Savner ikke de tyske motorveje: Nu gælder det jagten på EM-guldet

Af

-

16:28 - 7. januar

VM 2019 - Danmark vs Sverige — Foto: John Bo Jensen, 7evenphoto

Danmarks landstræner Nikolaj Jacobsen gør status før EM på hjemmebane, hvor opgøret mod Nordmakedonien 16. januar i Jyske Bank Boxen indleder jagten på det eneste trofæ, denne gyldne generation mangler, mens han insisterer på kontinuitet, nuancer og et opgør med ordet “fiasko”.

Sneen ligger tungt over skråningerne ned mod Vejle Fjord. Den dæmper lydene, lægger et låg over landskabet og giver Hotel Vejlefjord en næsten isoleret karakter denne vinterdag. Udefra er der ro. Indefra er der bevægelse.

I kælderetagen er der tændt op med spots, kameraer og kabler. Stemmer glider ind og ud af mødelokalerne, og landsholdets store pressedag folder sig ud med den særlige blanding af rutine og forventning, der altid følger en slutrunde i horisonten. Det er her, ordene bliver formet, længe før bolden bliver kastet.

I et af mødelokalerne sætter Nikolaj Jacobsen sig til rette. Roligt. Uden hast. Han har prøvet det før. Mange gange. Spørgsmålene, vinklerne, de samme formuleringer, der vender tilbage, hver gang Danmark står foran endnu en slutrunde som storfavorit.

Der er især ét ord, han ikke vil bruge.

»Jeg bryder mig ikke om det ord. Jeg tror ikke, der er ret mange inden for sportens verden, der gør.«

Ordet er fiasko. Et ord, der ofte bliver brugt som facit, hvis guldet ikke havner det rigtige sted. Et ord, der for mange er den hurtigste måde at opsummere en slutrunde på. Men for Nikolaj Jacobsen er det et ord, der forfladiger sporten.

»Det kommer sgu an på, hvordan og hvorledes tingene forløber. Hvis vi har spillet rigtig god håndbold og snubler tæt på målstregen, så nej,« siger han og fortsætter: »Har vi spillet dårlig håndbold og ikke levet op til de ting, vi kan, og vi ved, vi kan, så har det været en kæmpe skuffelse og ikke godkendt – men du får mig aldrig til at sige fiasko.«

For landstræneren handler vurderingen af en slutrunde om noget mere komplekst end medaljens farve. Om præstation. Om indhold. Om hvorvidt holdet har været tro mod sit eget niveau. Fiasko er et endepunkt, mener han. Og sport er sjældent så entydig.

Alligevel er det umuligt at komme uden om udgangspunktet. Danmark går ind til EM som regerende olympisk mester og med fire VM-guld i træk i bagagen. En position, der automatisk skærper forventningerne – både indefra og udefra.

Men Jacobsen nægter at lade sproget blive dikteret af forventningspresset.

Han vil ikke rangere titler. For ham er en vunden slutrunde altid noget, der skal værdsættes.

»Jeg synes altid bare, man skal være stolt og glad, hvis man vinder en slutrunde – om det så er den ene eller den anden.«

Alligevel erkender han, at netop denne EM-slutrunde rummer noget særligt. Ikke fordi den er vigtigere end andre – men fordi omstændighederne gør den anderledes.

Danmark har vundet EM før. To gange. Senest i 2012. Men for størstedelen af den nuværende trup er det en titel, de aldrig selv har stået med.

»Det betyder noget særligt. Ét, fordi det er på hjemmebane. To, fordi der er rigtig mange af de spillere, der er med, som ikke har vundet den.«

Hjemmebanen forstærker det hele. Jyske Bank Boxen. Herning. En hal, der allerede har sat sig i kroppen på både spillere og træner.

»Den der fantastiske følelse af at gå ind i en fyldt hal, der er klædt i rødt og hvidt,« siger Jacobsen. »At få lov til at spille en slutrunde på hjemmebane er virkelig specielt.«

Han har oplevet det før. I 2019. Og igen ved den seneste slutrunde, hvor Danmark også spillede kampe på dansk grund. Alligevel er det ikke blevet hverdag.

»15.000 mennesker i ryggen. Det er jo en drengedrøm, der går i opfyldelse.«

Slutrunden begynder netop dér. Den 16. januar. Mod Nordmakedonien. Første skridt på hjemmebane, hvor kulissen allerede er klar.

Men Jacobsen vil ikke tale om vejen længere frem. Ikke om semifinaler. Ikke om finaler. Og slet ikke om modstandere. Alligevel er der et billede, han ikke lægger skjul på.

»Jeg tror, at alle mine spillere – inklusive mig selv – drømmer om at spille en EM-finale i en fuld hal på hjemmebane. Det ville da være fantastisk.«

Den drøm står side om side med noget andet. Noget historisk.

For hvis Danmark vinder EM, vil holdet stå med VM-, OL- og EM-titlen samtidig. Noget kun Frankrig tidligere har formået.

»Den allerstørste motivation for mig er jo, at kunne vi stå med de tre store mesterskaber på samme tid. Så kunne man skrive sig ind i historiebøgerne på den måde også.«

Det er et perspektiv, der rækker ud over den enkelte slutrunde. Et perspektiv, der placerer den nuværende generation i en større fortælling om dansk herrehåndbold.

Alligevel er det ikke historiebøgerne, der fylder i hverdagen. Her handler det om struktur. Om kontinuitet. Om ikke at ændre noget, bare fordi rammerne er større.

»Der er ingen grund til at lave noget om. Det har egentlig fungeret meget godt til de to sidste.«

Fire VM-guld i træk og et OL-guld har skabt en metode, Jacobsen har tillid til. Derfor bliver der ikke rokket meget ved noget denne gang.

»Jeg kommer ikke til at ændre det helt store.«

Kontinuiteten er ikke et udtryk for manglende nysgerrighed, men for erfaring. For viden om, hvad der virker – også når presset er størst.

Det gælder ikke kun på banen. Også i hans eget arbejdsliv har kontinuitet og balance fået en ny betydning.

Overgangen fra klubtræner til landstræner har ikke bare været et jobskifte. Det har været et skifte i livsform.

»Noget af det, der har været en slags befrielse for mig, er jo, at jeg efter næsten 30 år ikke længere får stukket en kalender i hånden og ved, hvad jeg skal lave de næste 10-11 måneder.«

Han taler om tiden som spiller og træner, hvor kampprogrammerne styrede alt. Om rejserne. Om de tyske motorveje.

»Jeg har prøvet mange år at sidde på en tysk motorvej klokken halv fem om morgenen og have ondt alle mulige steder. Det er heller ikke noget, der er tillokkende.«

Savner han så klubtrænerlivet?

»Man kan da godt savne det nogle gange. Når man sidder og ser en fed kamp i Tyskland eller Danmark, så kan man da godt se sig selv stå der på sidelinjen.«

Men savnet stopper dér.

»Grundlæggende gør jeg ikke. Jeg er virkelig glad for mit job, og jeg er glad for den tid, jeg har.«

Landstrænerrollen giver ham noget andet. En mulighed for fordybelse. For overblik. For at arbejde på en måde, der passer ham bedre.

»Jeg arbejder bedst og når mest, når jeg arbejder hjemmefra. Og det prioriterer jeg også.«

Det betyder ikke, at han har trukket sig væk fra miljøet. Han rejser stadig. Ser kampe. Følger sine spillere tæt – både i Danmark og i udlandet. Men det er et bevidst valg, hvornår han pakker tasken.

»Jeg kommer stadig rundt og besøger mine spillere og siger hej, men jeg synes, jeg arbejder bedst hjemmefra.«

Her ser han håndbold. Meget håndbold. Analyserer. Taler med spillere. Holder kontakten ved lige.

»Jeg ser en masse håndbold og er i kontakt med mine spillere.«

Men håndbolden er ikke længere det eneste, der strukturerer dagene.

»Jeg interesserer mig jo også for mine børn. Er sammen med dem. Med mine kammerater.«

Der er plads til padel et par formiddage om ugen, hvis kroppen kan holde. Til golf om sommeren. Til foredrag. Til pauser, når slutrunderne er overstået.

»Efter slutrunden har jeg typisk en måneds pause, og så holder jeg foredrag i en periode.«

Han afviser ikke, at han en dag kan vende tilbage til klubtrænerlivet. Men det er ikke noget, der presser sig på.

»Jeg har altid sagt, at jeg ikke vil afvise, at jeg bliver klubtræner igen. Men lige nu er jeg virkelig glad for mit job.«

Og så længe balancen er der, giver han ikke slip.

»Så længe det er så godt, som det er, så giver jeg ikke lige slip på det foreløbigt.«

Pressedagen lakker mod enden. Kameraerne pakkes sammen. Stemmerne i kælderetagen bliver færre. Sneen udenfor har ikke flyttet sig.

Slutrunden venter. Den begynder den 16. januar. Mod Nordmakedonien. I Jyske Bank Boxen.

For Nikolaj Jacobsen handler det ikke om at finde nye ord. Men om at bruge de rigtige. Og om at undgå det ene, han konsekvent nægter at tage i munden.

Fiasko.

Klimaet har altid ændret sig – det er dokumenteret fakta

Af

Poul Rand

-

12:02 - 7. januar

0

Fakta først. Proportioner bagefter. Krisestemning og dommedagsprofetier hører ikke til i seriøs politik.

Klimaet har altid ændret sig. Det er veldokumenteret videnskab. MEN, debatten mister proportioner og historisk hukommelse. Naturens regnskab er langt ældre end vores – det bør respekteres, hvis klimapolitikken skal være både ansvarlig og troværdig.

Forskere kan rekonstruere klimaforhold langt tilbage i tiden ved hjælp af flere uafhængige metoder. Iskerner fra Grønland og Antarktis giver detaljerede data om temperatur og atmosfærens sammensætning op til 800.000 år tilbage. De viser tydelige cykler af istider og varmeperioder – længe før industrialisering, fossile brændsler og moderne samfund.

Træers årringe fungerer som naturlige klimaregistre. Sedimenter fra søer og have indeholder pollen, fossiler og kemiske spor, der dokumenterer vegetation og temperaturer gennem tusinder af år. Alle disse metoder peger i samme retning: Klimaet har aldrig været stabilt.

Historiske kilder understøtter dette billede. I den tidlige middelalder var klimaet lokalt i Europa markant varmere end senere. Omvendt oplevede Europa fra ca. 1300 til midten af 1800-tallet Den Lille Istid med hårde vintre, misvækst og fremrykkende gletsjere. Det ses i samtidige optegnelser, kunst og landbrugsdata.

I Jameson Land på Grønland er der fundet dinosaur-fodspor bevaret i sandsten fra sen Trias og tidlig Jura (ca. 210–190 mio. år gamle). På Bornholm – nær Hasle – er Danmarks eneste egentlige dinosaurusfund gjort: en enkelt tand fra en lille kødædende rovdinosaur (theropod), ca. 140 mio. år gammel, fundet omkring år 2000.

Vi er på vej mod 10 milliarder mennesker på kloden, de fleste med middelklassens forbrug. Menneskelig påvirkning kan spille en rolle, men ansvarlig klimapolitik må bygge på hele klimahistorien, ikke på modeller og frygt. Når symbolpolitik løber foran teknik og økonomi, ender regningen hos borgerne – frygt erstatter proportioner, og alt forklares med menneskets CO₂.

138.468 gæster gjorde 2025 til Trapholts største år nogensinde

Af

Andreas Andreassen

-

11:53 - 7. januar

0

Der var noget i luften den sidste dag. Ikke bare kulde fra vinteren eller røgen fra faklerne foran hovedindgangen, men en stille erkendelse af, at noget var ved at slutte. Da dørene lukkede for sidste gang inden den store om- og tilbygning, havde Trapholt allerede skrevet sig ind i historien med det største besøgsår nogensinde.

138.468 gæster nåede gennem museets sale i 2025. Et tal, der ikke bare overgår året før, men markerer et kulturelt gennembrud for museet i Kolding. Stigningen på 28 procent i forhold til 2024 er ikke et resultat af én enkelt udstilling eller en tilfældig tendens. Det er kulminationen på et år, hvor Trapholt har formået at gøre kunst og design nærværende, vedkommende og fælles.

Museumsdirektør Karen Grøn glæder sig over opbakningen efter Trapholts største besøgsår nogensinde og ser frem mod genåbningen i 2027.

»2025 har været et helt enestående år for Trapholt. Det store besøgstal vidner om en stærk interesse for museet og for kunst og kultur generelt,« siger museumsdirektør Karen Grøn. Hun taler om et år, hvor interessen ikke blot har været stabil, men vedvarende helt frem til den sidste åbningsdag. Et år, hvor publikum ikke bare er kommet for at se udstillinger, men for at være en del af noget.

Det blev tydeligt den 30. december, hvor museet for sidste gang inden lukningen slog dørene op. Flere hundrede mennesker samledes foran bygningen til arrangementet Syng Trapholt til ro. Fakler blev tændt. Stemmer fandt sammen. Og midt i det hele stod museumsdirektøren selv og sang for.

»Det var meget bevægende at dele øjeblikket med de omkring 400 fremmødte, der med fakler i hånden sang og tydeligt viste, hvor stor en betydning Trapholt har for dem,« fortæller Karen Grøn. Det blev en afsked, der bar præg af både vemod og fællesskab. Et farvel, der ikke lukkede noget ned, men lagde noget i dvale.

For Trapholt lukker ikke, fordi interessen er væk. Tværtimod. Museet lukker, fordi rammerne skal følge med ambitionerne. De kommende 14 måneder står i forandringens tegn, hvor museet gennemgår en omfattende om- og tilbygning, der skal ruste det til fremtiden.

Når Trapholt genåbner i foråret 2027, vil publikum møde et museum med en udvidet gæstemodtagelse, en ny skulpturlounge og et fleksibelt formidlings- og craftcenter. Parken omkring museet bliver en endnu mere integreret del af oplevelsen, så grænsen mellem kunst, arkitektur og landskab opløses yderligere. Visionen er klar. Trapholt skal ikke bare være et sted, man besøger. Det skal være et sted, man opholder sig.

Men selvom bygningerne nu står stille, fortsætter museets arbejde. Gennem initiativet Trapholt To Go har museet rykket kunsten ud i byen og ud til borgerne. Samtlige 42 femteklasser i Kolding Kommune har været involveret i et omfattende samarbejde, hvor eleverne har besøgt museet, valgt et kunstværk og adopteret det som deres eget.

Arbejdet kulminerer i en stor kunstfestival i december 2026, hvor børnenes møde med kunsten bliver synligt for hele kommunen. Det er et projekt, der siger meget om Trapholts selvforståelse. Kunst er ikke noget, der kun hører til bag vægge og montre. Det er noget, der vokser i mødet mellem mennesker.

Samtidig deltager museet i lokale arrangementer og events, hvor publikum kan møde medarbejderne, høre om visionerne og følge med i, hvordan det nye Trapholt tager form. På den måde forbliver museet til stede, også mens dørene er lukkede.

Rekordåret 2025 står derfor ikke som et punktum, men som et komma. En overgang mellem det, der har været, og det, der kommer. Når Trapholt igen åbner, vil det være med erfaringen fra et år, hvor publikum strømmede til, sang med og tog ejerskab.

Og måske er det netop det, der forklarer succesen bedst. Trapholt har i 2025 ikke blot haft mange gæster. Museet har haft medspillere.

Bak op om AVISEN – bliv medlem

Regeringen tøver: Vil have mere tid før krav til bankerne lempes

Af

Andreas Andreassen

-

11:23 - 7. januar

0

Regeringen har endnu ikke besluttet, om den vil lempe de ekstra krav, som bankerne i dag er pålagt, når de låner penge ud til ejendomsselskaber. I stedet har den valgt at tage en tænkepause.

Baggrunden er en anbefaling fra Det Systemiske Risikoråd, som i efteråret foreslog at skrue lidt ned for det såkaldte sikkerhedskrav – den systemiske buffer – som skal beskytte økonomien mod kriser på ejendomsmarkedet. Men selv om dansk økonomi ifølge regeringen står stærkt, er man ikke klar til at trykke på knappen endnu.

Årsagen er, at der fortsat kan gemme sig problemer på erhvervsejendomsmarkedet. Hvis store ejendomsselskaber får økonomiske vanskeligheder, kan det ramme bankerne – og i sidste ende hele samfundsøkonomien. Derfor vil regeringen nu have mere tid til at gennemgå tallene og konsekvenserne grundigt.

Erhvervsminister Morten Bødskov siger, at balancen er svær.

Dansk økonomi har det godt, men der er stadig risici, især når det gælder erhvervsejendomme. Det skal håndteres klogt, så vi både passer på stabiliteten og ikke spænder ben for vækst og konkurrence, lyder det fra ministeren.

Den systemiske buffer fungerer i praksis som en ekstra pude, bankerne skal have liggende, hvis noget går galt. Jo højere risiko, desto større pude. Rådet har foreslået, at bankerne fremover ikke skal holde lige så meget ekstra kapital, når de låner ud til ejendomsselskaber med lav gæld i forhold til ejendommens værdi. I dag gælder lempelsen kun de allersikreste lån, men forslaget er at udvide grænsen.

Regeringen har dog ikke travlt. Den nuværende ordning gælder allerede frem til sommeren 2026, og derfor er der ifølge regeringen tid til at tænke sig om.

Hvornår der kommer en endelig beslutning, er endnu uklart. Indtil videre fortsætter arbejdet bag kulisserne, mens bankerne må leve med de nuværende krav.

Stenrev og muslingebanker på vej ved Trelde Næs: »Det er en blåstempling af vores arbejde«

Af

Julie Christine Skøtt Christensen

-

11:19 - 7. januar

0

NATUR. Der er steder langs kysten, hvor man næsten kan mærke, at havet arbejder. Hvor strømmen tager fat, hvor vandet skifter farve, og hvor livet under overfladen, trods pres og forandringer, stadig har et potentiale. Et af de steder ligger ud for Trelde Næs. Netop her skal en ny millionbevilling på 9,8 millioner kroner omsættes til konkret naturgenopretning mellem Lillebælt og Vejle Fjord.

Bevillingen er givet til Naturpark Lillebælt i samarbejde med Sund Vejle Fjord og Syddansk Universitet og skal bruges på at genskabe tabte marine levesteder, styrke biodiversiteten og skabe en økologisk forbindelse mellem fjord og bælt.

Men projektet er ikke bare endnu et punkt på en naturpolitisk ønskeliste. Det er et praktisk forsøg. Et arbejde, hvor man både bygger videre på erfaringer, og stiller det afgørende spørgsmål: Virker det? »Det, der er interessant, det er, kan det lade sig gøre? Kan man bruge de her penge, som er mange penge, til faktisk at forbedre levestederne?« siger formand for Naturpark Lillebælt John Nyborg.

Sten, muslinger og ilt

Kernen i projektet er etableringen af stenrev og såkaldte biogene rev – i praksis muslingebanker – på havbunden ud for Trelde Næs og ind mod Vejle Fjord. Det er ikke tilfældige greb, men nøje udvalgte elementer i et samlet naturgreb, der skal give havet bedre betingelser for at fungere igen. »Det er jo egentlig det, man kalder for et stenrev og så et biogent rev. Det er muslingebanker i virkeligheden. Og det er jo alt sammen for at skabe nogle levesteder til fiskene, og så er det jo også at skabe noget ilt, altså som sørger for, at vandet bliver ildet derind mod Vejle Fjord,« forklarer John Nyborg.

Stenrev skaber struktur på havbunden, hvor fisk, alger og smådyr kan finde skjul og føde, mens muslingebankerne filtrerer vandet, forbedrer sigtbarheden og bidrager til iltningen. Tilsammen kan de fungere som en biologisk motor, ikke bare lokalt, men i et større sammenhængende system, der rækker fra Lillebælt og ind i fjorden. »Derfor passer det fint, at vi lægger indsatsen på Kasser Odde Flak ved Trelde Næs og ind mod Vejle.«

Valget af placering er nemlig ikke grebet ud af den blå luft. Erfaringerne findes allerede, og de findes tættere på, end man måske tror. John Nyborg peger på et konkret eksempel fra Fredericia, hvor naturgenopretning allerede har vist sit værd. Under den gamle Lillebæltsbro blev der for nogle år siden anlagt et stenrev. Et sted med kraftig strøm, og derfor et sted, hvor livet hurtigt har fået fat igen. »Der er masser af liv. Og der kan man se, at vi har en fordel her, hvor vi ligger, som Fredericia, fordi vi har masser af strøm igennem. Under den gamle Lillebæltsbro har vi stenrev, der er velfungerende. Der har du alt det liv, som du godt kunne tænke dig.«

Det er præcis den erfaring, projektet ved Trelde Næs nu forsøger at bygge videre på. Flere stenrev, suppleret med muslingebanker. Flere fødekæder, flere nicher og dermed bedre forudsætninger for, at livet kan brede sig igen. »Laver man flere af de her stenrev, og et biogent rev, hvor der er muslingebanker, så gør du noget mere ved det. Så får du de forskellige ernæringstyper, der skal til for at skabe liv. Det er for fiskens skyld, for makrellens skyld, for alt muligt og i sidste ende også for mennesket.«

En blåstempling af arbejdet

For Naturpark Lillebælt er bevillingen samtidig mere end bare penge. Den bliver læst som en tydelig anerkendelse af det arbejde, der allerede er lagt i havet gennem en årrække. »Det er et eller andet sted en blåstempling af det arbejde, vi har lavet i Naturpark Lillebælt,« siger John Nyborg og peger på tidligere indsatser med fiskebørnehaver, ålegræs og stenrev. »Man har kigget på det og sagt: Der er faktisk sket noget godt her. Kan man understøtte det yderligere, også i samarbejde med Sund Vejle Fjord, så vil man gerne give os de her penge. Og det er vi meget, meget glade for.«

Men bevillingen stopper ikke ved anerkendelsen af det, der allerede er gjort. I John Nyborgs øjne rækker projektet længere frem og kan blive første skridt mod noget endnu større. »Jeg ser det også som starten på noget større. I virkeligheden kunne vi godt tænke os, at det her kunne blive en del af en marin naturnationalpark, som vi går og venter på.« Spørgsmålet er så, hvornår resultaterne begynder at vise sig. Ifølge John Nyborg behøver man ikke vente i årevis på de første tegn. »Så snart vi får muslingebankerne på plads, og vi har de nye stenrev, kan vi begynde at se noget. Vi har set det før.«

Denne gang bliver udviklingen dog ikke kun vurderet med det blotte øje. Effekterne skal også dokumenteres mere systematisk, når Syddansk Universitet følger projektet tæt og står for den faglige forskning. »Det bliver taget rigtig godt imod, at projektet også bliver fulgt af forskning. Så kan vi se resultaterne sort på hvidt. Først skal vi have etableret det og så kan vi begynde at følge udviklingen, ligesom vi har gjort med noget af det andet, vi har lavet.«

Ud over sten og muslinger rummer bevillingen også et klart formidlingsspor. Projektet skal ikke bare forbedre havbunden, men også øge forståelsen for, hvad der foregår under overfladen. »De 9,8 millioner er jo også en stor formidlingsopgave. Vi formidler jo meget og det er en formidling til kommende generationer,« slutter han.

Dermed bliver projektet et fælles anliggende. For kommuner og forskere. For borgere langs kysten. Og for dem, der måske først om mange år skal arve resultatet af det arbejde, der nu sættes i gang mellem Lillebælt og Vejle Fjord.

Uheld og glatte veje rammer morgentrafikken

Af

Andreas Andreassen

-

07:09 - 7. januar

0

Onsdag morgen er store dele af landet ramt af glatte veje, uheld og forlænget rejsetid. Ifølge Vejdirektoratet er både motorveje og statsveje påvirket af sne- og isglatte forhold, og bilister må væbne sig med tålmodighed.

På E45 Sønderjyske Motorvej mellem Ustrup og Vojens er der sket et uheld, hvor højre spor er spærret. Redningsberedskab er på stedet, og uheldet forventes først afsluttet i løbet af morgenen. Som følge heraf er der kø på strækningen fra Frøslev mod Kolding mellem Haderslev S og Vojens, hvor rejsetiden er forlænget med 10 til 30 minutter.

Samtidig meldes der om sne- og isglatte veje i Kolding Kommune, hvor både statsveje og kommuneveje er påvirket. Der er løbende gang i saltning og snerydning, men risikoen for glatte vejbaner er fortsat høj, særligt på mindre veje og i morgentimerne.

Også Middelfart Kommune er ramt af sne- og isglatte forhold. Her meldes der om glat føre på veje i alle vejklasser, og saltning er iværksat flere steder i løbet af natten og morgenen.

Vejdirektoratet har desuden udsendt en særmelding om risiko for glatte veje og forlænget rejsetid. Prognosen varsler fortsat snebyger over store dele af landet, især i Jylland, og lokalt kan der falde betydelige mængder sne. Forholdene kan ændre sig hurtigt, og vejret længere fremme på ruten kan være anderledes end der, hvor man starter.

Bilister opfordres til at køre ekstra forsigtigt, holde god afstand, tage af sted i god tid og løbende orientere sig om den aktuelle trafiksituation, inden de begiver sig ud i morgentrafikken.

Fra leg til ansvar: Mathias Gidsel og det, der stadig mangler

Af

Patrick Viborg

-

22:04 - 6. januar

0

Mathias Gidsel er igen i spotlightet. Ikke fordi han søger det, men fordi tiden har placeret ham der, midt i Danmarks jagt på det EM-trofæ, der har manglet siden 2012.

Sneens tyngde er det første, der møder én. Den ligger ikke dekorativt, men massivt over skråningerne ned mod Vejle Fjord. Hotel Vejlefjord er lukket inde i vinteren denne dag, isoleret fra omverdenen, som skabt til forberedelse og forventning. Indenfor er kontrasten markant. Her summer det.

Landsholdets store pressedag folder sig ud i kælderetagen, hvor der er tændt op med spots, kabler og kameraer. Det ligner et midlertidigt tv-studie mere end et hotel. Stemmer glider ind og ud af hinanden, spørgsmål gentages i variationer, og fortællinger bliver langsomt formet.

I et mødelokale lidt væk fra mylderet sætter Mathias Gidsel sig til rette. Han gør ikke væsen af sig. Han ankommer ikke. Han sætter sig bare. Alligevel samler rummet sig omkring ham. Han er i spotlight igen.

Ikke fordi han opsøger det. Men fordi tiden har placeret ham der.

Danmark står foran endnu en slutrunde som sportens referencepunkt. Fire VM-guld i træk. To olympiske mesterskaber, senest i 2024. En generation, der allerede har skrevet sig ind i historien. Og alligevel mangler der noget. Ét trofæ. EM-guldet, som Danmark ikke har vundet siden 2012.

Dengang var Mathias Gidsel stadig bare en dreng, der spillede håndbold, fordi det var sjovt.

»Jeg har egentlig aldrig satset på håndbold. Jeg har aldrig haft et karrieredefineret mål med, hvad jeg ville med mit liv,« siger han.

Det er ikke et svar, der er formuleret for at virke beskedent. Det er snarere konstaterende. For Gidsel har håndbolden aldrig været et projekt, der skulle realiseres. Den har været en bevægelse, han har fulgt, fordi den gav mening.

På efterskolen var han blandt de mindste. Ikke fysisk dominerende. Ikke den type spiller, der automatisk blev udpeget som fremtidens stjerne. Alligevel blev han ved. Ikke drevet af ambition, men af lyst.

»Jeg har altid haft en enorm glæde og en leg ved bolden. Jeg trænede ekstra, fordi jeg syntes, det var sjovt. Ikke fordi jeg tænkte, at jeg skulle være verdens bedste håndboldspiller.«

I dag lyder det næsten paradoksalt. For Gidsel er blevet en verdensstjerne. Et navn, der bærer forventninger. Et ansigt på en generation, der ikke længere bliver målt på potentiale, men på resultater.

Men fundamentet er det samme.

Arbejdet.

»Hvis du lægger en million timer i noget, så bliver du dygtig til det. Det er jo ikke en større videnskab.«

Han taler om ungdomsårene uden romantik. Om gentagelser, fysik, om at møde op – også de dage, hvor kroppen ikke føles let. Også kost og restitution, men aldrig som et regime. Snarere som betingelser for at kunne blive ved.

»Man skal selvfølgelig spise nok i den alder. Men i sidste ende er det hårdt arbejde, der bærer det. Og hvis du så lige kan tage lidt talent oveni, så hjælper det.«

Det er den samme nøgternhed, der præger hans blik på landsholdets situation nu. Danmark går ind til EM som storfavorit. Det bliver ikke forsøgt bortforklaret.

»Jeg løber ikke fra, at vi er store favoritter. Og jeg anerkender også, at det er en skuffelse, hvis vi ikke vinder. Men i sport går det ikke altid, som man regner med.«

Han nævner OL-turneringen, hvor både kvartfinale og semifinale blev afgjort med ét mål.

»Hvis de kampe var gået den anden vej, så kunne vi have siddet her og snakket om en helt anden historie.«

Det er netop den erkendelse, der gør EM-guldet til noget andet end et krav. Snarere en mulighed. En chance, der ikke nødvendigvis kommer igen i samme form.

»Jeg har jo ikke været med så mange år, så så meget kan det ikke tære mig. Men når vi er så dygtige, som vi er lige nu, så handler det om at vinde så meget som muligt.«

Efter EM i 2024 opstod der ifølge Gidsel en intern snak i truppen. Ikke som en krise, men som en justering. En fornemmelse af, at holdet ikke havde ramt sit fulde potentiale.

»Der blev sagt, at vi måske kun spillede på 80 procent. Og så måtte vi jo finde de sidste 20. Det var ikke noget, der blev sagt for sjov. Det var noget, vi tog alvorligt.«

Den erkendelse ændrede noget. Ikke på overfladen, men i strukturen. I detaljerne. I måden, holdet forberedte sig på.

»Jeg synes faktisk, det var startskuddet til, at vi rykkede os. Ikke fordi vi var dårlige før, men fordi vi blev mere bevidste om, hvor gode vi kunne være.«

Siden har resultaterne talt deres eget sprog. Endnu et VM-guld. Et OL-guld i 2024. En følelse af kontrol, men ikke af selvtilfredshed.

Ved det kommende EM kommer hjemmebanen oveni. Jyske Bank Boxen i Herning. Et rum, der allerede har sat sig i kroppen.

»Sidste gang var det lidt som om festen sluttede for tidligt. Vi var videre, men vi havde jo ikke vundet noget. Og så skulle vi af sted. Det sad faktisk i mig bagefter.«

Han holder en kort pause.

»Når man spiller i Jyske Bank Boxen, så mærker man det allerede under opvarmningen. Det er ikke bare larm. Det er sådan et sug, der går igennem kroppen. Det er svært at forklare, hvis man ikke har prøvet det.«

Derfor fylder udsigten til endnu en slutrunde på hjemmebane mere, end han først giver udtryk for. Danmark åbner EM den 16. januar mod Nordmakedonien, og fornemmelsen af begyndelse hænger allerede i luften.

»For mange af os føles det som juleaften den 16. januar. Det er ikke, fordi vi går og er nervøse nu. Det er bare en venten. En glæde.«

Når samtalen bevæger sig væk fra landsholdet, ændrer rytmen sig. Berlin. Hverdagen. Livet uden for rampelyset.

Gidsel har forlænget sin kontrakt. Ikke fordi alternativerne mangler, men fordi valget giver mening.

»Jeg måler ikke altid værdi i lønninger. Jeg måler også værdi i hverdagen.«

Anonymiteten i storbyen betyder noget. At håndbold er vigtigt, men ikke alt. At livet kan fylde mere end resultater.

»Hvis der er noget, jeg har lært de sidste par år, så er det, at det vigtigste er, at min familie har det godt.«

Han ved, at prioriteringer ændrer sig. At livet på et tidspunkt vil se anderledes ud. At der vil komme nye hensyn.

»Jeg er helt med på, at der en dag kommer børn, skole og madpakker, og så vil mit liv se anderledes ud. Men lige nu kan jeg tillade mig at fokusere 100 procent på håndbold. Og det giver mening.«

Pressedagen nærmer sig sin afslutning. Stemmerne i kælderetagen er blevet færre. Kameraerne pakkes sammen. Sneen udenfor har ikke flyttet sig.

Mathias Gidsel rejser sig og forlader mødelokalet. Spotlightet følger ham videre. Ikke fordi han jager det. Men fordi han står midt i det.

Midt i en storhedstid.
Med ét trofæ tilbage at vinde.

Bring stopper som hovedsponsor for Håndboldkvinderne

Af

Andreas Andreassen

-

11:35 - 6. januar

0

Efter flere års tæt og værdifuldt samarbejde stopper Bring som hovedsponsor for Håndboldkvinderne. Aftalen, der har været med til at styrke både synligheden og det kommercielle fundament omkring kvindelandsholdet, udløber den 30. juni 2026.

Bring har siden indgåelsen af partnerskabet spillet en markant rolle i udviklingen af Håndboldkvinderne og har været en synlig og engageret samarbejdspartner både på og uden for banen.

Hos DanskHåndbold sender man en stor tak til den mangeårige sponsor.

»Vi vil gerne sige en stor og oprigtig tak til Bring for et stærkt og professionelt samarbejde, som vi har været meget glade for. Bring har bidraget markant til Håndboldkvindernes kommercielle fundament og den samlede fortælling om dansk kvindehåndbold,« siger direktør i DanskHåndbold, Henrik M. Jacobsen.

Samtidig ser DanskHåndbold fremad og arbejder allerede på at finde en ny delt hovedsponsor til Håndboldkvinderne.

»Vi er allerede i gang med arbejdet med at finde en ny delt hovedsponsor, og vi oplever heldigvis stor interesse. DanskHåndbold er inde i en god udvikling, og vi har altid plads til flere ambitiøse partnere, der vil være med på rejsen,« siger Henrik M. Jacobsen.

Også hos Bring ser man positivt tilbage på samarbejdet med DanskHåndbold, som har haft betydning for virksomhedens synlighed i Danmark.

»Vi har sat stor pris på samarbejdet med DanskHåndbold og den rolle, håndbolden har spillet i at gøre Bring mere kendt i Danmark. Partnerskabet har givet os værdifulde erfaringer og synlighed i en sport, der engagerer bredt,« siger Thomas Karlsen, sponsorchef i Bring.

Han peger samtidig på, at beslutningen hænger sammen med en strategisk omlægning.

»Danmark er vigtig for Bring fremover, og nu står vi over for en ny fase med en opdateret sponsorstrategi, hvor vi ønsker at udstikke en ny retning for vores tilstedeværelse i Danmark. Vi takker DanskHåndbold for et godt samarbejde og ser frem til at følge håndboldens videre udvikling,« siger Thomas Karlsen.

Samarbejdet mellem Bring og DanskHåndbold begyndte den 1. december 2021 og afsluttes officielt den 30. juni 2026.

Erfaren købmand tager over i Tøjeksperten i Middelfart: »Jeg ved, hvad vi står for«

Af

Julie Christine Skøtt Christensen

-

10:38 - 6. januar

0

BUSINESS. Der er stille forandringer, der kan mærkes med det samme. Ikke som et brud, men som et skifte i tempo, i stemme og i tilstedeværelse. Sådan er det i Tøjeksperten i Middelfart, hvor et velkendt ansigt har givet stafetten videre, og en ny, erfaren hånd nu står i spidsen for butikken midt på Østergade.

Efter mere end tre årtier med Thomas Andersen som det bærende ansigt i butikken, er det nu Kent Christensen, der står på gulvet og tager imod kunderne. Ikke for at ændre butikkens kurs, men for at føre den videre, med samme blik for mennesker, samme respekt for håndværket og samme forståelse for, hvad en bybutik i Middelfart skal kunne. »Jeg kommer med 37 års erfaring i Tøjeksperten. Jeg har haft butik i Grindsted, og jeg har arbejdet meget sammen med Thomas. Vi har sådan set den samme profil af butikker,« fortæller Kent Christensen.

Han er med andre ord ikke landet i Middelfart som en fremmed. Tværtimod har han i årtier været en del af kædens indre maskinrum, både som selvstændig butiksejer og som leder. I Grindsted drev han sin egen forretning, indtil den måtte lukke som følge af byggeri, og siden har han haft ti måneder i Kolding Storcenter, hvor han igen stod midt i hverdagen med kunder, varer og drift. Da Thomas Andersen stoppede i Middelfart, var det derfor ikke et åbent spørgsmål i organisationen, hvem der kunne løfte opgaven videre. Erfaringen, profilen og forståelsen for netop denne type butik pegede hurtigt i én retning. »Ledelsen syntes, at da Thomas stoppede, så ville jeg jo være det perfekte match for butikken her,« fortæller den nye butiksbestyrer.

Og netop i mødet med hverdagen på gulvet står det hurtigt klart, at Kent Christensen ikke lader sig definere af afstand eller postnummer. Selv bor han fortsat i Grindsted og pendler dagligt til Middelfart, men for ham er det ikke noget, der fylder. Snarere en praktisk detalje i en hverdag, hvor relationerne betyder langt mere end antallet af kilometer. »Jeg bor i Grindsted og kører hertil hver dag. Det er jo ingen problemer, nu har jeg jo vænnet mig til at køre til Kolding,« siger han med et smil.

For Kent Christensen handler detailhandel ikke om, hvor man kommer fra, men om hvordan man er til stede. Om evnen til at læse rummet, forstå kunderne og møde dem i øjenhøjde, også når samtalen ikke kun handler om skjortestørrelser og pasform. Og den del har han allerede mærket i sine første dage i Middelfart. »Det er gået helt fantastisk. Kunderne har budt mig velkommen og været meget hjertelige. De vil butikken – og mig – og det er jeg dybt taknemmelig for.«

Han lægger ikke skjul på, at han vidste, hvad han sagde ja til. Middelfart var ikke ukendt territorium, men en by, han allerede havde en fornemmelse for, både som handelsby og som sted. »Jeg kendte jo butikken. Den her hyggelige bybutik er fantastisk, og Middelfart er jo bare en rigtig god handelsby. Jeg har været her som turist før og ved, hvad byen kan.«

Alligevel følger der forventninger med, når man træder ind i en butik, der i årtier har haft det samme ansigt udadtil. Thomas Andersen har været synonym med Tøjeksperten i Middelfart, kendt for sin energi, sin synlighed og sin måde at være købmand på. Men hvor andre måske ville se det som en udfordring, ser Kent Christensen i stedet et fælles udgangspunkt. »Der ligner vi jo meget hinanden. Vi ved godt, at det er den enkelte person på den lokale plads, der skal gøre forskellen i en bybutik. Det havde Thomas været garant for, og det har jeg også været i Grindsted. Det håber jeg selvfølgelig også, at jeg kan blive her.«

Derfor ser Kent Christensen heller ikke sin erfaring som noget, der skal tones ned. I hans øjne handler ledelse i en bybutik ikke om alder for alderens skyld, men om forståelse. For mennesker, for situationer og for det tempo, hverdagen har, når døren går op, og kunderne træder ind. »Man kunne godt sætte en 25-årig knægt ind som butiksbestyrer her, men det ville ikke være det rigtige. Det skal være en lidt mere moden alder, så man er på øjenhøjde med det kundegrundlag, vi har her i butikken.«

Blikket er samtidig rettet fremad. 2026 bliver Kent Christensens første fulde år i Middelfart, og han ser det som et år med muligheder, hvor der ikke skal bygges fra bunden, men videre på et solidt fundament. »For mig at se bliver det rigtig godt. Butikken står på et rigtig godt fundament, og Tøjeksperten som kæde går helt fantastisk godt. Det er noget, man skal løfte videre her også.«

Når han taler om fremtiden, gør han det med et naturligt blik for både struktur og indhold. For koncepter, sortiment og brands fylder – men aldrig uden mennesket for enden af disken, bemærker han. »Vi har masser af ting bagved, der kan hjælpe os. Jeg ved, hvad vi vil, og hvad vi står for i Tøjeksperten. Jeg kommer med hele min bagage af viden, både om produkter og om drift.« Og selv efter et langt arbejdsliv er energien ikke blevet mindre. Tværtimod oplever han det som et privilegium stadig at få ansvar og opbakning. »Jeg er 62, og hold da op, baglandet tror stadig på mig. Det er fedt. Det er virkelig fedt at opleve.«

Også uden for butikken har fællesskabet altid fyldt meget. Gennem mange år har Kent Christensen været aktiv i foreningslivet i Grindsted, både som formand og som drivkraft i lokale sammenhænge. Den erfaring tager han med sig til Middelfart, uden store armbevægelser, men med en naturlig lyst til at bidrage. »Jeg har været meget involveret i foreningslivet. Ikke fordi jeg nødvendigvis skal deltage med det samme, men jeg bidrager gerne.«

Dermed fortsætter Tøjeksperten i Middelfart i et spor, kunderne genkender, som en bybutik med nærvær, erfaring og personlig betjening. Med en ny mand på gulvet, men med den samme grundlæggende forståelse af, hvad der får en butik til at leve.

På vej mod det sidste guld i en gylden æra

Af

Patrick Viborg

-

10:21 - 6. januar

0

VM-finale, Danmark - Norge — Foto: John Bo Nielsen, 7evenphoto

Nikolaj Jacobsen har vundet fire VM-titler i træk og et OL-guld som landstræner for Danmark. På banen står profiler som Mathias Gidsel og Simon Pytlick, der allerede har været med til at definere en gylden periode i dansk håndbold. Men én titel mangler stadig. Når EM begynder på hjemmebane, jagter Danmark det mesterskab, der kan fuldende samlingen og placere holdet i historiebøgerne som den eneste nation udover Frankrig med alle tre store trofæer på samme tid.

Sneen ligger tungt omkring Hotel Vejlefjord, og mørket har allerede sænket sig over skoven og vandet udenfor. Det er vinter, det er januar, og indenfor i de rolige og luksuriøse rammer har det danske herrelandshold i håndbold siden lørdag været samlet til de sidste forberedelser frem mod et EM på hjemmebane.

Her, langt fra haller, blitzlys og larm, begynder den slutrunde, som rummer både forventninger og historiske muligheder. Danmark går ind til EM som regerende verdensmester efter fire VM-triumfer i træk og med et OL-guld i bagagen. Men én titel mangler stadig i denne æra: EM-guldet, som ikke er blevet vundet siden 2012 – og aldrig under Nikolaj Jacobsen.

Alligevel afviser landstræneren, at slutrunden kan reduceres til et simpelt facit, hvor alt andet end guld nødvendigvis er en fiasko.

»Det kommer sgu an på, hvordan og hvorledes tingene forløber. Hvis vi har spillet rigtig god håndbold og snubler på målstregen eller tæt på, så nej. Har vi spillet dårligt håndbold og ikke levet op til de ting vi kan, og vi ved vi kan, så har det jo været en kæmpe skuffelse og ikke godkendt, men du får mig aldrig til at sige fiasko,« siger Nikolaj Jacobsen.

Han vender flere gange tilbage til sit ubehag ved ordet og den måde, det ofte bliver brugt på i sportsdebatten.

»Det er et ord, som mange gange er svært at beskrive. Hvad betyder ordet fiasko egentlig? Jeg bryder mig ikke om det ord, jeg tror ikke, der er ret mange inden for sportens verden, der gør,« siger han.

Når EM alligevel fylder noget særligt, lægger Jacobsen ikke skjul på. Slutrunden spilles på hjemmebane, og for en stor del af truppen er det netop den medalje, der mangler i samlingen.

»Jeg vil da gerne gå med til, at den her betyder noget særligt. Et er det på hjemmebane, to har jeg og rigtig mange af de spillere, der er med, ikke vundet den,« siger han og fortsætter:

»Og så er den allerstørste motivation for mig, at hvis vi kan sige, at vi har de tre store mesterskaber på samme tid. Det er kun franskmændene, der har været dygtige nok til at gøre det, så kunne man skrive sig ind i historiebøgerne også.«

Hjemmebanen er ikke bare et abstrakt begreb for Jacobsen. Han beskriver det som noget, der mærkes fysisk, allerede når han træder ind i hallen.

»Den der fantastiske følelse af at gå ind i en fyldt hal, der er klædt i rødt og hvidt. At få lov til at spille en slutrunde på hjemmebane. Det er virkelig specielt som idrætsudøver at få lov til at stå i den hal med 15.000 mennesker i ryggen. Det er jo en drengedrøm, der går i opfyldelse,« siger han.

Den følelse genkender Mathias Gidsel. For ham står oplevelsen fra sidste slutrunde i Herning stadig tydeligt. Danmark spillede i boksen, men slutrunden kulminerede et andet sted, og det efterlod en fornemmelse af noget uforløst.

»Jeg tror, jeg havde sådan lidt en aha-oplevelse efter den sidste kamp i boksen sidste år, hvor vi skulle videre til Norge. Så sluttede vi sådan lidt. Men vi havde jo ikke vundet noget. Det var lidt som om festen sluttede meget brat,« siger Gidsel.

Derfor fylder tanken om at vende tilbage og få lov til at afslutte det hele samme sted ekstra meget.

»Der tror jeg egentlig gerne, at jeg vil tilbage og kunne få lov til at fejre det lidt mere med boksen,« siger han.

Han beskriver forventningen frem mod EM som noget, der nærmest har fået sin egen kalender.

»Jeg tror mange af os har lidt det som om, det er juleaften den 16. januar, og nu går vi bare og venter.«

Med forventningerne følger også favoritværdigheden, som Gidsel ikke forsøger at løbe fra.

»Nu er vi her. Vi er de bedste. Vi er store favoritter. Det løber vi ikke fra. Og så gælder det om at vinde, når man er der,« siger han.

Samtidig understreger han, hvor små marginaler der kan afgøre en slutrunde – også for et hold, der på papiret står stærkest.

»Jeg ved, at EM bliver afgjort på en stolpe ind og en stolpe ud. Og det kan vi ikke styre. Men vi kan opsøge heldet,« siger Gidsel.

Simon Pytlick rammer samme balance mellem ambition og forbehold. Han erkender, at EM-guldet er et mål, men han nægter at gøre slutrunden til et spørgsmål om forventningspres udefra.

»Personligt? Det kommer an på, hvor god håndbold vi har spillet. Hvis vi har spillet god håndbold, og vi har gjort alt, hvad vi kunne, så ville det ikke være en skuffelse,« siger han.

Han peger samtidig på, at feltet er bredt og fyldt med hold, der kan straffe selv små udsving.

»Der er mange utrolig gode andre hold, som vil gøre alt, hvad de kan for at slå os. Hvis vi ikke er gode nok, så kan de godt slå os,« siger Pytlick.

Netop derfor fylder forberedelserne i Vejlefjord mere end bare restitution og taktiske møder. Det handler også om ro, fællesskab og om at ramme det rette mentale niveau, inden det hele begynder.

For Nikolaj Jacobsen handler det ikke om at opfinde noget nyt, men om at holde fast i det, der har bragt holdet hertil.

»Der er ingen grund til at lave noget om. Det har egentlig fungeret meget godt til de to sidste her,« siger han.

Når Danmark snart træder ind i lyset igen, bliver det med et hold, der både bærer historien og forventningerne med sig. Men også med en klar bevidsthed om, at intet er givet på forhånd – heller ikke på hjemmebane.

VEJLE

Savner ikke de tyske motorveje: Nu gælder det jagten på EM-guldet

Klimaet har altid ændret sig – det er dokumenteret fakta

138.468 gæster gjorde 2025 til Trapholts største år nogensinde

Bak op om AVISEN – bliv medlem

Regeringen tøver: Vil have mere tid før krav til bankerne lempes

Stenrev og muslingebanker på vej ved Trelde Næs: »Det er en blåstempling af vores arbejde«

Sten, muslinger og ilt

En blåstempling af arbejdet

Uheld og glatte veje rammer morgentrafikken

Fra leg til ansvar: Mathias Gidsel og det, der stadig mangler

Bring stopper som hovedsponsor for Håndboldkvinderne

Erfaren købmand tager over i Tøjeksperten i Middelfart: »Jeg ved, hvad vi står for«

På vej mod det sidste guld i en gylden æra