Danmark spillede sig i EM-finalen med en sejr på 31–28 over Island i en semifinale, der bølgede frem og tilbage, sled på nerverne og til sidst blev afgjort af dansk kynisme, disciplin og kolde hoveder i de afgørende minutter. Søndag venter finalen mod Tyskland.
Kampen åbnede i et tempo, der varslede kaos. Island slog først, Danmark svarede straks igen, og allerede fra de første minutter var der både mål, udvisninger og kendelser, der satte sindene i kog. Emil Jakobsen udlignede på straffekast, men islandsk fysik og hurtige afslutninger gav tidligt modstanderne overtaget. Ómar Ingi Magnússon fik for meget plads, Janus Smárason viste sin rutine, og efter seks minutter var Danmark bagud 6–3 i en fase, hvor dommerkendelserne skabte tydelig frustration på den danske bænk.
Langsomt fandt Danmark fodfæste. Simon Hald kom på tavlen, Rasmus Lauge scorede fra en vanskelig position, og Mathias Gidsel begyndte at tage ansvar. Midt i halvlegen kom et afgørende øjeblik, da Gidsel blev ramt i hovedet i en duel, der krævede video, udvisning og satte Boxen i kog. Kort efter pillede Emil Nielsen et islandsk straffekast, og Pytlick udlignede til 8–8 efter et kvarter.
Herfra ændrede kampen karakter. Danmark justerede defensivt, stod ikke længere fladt på seks meter og fik bremset islandske gennembrud. Saugstrup trak straffe og scorede, Johan Hansen var iskold fra pletten, og Gidsel fortsatte sit storspil. Ved pausen stod der 14–13 til Danmark efter en halvleg, hvor forskellen var minimal på tavlen, men hvor Danmark havde fået bedre greb om kampen.
Anden halvleg begyndte katastrofalt for Danmark. En misset chance og en hurtig udvisning gav Island momentum, og Smárason scorede et mål, som Emil Nielsen gerne havde taget. Island kom foran igen, og ved 32 minutter stod der 15–14 til modstanderne. Men her trådte Thomas Arnoldsen for alvor ind i kampen. Han scorede, trak frispark og var konstant i bevægelse, mens Gidsel fortsatte sin perfekte afslutningsprocent.
Kampen tippede for alvor midt i anden halvleg. Kevin Møller kom ind og pillede et straffekast, Johan Hansen udlignede igen, og kort efter bragte Magnus Landin Danmark foran 21–19 på kontra. Boxen gyngede, og energien skiftede tydeligt side. Island holdt sig inde i kampen via endnu et straffekast, men Danmark svarede igen hver gang.
De sidste ti minutter blev spillet med både hoved og hjerte. Simon Pytlick scorede i undertal, Landin ramte igen fra fløjen, og Emil Nielsen kom ind fra bænken og leverede en afgørende strafferedning med fem minutter igen til stillingen 28–24. Island satsede offensivt, men Danmark havde styr på det taktiske billede. En udvisning til Island efter video gav luft, Hoxer vred sig igennem til 31–27, og da islændingene brændte deres sidste chance, var det afgjort.
31–28 blev slutresultatet i en semifinale, hvor Danmark ikke var fejlfri, men hvor de stod fast, da presset var størst. Mathias Gidsel sluttede med syv mål på syv forsøg, Johan Hansen var iskold fra stregen, Arnoldsen gav energi fra bænken, og selv om målmandsprocenterne ikke var prangende, kom redningerne på de rigtige tidspunkter.
Danmark er i EM-finalen. Søndag venter Tyskland – og fortet står stadig.
Klokken 20.30 går det løs. Danmark brager sammen med Island i en nordisk duel om at komme i EM-finalen. AVISEN er live fra Jyske Bank Boxen, hvor du kan følge kampen live i tekst.
KRIMI. Et højt brag fra en kælder i Vejle fik fredag formiddag politiet til at sende en indsatsleder til området.
Anmeldelsen indløb klokken 10.41 fra Langelinie, hvor der var hørt et kraftigt brag fra en kælder. På stedet undersøgte politiets indsatsleder forholdene og kunne hurtigt fastslå, at der ikke var tale om skydevåben eller egentlig sprængning.
Ifølge politiet stammede braget fra krudt, og der var ingen tegn på, at nogen var kommet til skade. Sagen kunne derfor afsluttes på stedet uden yderligere tiltag.
Politiet vurderer, at der har været tale om en form for fyrværkeri, men der blev ikke fundet grundlag for yderligere indgriben.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport fredag den 30.1 kl. 17.00 af vagtchef Per Jeppesen.
Der er handler, der ændrer perspektivet for en klub. Og så er der dem, der ændrer selvforståelsen. Offentliggørelsen af, at Niclas Kirkeløkke bliver ny spiller i Fredericia fra sommeren 2027, hører til i den sidste kategori.
Det er svært at komme i tanke om en mere profileret spiller, Fredericia nogensinde har sikret sig. Ikke bare på grund af navnet, men på grund af timingen. Kirkeløkke kommer ikke som et nostalgisk ekko af noget, der var. Han kommer som en spiller midt i sin karriere, på et tidspunkt hvor han præsterer på højeste internationale niveau. Det er sjældent, at en klub som Fredericia får adgang til netop den version af en landsholdsspiller.
Dette års EM-slutrunde understreger hvorfor. Kirkeløkke har været blandt Danmarks mest pålidelige våben, og det har han været fra en position, der egentlig ikke er hans. Omskolingen til højre fløj er sket af praktiske årsager. Aflastning af Mathias Gidsel. Et ønske om at bevare balance i både angreb og forsvar. Og en erkendelse af, at Kirkeløkke er en af holdets stærkeste forsvarsspillere.
Men det, der begyndte som en løsning, har udviklet sig til et våben.
Tallene taler deres eget, næsten absurde sprog. Med en scoringsprocent på 92,9 er Kirkeløkke den mest effektive fløjspiller ved EM blandt de spillere, der har taget mere end ti afslutninger. Det er ikke bare flot. Det er ekstremt. Og det er bemærkelsesværdigt, fordi det sker på en position, der ikke engang er hans naturlige.
Det siger noget om spillerens kvalitet, men også om hans forståelse for spillet. Kirkeløkke er ikke afhængig af én rolle. Han læser situationer, vælger sine afslutninger med omhu og leverer, når presset er størst. Den type egenskaber er guld værd på landsholdsniveau. Og de er mindst lige så værdifulde for en klub, der vil tage næste skridt.
For Fredericia betyder det, at man har sikret sig mere end en målscorer. Man har fået en international reference. En spiller, der ved, hvad det kræver at spille semifinaler, finaler og slutrunder, hvor hver bold tæller. Det er den slags erfaring, der smitter, både i omklædningsrummet og på banen.
I aften står Kirkeløkke igen i rampelyset, når Danmark spiller EM-semifinale mod Island. Det er kampe som denne, der definerer karrierer. Og det er netop disse kampe, Fredericia i 2027 får en spiller hjem fra.
For når Kirkeløkke en dag trækker den røde Fredericia-trøje over hovedet, bliver det ikke med løftet om potentiale. Det bliver med dokumentation. Med en spiller, der har bevist, at han kan levere på sportens største scene. Og det gør aftalen til noget ganske særligt i klubbens historie.
Der findes kampe, der er større end stillingen i programmet. Kampe, hvor linjerne trækker bagud i tiden og ind i menneskene på banen. EM-semifinalen mellem Danmark og Island i aften klokken 20.30 er sådan en kamp. Ikke mindst for én mand i den islandske defensiv.
For danske håndboldfans er Island et velkendt bekendtskab. Et hold, der altid spiller med kant, stolthed og en næsten stædig tro på, at de kan måle sig med de største. Men midt i de blå trøjer står en spiller, hvis vej til denne aften også går gennem Lillebælt.
Einar Ólafsson tilbragte tre sæsoner i Fredericia. År, hvor karrieren blev formet væk fra de store overskrifter, men tæt på det daglige håndværk. Træningerne. Kampene. Gentagelserne. Forsvaret som fag. I Fredericia blev han ikke stjernen. Han blev specialisten. Den, der gjorde det hårde arbejde, når spillet skulle lukkes ned, og marginalerne presses frem i eget favør.
At vejen siden har ført ham til HSV Handball og Bundesligaen, er ikke tilfældigt. Det er konsekvensen af en type spiller, der sjældent fylder mest i highlights, men ofte mest i trænernes tillid. Og netop tillid er det, Ólafsson gradvist har vundet på det islandske landshold.
Ved VM sidste år var han med til en slutrunde for første gang. Nu er han tilbage, mere integreret, mere brugt. 55 minutter samlet spilletid i turneringen fortæller historien meget præcist. Han er ikke fast mand. Han er ikke bærende. Men han er nødvendig. Forsvarsspecialisten, der kommer ind, når strukturen skal holdes, og tempoet bremses. Den type spiller, der sjældent bliver citeret, men ofte bliver savnet, hvis han mangler.
Og så er der det andet lag i fortællingen. Det, som ikke kan måles i minutter eller statistikker. For når Einar Ólafsson i aften træder ind på banen mod Danmark, går han samtidig i fodsporene på sin far, Ólafur Stefánsson. En af islandsk håndbolds største skikkelser. En spiller, der har stået i et hav af store kampe, båret forventninger og skrevet sig ind i sportens historie.
Sønnen er et andet sted i hierarkiet. En anden type spiller. Men måske netop derfor er denne kamp så stor. Ikke som arv, men som øjeblik. En EM-semifinale mod Danmark er ikke noget, man forventer. Det er noget, man griber, når chancen opstår.
For Fredericia er der også en stille genklang i aften. Byen, klubben, hverdagen, hvor Ólafsson tog de skridt, der nu har bragt ham hertil. Der er noget næsten poetisk i, at forbindelserne i håndbold ofte først bliver synlige, når man ser sig tilbage. Når en tidligere Fredericia-spiller står i en EM-semifinale mod Danmark og repræsenterer sit land på sportens største scene.
Kampen fløjtes i gang klokken 20.30. Danmark mod Island. Favorit mod udfordrer. Men for Einar Ólafsson er det mere end en kamp. Det er summen af valg, arbejde og tålmodighed. Og måske beviset på, at vejen til de største øjeblikke ikke altid starter i rampelyset, men i det stille forsvarsarbejde, langt fra finaledrømme og medaljetal.
POLITIK. En ny politisk aftale mellem regeringen, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti skal give nogle af landets mest udsatte borgere et mere værdigt liv. Med værdighedsreformen lægges der op til et markant nybrud i dansk socialpolitik, hvor faste krav og sanktioner erstattes af en mere helhedsorienteret tilgang og lettere adgang til hjælp – uanset hvor i landet borgeren opholder sig.
Reformen tager afsæt i en erkendelse af, at en gruppe borgere lever med massive sociale, psykiske og sundhedsmæssige problemer, som det nuværende velfærdssystem ikke formår at rumme. Det drejer sig blandt andet om mennesker, der lever på gaden, har et alvorligt stof- eller alkoholmisbrug og ofte samtidig kæmper med psykisk sygdom.
Ifølge aftalepartierne har mange af disse borgere svært ved at få hjælp, fordi de ikke passer ind i systemets eksisterende rammer, og fordi de ofte befinder sig langt fra den kommune, hvor de formelt hører til. Med værdighedsreformen skal hjælpen i højere grad følge borgeren – og ikke omvendt.
Reformen indeholder blandt andet etableringen af såkaldte Gadens Huse i de større byer. Her skal udsatte borgere kunne få adgang til sundhedsfaglig hjælp, rusmiddelbehandling og social støtte ét sted. I landdistrikter og mindre byer skal mobile udsatte-enheder opsøge målgruppen og tilbyde samme type helhedsorienteret hjælp.
Som en del af en treårig national forsøgsordning får sagsbehandlere i Gadens Huse og de mobile enheder mulighed for at iværksætte indsatser efter serviceloven, uanset hvilken kommune borgeren har adresse i. Dermed forsøger aftalen at gøre op med de problemer, der opstår, når borgere falder mellem bopæls- og opholdskommuner.
Et centralt element i reformen er, at socialt udsatte med stærk stofafhængighed fremover får ret til at beholde stoffer til eget forbrug. Ifølge aftalepartierne kan bøder, fængsling og konfiskation gøre en i forvejen svær situation endnu værre.
Der afsættes samtidig midler til flere stofindtagelsesrum og til at udvide kapaciteten i de eksisterende rum, blandt andet gennem længere åbningstider. Målet er at skabe tryggere og mere værdige rammer for stofbrugere, der ellers risikerer at indtage stoffer under farlige forhold.
Reformen rummer også en styrket indsats for bedre abstinensbehandling, herunder etablering af en national døgnåben rådgivning om rusmiddel- og lægemiddelabstinenser. Derudover afsættes der midler til at styrke den frivillige gældsrådgivning, så flere udsatte borgere får mulighed for at få eftergivet eller saneret gæld.
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen peger på, at reformen både handler om konkrete indsatser og om et opgør med faste forestillinger i velfærdssystemet.
»Værdighedsreformen vil gøre en forskel for de mennesker, som lever på kanten af vores samfund. Og den viser samtidigt, at det er muligt at gøre op med meget faste tankegange om vores velfærdssamfund. Vi rækker nu en hånd ud til de mennesker, som lever meget kaotiske liv på gaden og siger, at vi vil give plads til de skæve liv. Men aldrig acceptere uværdige liv«, siger hun.
Også blandt de øvrige partier bag aftalen er der opbakning til den nye tilgang. Venstres socialordfører Erik Veje Rasmussen fremhæver, at systemet i højere grad skal indrettes efter borgerne.
»I Venstre har vi altid sagt, at systemet skal være til for borgerne. Det skal også gælde de allermest udsatte, som fortjener at blive mødt med værdighed. Med værdighedsreformen skal udsatte borgere mødes i øjenhøjde«, siger han.
Fra Moderaterne kalder udsatteordfører Nanna Gotfredsen aftalen et længe ventet opgør med tidligere tiders håndtering af de mest udsatte borgere.
»Endelig er vi nu her, hvor lovgivning og strukturer vendes rundt, så der faktisk kan blive skabt én dør ind til fagligt dygtige, værdige rum med faktisk adgang til den hjælp man har brug for og ret til«, siger hun og understreger, at indsatsen skal ske i samarbejde med både civilsamfund og brugerorganisationer.
SF’s socialordfører Astrid Carøe fremhæver, at reformen skal sikre, at hjælp bliver mere tilgængelig og mindre bureaukratisk.
»Paradoksalt nok er det ofte dem, der har brug for mest hjælp, der får mindst hjælp. Det laver vi heldigvis om på nu ved at sætte mennesket før alt andet«, siger hun.
Hos Det Konservative Folkeparti peger socialordfører Joachim Hoffmann-Petersen på, at reformen flugter med partiets værdier.
»Systemets indretning må aldrig stå i vejen for god omsorg, kassetænkning bliver nu langt sværere«, siger han.
Socialdemokratiets misbrugsordfører Maria Durhuus fremhæver, at udsathed ikke er et storbyfænomen.
»Indsatser for udsatte borgere er ikke kun noget, der hører hjemme på Vesterbro, for udsathed findes i hele Danmark«, siger hun.
Med værdighedsreformen er der ifølge aftalepartierne taget et vigtigt skridt mod et mere fleksibelt og menneskeligt system for nogle af de borgere, der hidtil har haft sværest ved at få den hjælp, de har brug for.
POLITIK. Udsatte stofbrugere med stærk afhængighed i hele Syd- og Sønderjylland får nu samme rettigheder som i Vejle, når de møder politiet. Med en ny politisk aftale i værdighedsreformen bliver det fremover muligt at beholde stoffer til eget forbrug uden konfiskation, uanset hvor i regionen man befinder sig.
Hidtil har reglerne betydet, at det kun var stofbrugere i Vejle, der kunne undgå konfiskation, fordi byen ligger tæt på et af landets få stofindtagelsesrum. Det har ifølge SF skabt en urimelig forskelsbehandling af udsatte borgere i resten af regionen.
»Jeg glæder mig over, at vi endelig kan rydde denne uretfærdighed af vejen, så det ikke længere her i regionen kun er i Vejle, at stofbrugerne ikke får konfiskeret deres stoffer. For stofbrugere findes overalt, og de skal jo alle ud og skaffe penge til nye stoffer, når de er stærkt afhængige. Det betyder mere kriminalitet eller flere sexkunder,« siger SF’s landdistrikts- og retsordfører Karina Lorentzen.
Hun peger på, at konfiskation af stoffer ikke løser problemerne for mennesker med tung afhængighed, men i stedet kan forværre deres situation.
»Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning. For mange af de her mennesker er afhængigheden altomsluttende, og bøder, fængsling og konfiskation gør kun et hårdt og kaotisk liv endnu sværere. Man kan ikke straffe sig ud af afhængighed. Det er et sundhedsproblem – ikke kriminalitet,« siger Karina Lorentzen.
SF har i længere tid kritiseret de tidligere regler, hvor man ganske vist slap for straf, men stadig kunne få konfiskeret sine stoffer, medmindre man opholdt sig tæt på et stofindtagelsesrum. Ifølge Karina Lorentzen gav det en skæv geografisk virkelighed, hvor postnummeret afgjorde, hvilke rettigheder man havde.
»Det var så tudetosset, at det kun var rundt omkring landets få stofindtagelsesrum, der blev givet en ret til at beholde stofferne. I Sydjylland findes de i vid udstrækning også uden for Vejle, fx har vi haft en del stofbrugere i bl.a. Kolding og Esbjerg, men også store problemer med opioider i Fredericia og Ribe, og de har da også krav på værdighed. Det får de nu,« forklarer hun.
Karina Lorentzen har selv været medforhandler på den del af værdighedsreformen, der handler om konfiskation. Tidligere har hun foreslået, at stærkt afhængige stofbrugere skulle have et særligt ID-kort for at undgå straf og konfiskation, men det forslag blev kun delvist imødekommet, indtil den nye aftale nu udvider rettighederne til hele regionen.
Værdighedsreformen indeholder også tiltag, der skal give bedre adgang til hjælp for udsatte borgere, herunder bedre abstinensbehandling. Samtidig er planen, at der på sigt skal etableres flere stofindtagelsesrum rundt om i landet.
»Kommunerne skal søge om pengene til stofindtagelsesrum, men jeg har da et håb om, at Esbjerg vil søge. Det forekommer mig, at man har en stor målgruppe her,« siger Karina Lorentzen.
Med ændringen er der ifølge SF taget et vigtigt skridt mod mere lige behandling af udsatte stofbrugere i Syd- og Sønderjylland, uanset om de bor i en stor by eller langt fra et stofindtagelsesrum.
SUNDHED. Et nyt forskningscenter på Odense Universitetshospital skal de kommende år bruge kunstig intelligens til at finde og behandle sygdomme i brystkassen mere præcist. Centeret, der har fået navnet Center for Klinisk Excellence THORACIC PARK, har netop modtaget 7,5 millioner kroner i støtte fra Regionsrådet i Region Syddanmark.
Hvert år gennemføres omkring 150.000 CT-scanninger af brystkassen i regionen, blandt andet for at opdage sygdomme som lungekræft, lungebetændelse og blodpropper i lungen. Med en aldrende befolkning vokser behovet for avanceret billeddiagnostik, og her skal kunstig intelligens spille en central rolle.
Forskerholdet vil udvikle algoritmer, der kan hjælpe lægerne med tidligere og mere præcis identifikation af blandt andet lungekræft, blodpropper, udposninger på hovedpulsåren og hjerte-kar-sygdomme. Målet er både at styrke diagnosticeringen og give bedre viden om patienternes prognose.
Centeret forankres på OUH i tæt samarbejde med Syddansk Universitet samt andre sygehuse i og uden for regionen. Det bliver det tiende excellencecenter i Region Syddanmark siden 2015.
Regionsrådsformand Bo Libergren glæder sig over, at regionen endnu en gang investerer i forskning på højt niveau.
»THORACIC PARK bliver det tiende excellencecenter i regionen siden 2015. Centrene har understøttet patientbehandling på allerhøjeste niveau, og det glæder mig, at vi gennem årene har kunnet støtte så mange dygtige forskere i regionen. Holdet bag THORACIC PARK vil udnytte det store teknologiske potentiale, der ligger i kunstig intelligens i sundhedsvæsenet, og jeg ser frem til at følge deres arbejde og resultater, som i sidste ende kommer patienterne til gode,« siger han.
Ledelsen af det nye center varetages af ledende overlæge og klinisk professor Christian B. Laursen fra Lungemedicinsk Afdeling på OUH. Han ser støtten som en mulighed for at omsætte teknologiske visioner til konkret patientbehandling.
»Der er meget snak om potentialet i AI, og i vores projekt vil vi have det ud at leve i det moderne sundhedsvæsen, så det rent faktisk kommer til at gøre en forskel for patienterne. Vi træner algoritmerne på rigtige patientforløb fra regionen og tester det ude på afdelingerne. På den måde får vi en løsning, der både er skræddersyet til Region Syddanmark, men også potentielt vil kunne udbredes nationalt og internationalt og inden for andre sygdomsområder,« siger han.
Ambitionen er at samle vurderingen af hjerte-, kar- og lungesygdomme i én samlet AI-baseret platform. Ifølge Christian B. Laursen kan det skabe mere sammenhængende patientforløb og mindske behovet for gentagne undersøgelser.
»Når en patient får scannet brystkassen, giver det ikke mening, at AI kun fokuserer på én bestemt ting. Vi forsøger at samle hjerte-, kar- og lungeperspektivet, så patienten oplever et mere sammenhængende forløb. Normalt skal patienten måske videre til flere forskellige scanninger og undersøgelser, og det kan være svært at navigere i. Den kunstige intelligens skal hjælpe med at minimere ekstraforløb og unødvendige undersøgelser, der kunne komme efterfølgende,« siger han.
Center for Klinisk Excellence THORACIC PARK modtager forskningsstøtte over de næste fem år og skal arbejde tæt sammen på tværs af lægespecialer og sygehuse. Målet er, at forskningen hurtigt kan omsættes til praksis og på sigt komme patienter til gavn både i Region Syddanmark og uden for landets grænser.
BUSINESS. Efter knap to årtiers arbejde med udrulning af fibernet i Trekantområdet er det nu slut for EWII som ejer af den fysiske infrastruktur. Konkurrencerådet har godkendt salget af EWIIs fibernet, og dermed kan handlen gennemføres fra 1. februar.
Det er selskabet Sinal, der overtager fibernettet, som består af de kabler, der gennem årene er gravet ned i veje og fortove i området. Fra den 2. februar bliver fibernettet en del af Sinals infrastruktur.
Salget markerer afslutningen på et af EWIIs største infrastrukturprojekter og betyder samtidig, at knap 50 medarbejdere overgår til en ny organisation.
»Det er en helt særlig milepæl i EWII. Vi har brugt knap 20 år på at udrulle fibernettet i hele vores forsyningsområde, så det er et kæmpe infrastrukturprojekt, som vi afslutter. Samtidig siger vi farvel til de knap 50 gode kolleger, som nu skal passe på fibernettet i en ny organisation. Det er kolleger, der har været med til at fuldføre vores vision om at styrke Trekantområdet med digital infrastruktur, hvilket vi alle er utroligt stolte af,« siger administrerende direktør i EWII Koncernen, Lars Bonderup Bjørn.
Godkendelsen fra Konkurrencerådet har været betinget af, at Norlys-koncernen, som ejer Sinal, ophørte samarbejdet med en række antenneforeninger. Den betingelse er nu opfyldt, og derfor kan salget gennemføres som planlagt.
For de fleste internetbrugere i Trekantområdet vil ejerskiftet ikke kunne mærkes i hverdagen. Salget ændrer ikke på, hvor kunderne har deres internetabonnement.
EWII fortsætter nemlig som udbyder af internetabonnementer på fibernet i Trekantområdet og tilbyder fortsat internet via både fiber og coax på landsplan. Derudover er energikoncernen landsdækkende med elaftaler og ladebokse til elbiler.
Ifølge EWII giver salget af fibernettet mulighed for at fokusere endnu mere på nye investeringer inden for energi, klima og grøn omstilling. Med den gennemførte handel lukker EWII dermed et markant kapitel i koncernens historie og retter blikket mod nye strategiske mål.
BUSINESS. Der er en særlig ro, når man kommer kørende ad Egeskovvej mod Randal Beton i Fredericia. På den ene side ligger KFUM’s boldbaner. På den anden side naturen omkring Randal Bæk, sneklagt denne vinterdag. Tæt her voksede Jan Riisager op på Eriksvej, mens forældrene passede forretningen på den anden side af vejen.
På den 27.000 kvadratmeter store plads kører truckene stadig rundt og flytter speciallavede betonelementer. Støjen fra virksomheden overdøves af bilerne, der passerer på Egeskovvej. Det er en af de små ironier, Jan Riisager selv noterer sig, de gange snakken falder på støj og byudvikling.
Når Jan Riisager bevæger sig rundt mellem hallerne, er tempoet et andet. Den ro, der omgiver ham, skyldes ikke stilstand, men erkendelse. Fredag støbes der beton for sidste gang. Ikke som et symbolsk farvel, men fordi der stadig er en ordre, der skal gøres færdig. Sådan har det altid været her. Arbejdet først, orden i tingene, og afskeden bagefter.
»Det første, jeg kan huske, det er egentlig, at jeg selv er hernede som 13-årig og står i en eller anden form og smider beton op i en lille bitte form.« Jan Riisager smiler, da han fortæller det. Små ringe til vandstik, der skulle hæve dækslerne op i niveau med fortovet. Det var ikke store konstruktioner, men det var begyndelsen. Og det var her, relationen til stedet blev støbt, længe før han vidste, at det skulle blive hans livsværk.
Hans far startede på fabrikken i 1966. Dengang manglede de en truckfører, og med det grønne bevis i hånden var vejen ind i virksomheden kort. To år senere blev faderen formand og var med til at installere et nyt blandeanlæg i slutningen af 60’erne. Et anlæg, som Jan Riisager mange år senere selv lukkede ned. »Det blandeanlæg lukkede jeg ned for for 14 år siden, fordi jeg skulle levere CE-mærket beton, og det kunne jeg ikke med det blandeværk.« Teknologien, kravene og tiden løb videre. Det samme gjorde byen.
I begyndelsen var Randal Beton ikke en familievirksomhed. Men da den tidligere ejer døde i begyndelsen af 80’erne, forpagtede Jans forældre grunden i tre år, før de købte den. På det tidspunkt var der fire ansatte. Og så var der Jans mor, der gik fra jobbet som pædagog til at blive bogholder, økonomichef og som Jan tørt bemærker, IT-chef, selvom der ikke rigtig var noget IT endnu. Jan Riisager havde egentlig ikke tænkt, at han skulle overtage. Han havde stået ved maskinerne som knægt og syntes, det var »dødens pølse«. Han tog en uddannelse, var officer af reserven og drømte om noget andet. Men livet trak i en anden retning. »Min kone blev gravid, og samtidig var der en mand, der stoppede hernede, da jeg sad og spiste hos mine forældre en søndag aften. Så mandag morgen startede jeg hernede. Så var det ligesom lagt,« siger han og ler stille.
Siden da er der gået næsten 33 år, og faderen nåede at være på stedet i 39 år, inden han og Jans mor gik på pension. Det er et helt arbejdsliv, faktisk to, og imellem dem et sted, hvor hverdagen ikke blev målt i karrierehop, men i mødetider, maskiner og de samme mure, man gik ind ad igen og igen. Beton har fyldt det meste af livet.
I mange år var forretningen enkel og stabil. Belægningsten, rør og fliser blev produceret og solgt videre, ofte til kommunen, og der var en forudsigelighed i både opgaver og indtægter, som gjorde hverdagen overskuelig. Det var ikke glamourøst, men det var til at regne med. En klassisk lokal industrivirksomhed, hvor man vidste, hvad man stod op til mandag morgen. Så ændrede vilkårene sig. Ikke gradvist, men pludseligt. »Det stoppede jo nærmest hen over en weekend, fordi kommunen pludselig begyndte at købe alle mulige steder og få priser ind.«
Det var dér, Jan Riisager traf et afgørende valg. Den store belægningsmaskine blev solgt. Det var det sidste, hans far var med til, da de sammen løsnede de sidste bolte i gulvet, før maskinen blev kørt til Polen. I stedet fandt virksomheden en niche. »Så begyndte vi at lave speciel beton. Vi fandt en lille niche, hvor vi kunne være og trives.« Det blev ikke masseproduktion, men specialopgaver. Beton, der krævede omtanke, dialog og håndværk. Og sporene er der endnu. »Når jeg kommer rundt til næsten alle byer i Danmark, så kan jeg se, det der, det har vi lavet,« siger han stolt.
I Jelling står de hvide søjler og fliser ved Kongernes Jelling, optaget på UNESCOs verdensarvsliste. I Aarhus, Vejle, Kolding, Ørestad og mange andre steder findes blomsterkummer, altaner, fliser og konstruktioner fra Randal Beton. Opgaver, der ikke altid var lige til. »Nogle gange har vi virkelig skulle sætte os ned og kigge på hinanden, formanden og jeg, og spørge hvordan fanden løser vi det her.«
Men de fandt en vej, igen og igen.
At finde en vej handlede imidlertid ikke kun om beton og konstruktioner, men i lige så høj grad om mennesker. Om dem, der mødte ind hver morgen, ofte i årtier, og som gjorde fabrikken til mere end maskiner og støbeforme. For Jan Riisager er det næsten umuligt at tale om Randal Beton uden også at tale om dem, der har haft deres hverdag, deres arbejdsliv og i nogle tilfælde deres livsforandring inden for murene. »Der er mange, der har været her i rigtig lang tid.«
Formanden Morten Aksø stopper efter 31 år. En medarbejder gik på pension som 81-årig. En anden, kendt som Speedy, nåede 29 år, inden han ved årsskiftet gik videre. Det er ikke tilfældigheder, men resultatet af en tilgang, hvor stabilitet og loyalitet blev set som en styrke. Randal Beton har ikke kun været et produktionssted, men et sted, hvor relationer fik lov at vokse, og hvor mennesker blev hængende, fordi der var plads til dem.
Men der var også dem, der kom ind ad døren med mere i bagagen end de fleste. Folk, der havde haft det svært, var ramt skævt af livet, havde været sygemeldt eller stod uden fodfæste på arbejdsmarkedet. Her blev døren ikke lukket. »Der er også ret mange, der starter hernede, som ikke har en helt ren straffeattest,« fortæller han.
Jan Riisager fortæller det roligt og uden dramatik, men med tydelig stolthed, om medarbejdere der begyndte med fodlænke, om samarbejdet med kriminalforsorgen, jobcenteret og EUC Lillebælt og om løsninger, der ikke stod i nogen manual. Weekendafsoning blev erstattet af dokumenteret fremmøde, budgetter blev lagt sammen med banken, og nogle morgener blev der kørt ud for at hente folk, når det hele var lidt tungt. Det var ikke socialpolitik, men hverdagsledelse. »Efter kort tid har de fundet ud af, at det, de har bidraget med, er noget, de andre sætter pris på.«
For Jan var pointen enkel. Når mennesker oplever, at der er brug for dem, og at deres arbejde betyder noget, så sker der noget, med dem selv, med deres familier og med deres tro på, at de kan mere, end de måske selv havde regnet med. Det var også derfor, Randal Beton i 2024 modtog CSR-prisen. En anerkendelse, Jan Riisager ikke ser som en afslutning, men som en bekræftelse på en måde at drive virksomhed på, hvor ansvar ikke var et tillæg, men en del af fundamentet. »Jeg er enormt stolt af, at der er andre, der har lagt mærke til, hvad vi har forsøgt at gøre.«
Men historien har også en anden side. En side, der handler om støj, by og udvikling. Fabrikken ligger i dag inden for bygrænsen, og Grønlandskvarteret voksede frem omkring den i slutningen af 60’erne og 70’erne, dengang hvor industrien var en naturlig del af byen, og hvor støjen var noget, man levede med. »Støjniveauet på det tidspunkt var fuldstændig vanvittigt i forhold til i dag,« fortæller han.
EU-direktivet fra 2014 ændrede vilkårene for støjende virksomheder. Produktionen skulle omlægges, flyttes eller lukke. Og selvom Jan Riisager oplever, at støjen i dag primært består af lidt lastbil- og truckkørsel, blev rammerne gradvist for snævre. »Der skal lidt støj til, ellers kan man ikke eksistere.«
Han havde håbet, at der kunne findes en løsning, hvor virksomheden langsomt blev givet videre, en glidende overgang til nye hænder og nye kræfter. Men det lykkedes ikke. I stedet blev virksomheden solgt, og afviklingen begyndte. Alligevel er det ikke bitterhed, der fylder mest, men eftertænksomhed over den udvikling, der har formet både byen og arbejdspladsen. »Den udvikling, der har været i samfundet, den har egentlig også fulgt med her.«
Det ses i de gamle bygninger og i detaljerne. De smalle trapper, hvor man engang bar 50 kilos sække op ad gangen. Det moderne løftegrej, der siden kom til. Et arbejdsliv, der har forandret sig, men stadig har haft tyngde og betydning.
Fredag kører Jan Riisager til bageren på Vesterbrogade og henter rundstykker. De sætter sig i en rundkreds, og der støbes beton for sidste gang, ikke som en markering, men fordi der stadig er en opgave, der skal gøres færdig. Mandag begynder nedtagningen. Kraner pilles ned. Inventar flyttes. Der ryddes op. »Der skal ikke fejres det helt store.«
Men vemodet melder sig alligevel, især når kalenderen nærmer sig slutningen. »Især når vi når hen til den 28.,« bemærker Jan. Og måske, når den sidste dag for alvor rammer, kan det ikke helt udelukkes. »Det kan da godt være, der skal uddeles en enkelt tudekiks,« smiler han så til sidst. Et stille punktum for en virksomhed, der i mere end et århundrede har sat sine spor, ikke kun i beton, men i mennesker.
POLITIK. En ny politisk aftale mellem regeringen, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti skal give nogle af landets mest udsatte borgere et mere værdigt...
SUNDHED. Et nyt forskningscenter på Odense Universitetshospital skal de kommende år bruge kunstig intelligens til at finde og behandle sygdomme i brystkassen mere præcist....
