisationen omkring førsteholdet er styrket og udvidet. Fra 28 ansatte ved årets begyndelse er klubben nu vokset til over 40. FC Akademi har fortsat sin positive udvikling i henhold til den lagte plan og arbejder videre mod en højere DBU-klassificering. Også fankulturen har taget et tydeligt skridt med stiftelsen af en officiel fanklub og øget opbakning til holdet både ude og hjemme.
Generalforsamlingen pegede dog også fremad. For at fastholde den positive udvikling forventes en ny kapitaludvidelse i niveauet 25 mio. kr. gennemført over sommeren 2026. Midlerne skal anvendes til forbedrede træningsfaciliteter og baner samt til projektforberedelse af de nye stadionkrav, som Divisionsforeningen har varslet fra sæsonen 2028/29.
Det er et niveau, der placerer FC Fredericia midt i en strategisk overgang. Klubben skal ikke længere blot stabilisere sig som superligaklub, men gøre sig klar til de rammer, der inden for få år bliver minimumskrav for at spille med på øverste niveau i dansk fodbold.
LOKALT. Der er en bestemt type stemning omkring Christoffer Gade Daugsch, når han går ind i et rum. Højt humør, hurtig replik, øjenkontakt. Den slags energi, der enten driver en ung mand gennem en lang arbejdsdag med installationstegninger og fejlsøgning, eller gør ham til den, gæsterne husker bag baren om lørdagen. Hos Christoffer er det begge dele.
Om dagen er han elektrikerlærling hos Hansen EL i Fredericia. Om aftenen tager han vagter som bartender på en af byens barer. Til daglig ser han ikke en modsætning i det, men spurgt direkte, indrømmer han, at folk nogle gange kigger op, når han fortæller om sit dagarbejde. »Jeg synes, elektrikerfaget har fået et bestemt billede. Men det kan være alle slags personer, der arbejder som elektriker,« siger han.
Fra gymnasiet, han aldrig begyndte på, til landsholdet
Historien begynder med et fravalg. Efter folkeskolen kunne Christoffer godt mærke, at gymnasiet ikke var stedet for ham. Det var for stillesiddende, og han havde brug for at mærke, at hans timer førte til noget konkret. I stedet valgte han EUX-elektrikeruddannelsen på Syddansk Erhvervsskole i Vejle, hvor teori og praksis kører parallelt. I dag står han i lære hos Hansen EL, der dækker et bredt spektrum af opgaver, fra enfamiliehuse til industrianlæg.
Undervejs er det blevet klart, at han ikke bare er en lærling, der kan klare sit fag. Han er en af de bedste i landet. I marts blev han udtaget til det nyetablerede danske elektrikerlandshold, et initiativ, som TEKNIQ og Dansk El-Forbund har sat i verden for at løfte de stærkeste elektrikertalenter gennem træningslejre, individuelle udviklingsplaner og faglig sparring med landstræner Peter Sikora, der også er mangeårig dommer ved DM i Skills og EuroSkills.
Christoffer Gade Daugsch i landsholdstrøjen. Han er én af blot fire elektrikerlærlinge på det danske elektrikerlandshold.
Holdet består af fire lærlinge. Christoffer fra Fredericia. Johannes Lund fra Kjærgaard A/S. Ida Peilicke Jacobsen fra Erik Lytzen A/S. Asbjørn Peter Vinter Alsing fra Selskov Elektric ApS. De tre andre er også blandt Christoffers modstandere, når DM i Skills går i gang onsdag den 22. april i Park Vendia i Hjørring. »Jeg er stolt af at være på elektrikerlandsholdet,« siger han. »For mig handler det om at vise, hvor bredt faget er, og forhåbentlig inspirere flere unge til at vælge elektrikervejen.«
Faget, der rækker fra vindmøller til skibsbroer
Noget af det, der overrasker Christoffer selv mest, efterhånden som han kommer længere ind i faget, er, hvor vidt det strækker sig. Elektrikerarbejde dækker et kolossalt område, langt ud over det billede, de fleste har af en mand med en skrueløsner og et boremærke på væggen. »Elektrikerfaget er sindssygt bredt. Du kan lave alt fra industri og store styringsanlæg til vindmøller og skibsinstallationer. Mulighederne er virkelig mange,« fortæller han.
Hos Hansen EL arbejder han bredt med el-tekniske løsninger til både private og industri, og det er netop bredden, han peger på, når han skal forklare, hvorfor faget også har en fremtid at byde på. »Du er stort set jobsikret resten af dit liv som elektriker. Der er brug for os.«
Bartenderen og lærlingen
Der er en rød tråd mellem baren og elværkstedet for Christoffer. De to sider af hans hverdag hænger sammen som udtryk for den samme person. Og det er faktisk her, hans hovedbudskab bor. »Jeg vil gerne vise, at der er mange veje inden for elektrikerfaget, og at der er plads til alle typer mennesker,« siger han.
Det gælder den unge, der sidder i 9. klasse og ikke ved, hvad han eller hun skal vælge. Den 17-årige, der har hørt, at elektriker er for »den seriøse type«, og selv mere er typen, der gerne står bag baren en fredag aften. Eller forældrene, der endnu ikke har opdaget, at en EUX-uddannelse faktisk efterlader alle døre åbne til videreuddannelse, hvis man skulle ombestemme sig senere.
Om aftenen står Christoffer bag baren. »Elektrikerfaget kan rumme alle slags personer,« siger han.
Den 22. april rejser Christoffer Gade Daugsch til Hjørring sammen med de tre øvrige landsholdsatleter. De skal konkurrere i tre dage om titlen som Danmarksmester i elektrikerfaget. For Christoffer er det vigtigste, at nogen, der ikke troede, de hørte til i branchen, måske tænker en ekstra tanke efter at have set ham i aktion.
Bag bardisken eller bag værktøjskassen. For ham er der ingen forskel.
Vejle Spildevand må indrette sig efter de gældende effektiviseringskrav, selv om selskabet har peget på høje huslejeudgifter som en særlig udfordring.
Det står klart, efter...
Klubben rundede 2025 med oprykning til 3F Superligaen, omsætningsrekord og en organisation, der er vokset fra 28 til over 40 ansatte. På generalforsamlingen 21....
