Der er to slags politiske forslag. Dem der skal gennemføres. Og dem der skal vinde et valg.
Socialdemokratiets formueskat er af den anden slags – og det er præcis derfor, den er genial.
Forstå det ret: Meget tyder på, at en formueskat i bedste fald er uden nævneværdig effekt og i værste fald direkte skadelig for dansk erhvervsliv og investeringslyst. Den rigeste procent af befolkningen ejer ganske rigtigt omkring en fjerdedel af den samlede nettoformue. Men de ejer den ikke i kontanter under madrassen. De ejer den i virksomheder, i aktier, i jord. En løbende skat på 0,5 procent af formuer over 25 millioner kroner – kun af den del der overstiger grænsen – skaber et likviditetsproblem, ikke nødvendigvis en retfærdighed.
Det ved Mette Frederiksen sandsynligvis godt.
Det geniale er, at det er fuldstændig ligegyldigt.
For i det øjeblik forslaget landede fra Folketingets talerstol, skete der noget forudsigeligt og næsten smukt i sin mekaniske præcision: Blå blok trampede direkte i fælden. Én efter én trådte erhvervsledere og partiledere frem som forsvarsadvokater for landets absolut rigeste. Vestas-direktøren med 32 millioner i årsgage erklærede sig krænket i Berlingske og truede med at flytte til udlandet. Troels Lund Poulsen kaldte det en misundelsesskat. Alex Vanopslagh spurgte, hvorfor Frederiksen vil gøre danskerne fattigere.
Og i Socialdemokratiet kneb de sig selv i armen.
Og nu, i dag, dukker Poul Nyrup Rasmussen op på Socialdemokratiets sociale medier og siger, at det nok var en fejl at fjerne formueskatten i 1997. Det var ham, der afskaffede den. Det var Socialdemokratiet, der sendte den ud af dansk skatteret – som del af et finanslovsforlig i 1995, med afskaffelse i 1997. Nu er den genial igen.
Det er spin af en kvalitet, man sjældent ser.
Det er ikke første gang, et parti vinder et valg på et forslag, det aldrig havde tænkt sig at gennemføre. I 1998 vandt Nyrup på velfærdsløfter, der siden blev brudt – og betalte prisen i 2001. I 2001 vandt Fogh på udlændingepolitikken og ændrede dansk politik fundamentalt ved at erobre en dagsorden, som han holdt fast i, mens oppositionen flakkede. Det afgørende var ikke politikkens indhold. Det var fortællingens klarhed og modstanderens reaktion.
En god politisk dagsorden er ikke nødvendigvis en, der kan gennemføres. Den er en, der tvinger modparten til at stå et sted, de ikke vil stå.
Og her i marts 2026 står blå blok og forsvarer retten til at have 32 millioner i årsgage uden at bidrage en krone ekstra til den stat, der leverede infrastrukturen, uddannelsessystemet og den politiske stabilitet, som muliggjorde formuen. Forslaget forventes at ramme knap 22.000 personer og indbringe 6,5 milliarder kroner. Men det er ikke det, debatten handler om.
Debatten handler om, hvem der er på de riges side.
Frederiksen behøver ikke at vinde diskussionen om formueskatens økonomiske virkninger. Hun behøver bare, at den diskussion fortsætter til den 24. marts.
Det ser ud til at lykkes. Nyrup hjalp til i dag.
