Missionen blev løst: Kirkeløkke løste den stillede opgave

Af

-

23:53 - 22. januar

Efter nederlaget til Portugal rejste Danmark sig mod Frankrig. For Niclas Kirkeløkke handlede sejren mindre om fremtid og mere om nuet – om at tage ansvar, stå imod presset og være klar, når chancen kom.

Der er tidspunkter i en slutrunde, hvor perspektivet forskydes. Hvor det, der ligger forude, må vente, fordi det, der sker nu, kræver al opmærksomhed. For Niclas Kirkeløkke er fremtiden allerede tegnet op med en aftale med Fredericia, der først træder i kraft i sommeren 2027. Men midt i et EM, midt i et opgør mod Frankrig, findes der kun ét tidsrum: nuet.

Danmark kom fra et nederlag til Portugal, men rejste sig med en sejr på 32-29. Kirkeløkke spillede hele anden halvleg og scorede to mål på to forsøg. En præstation, der ikke råber, men bærer.

»De er enormt fysisk stærke og spiller med høj kvalitet gennem hele kampen. Midtvejs i anden halvleg ser det også lidt sort ud, hvor vi er bagud med et mål, men jeg havde hele tiden følelsen af, at hvis vi blev ved med at kæmpe, holde hovedet højt og spille vores spil, så ville chancerne komme.«

Det er en tro, der ikke opstår ud af ingenting. Den bygger på erfaring og på tillid til strukturen. »Når vi først begynder at få bolden i mål, ved jeg, at vi har mulighederne for at vinde.«

Kirkeløkke havde siddet over mod Portugal, og netop derfor var rollen mod Frankrig ikke givet på forhånd. Men den blev taget imod uden forbehold.

»Jeg spillede ikke mod Portugal, så det var selvfølgelig rigtig fedt at komme ind og få en rolle i dag mod Frankrig. Jeg vil altid gerne spille, hvis det er det bedste for holdet. Det er fedt at få ansvar og lov til at spille foran så mange fans.«

Opgaven var klar, også i detaljen. Nikolaj Jacobsen havde allerede inden kampen gjort opgaven klar for Kirkeløkke. »Jeg var forberedt på opgaven, både defensivt og som fløj, men det handlede især om at stå imod det enorme pres, de kommer med. De er virkelig fysiske.«

At blive skubbet ud på fløjen er ikke længere noget, der skaber usikkerhed. »Følelsen af at score på de første chancer er selvfølgelig rigtig god. Det er altid lidt anderledes at blive skubbet ud på fløjen, men jeg føler efterhånden, at jeg har opbygget en god sikkerhed derude.«

Kampen bevægede sig ind i et tæt slutforløb, hvor marginalerne igen blev afgørende. Denne gang faldt de ud til dansk side.

»I slutningen af kampen er det helt tæt, men jeg synes, vi finder nogle bedre løsninger end Frankrig. Om det handler om mentalt overskud, ved jeg ikke helt, men jeg føler, at vi står tættere sammen defensivt.« Også rammen spillede ind.

»Opbakningen fra publikum betyder enormt meget. Vi bliver virkelig båret frem af fansene, og det giver ekstra energi, når trætheden begynder at melde sig.«

Sliddet var gensidigt, men Kirkeløkke fornemmede, at det danske hold havde mere tilbage til sidst. »Jeg tror også, at det spiller ind, at vi hele tiden slider på deres forsvar. De er nødt til at løbe meget med vores angreb, og selvom det er det samme for os, har jeg ofte fornemmelsen af, at vi har lidt flere kræfter til sidst.«

Da kampen var afgjort, kom forløsningen. »Efter sådan en kamp, hvor vi har kæmpet hårdt hele vejen igennem, er der mange følelser, der bliver lukket ud, når det endelig lykkes.«

Holdets tillid til hinanden blev også tydelig, ikke mindst i forhold til Emil Jakobsen.

»Vi ved alle, at han er en fløj i verdensklasse. Det er der ingen tvivl om, og det ved han også selv. Sådan er håndbold nogle gange. Vi stoler alle på ham, og så kommer han bare og leverer.«

Nederlaget til Portugal var ikke glemt, men det var heller ikke noget, der fik lov at hænge fast. »Det er selvfølgelig aldrig nemt at tabe, men det er heller ikke første gang, vi har prøvet det. Det handler om at komme videre så hurtigt som muligt.«

Processen er velkendt. »Man ærgrer sig meget samme aften og også lidt dagen efter, hvor kroppen kan føles tung. Men så samles vi, sidder sammen, får snakket og hygget lidt. Stille og roligt begynder fokus at flytte sig fremad, og kampen fylder mindre og mindre.« For Kirkeløkke er det netop dér, han befinder sig. Ikke i sommeren 2027. Ikke i det næste kapitel. Men i det, der skal gøres nu.

En rutsjebanetur for Gidsel og kammeraterne

Af

Patrick Viborg

-

23:50 - 22. januar

0

Der findes kampe, hvor man spiller godt. Og så findes der kampe, hvor man finder noget andet. Noget dybere. I Danmarks 32-29-sejr over Frankrig var det det sidste, der kom til syne. For Mathias Gidsel blev aftenen en rutsjebane – og et sted, hvor ansvar ikke kunne skubbes videre.

Ni mål. Men tallene fortæller ikke historien alene. »Det var en rutsjebane og en stor udfordring.« Første halvleg var præget af modstand. Ikke kun fra Frankrig, men indefra.

»Jeg synes, første halvleg var svær. Vi brænder for meget, men holder dem alligevel på afstand. I forsvaret får vi lokket mange skud bagfra, og Emil står rigtig godt.«

Danmark var stadig i kampen, men uden den ro og sikkerhed, der normalt kendetegner holdet. Nederlaget til Portugal lå stadig som en uro i baggrunden – ikke glemt, ikke bearbejdet, men mærkbar. »Jeg er stolt af det udtryk, vi kommer med efter Portugal-kampen. Jeg tror, det sendte et chok gennem hele håndboldverdenen – men også gennem holdet – hvordan vi tabte den kamp.«

Ifølge Gidsel blev kampen mod Frankrig en test, ikke kun af spillet, men af karakteren. »Det blev en stor test af, hvor meget karakter der er i sådan et hold, og det viste vi i dag. Der er faktisk ret meget bund i os.« Dagene op til opgøret var ikke lette.

»De sidste 48 timer har været lidt som en falsk humørboble. Vi har virkelig prøvet at hive hinanden op, men der var ikke nogen, der var tilfredse efter Portugal. Jeg tror faktisk, mange var skuffede over sig selv.« Netop derfor blev opgaven mod Frankrig også anderledes. Mere rå. Mere nødvendig.

»Vi har holdt fast i hinanden og sagt, at nu skulle vi ud mod Frankrig, velvidende at vi var under et stort pres – også på hjemmebane – og vise et andet udtryk.« Det blev ikke smukt hele vejen.

»Det kan godt være, at ikke alt var kønt håndboldmæssigt, men vi fik blod på knæene i dag, og det var også det, der bragte os tilbage i kampen.« Viljen blev et redskab. »Med vilje og hårdt arbejde kan man komme langt.«

I kampens sidste fase var presset konstant. »I det sidste kvarter er der et enormt pres, både da de fører med to, og da vi gør det. Vi ved godt, at et nederlag ville gøre situationen meget svær for os.«

At kunne vende kampen mod netop Frankrig gjorde indtryk.

»Ud fra det, jeg havde set fra Frankrig i gruppespillet, var det noget af det bedste, jeg har set fra dem længe. At kunne vende kampen mod dem på den måde viser, at der er noget i os som hold.« I pausen var der ingen hurtige løsninger. »Der var selvfølgelig frustration over, at vi brændte vores afslutninger. Der var også nogle defensive justeringer, selvom vi egentlig var rimelig tilfredse med at have lukket dem til mange skud bagfra.«

Anden halvleg blev et spørgsmål om tålmodighed. »Vi måtte tage hovedet ned, blive ved med at arbejde og håbe på, at målene nok skulle komme – og det gjorde de.« For Gidsel personligt blev kampen et spejl.

»Det var en svær kamp for mig personligt. Jeg tror ikke, der er mange, der vil vurdere min første halvleg som god.« Men netop derfor fik den en anden betydning. »For mig var det faktisk en af de bedste kampe i min karriere.« Vendepunktet lå i pausen.

»At gå i pausen med mange negative tanker, måske miste lidt af troen på sig selv, og så komme ud i anden halvleg, tage ansvar og vise mine holdkammerater, at de kan stole på mig – det er jeg virkelig stolt af.«

Han greb fat i sig selv. »I pausen mindede jeg mig selv om noget, en god ven skrev til mig dagen før: At det er i svære tider, de rigtige ledere viser format.« Der var ingen tvivl om ansvaret. »Vi var kun bagud med ét mål, og jeg vidste godt, hvilket pres og ansvar der lå på mig.« Løsningen var enkel – i hvert fald i ord. »Så handlede det om at lægge de negative tanker væk og sige til sig selv, at det stadig bare er håndbold.«

Han stod alene med det. »Jeg har ikke brug for nogen særlig mentorhjælp i sådan en situation. Jeg føler, at jeg har værktøjerne i min egen værktøjskasse.« Da kampen var slut, stod følelsen tilbage.

»Den forvandling er jeg stolt af, og jeg er glad for, at mine holdkammerater kan stole på mig, og at jeg kan leve op til deres forventninger.« Ni mål. En sejr. Men frem for alt et svar. Ikke kun til modstanderen – men til sig selv.

Danmark rejste sig mod Frankrig og genopbyggede fortet

Af

Patrick Viborg

-

23:19 - 22. januar

0

Danmark genopbyggede fortet i Jyske Bank Boxen med en 32–29-sejr over Frankrig efter pausestillingen 12–11, hvor Mathias Gidsel, Simon Pytlick og Emil Nielsen bar holdet frem før næste kamp mod Spanien.

Danmarks 32–29-sejr over Frankrig blev en kamp, hvor murene blev slået i igen med vilje, stædighed og nerver af stål. Hvor støjen vendte tilbage, hvor grebet blev genfundet, og hvor Danmark – presset til kanten – fandt den version af sig selv, der nægter at give slip, når det hele begynder at brænde.

Det begyndte hektisk og kantet. Simon Pytlick satte Danmark i gang med kampens første mål, men indledningen bar hurtigt præg af franske straffekast, hårde dueller og dommerkendelser, der fik frustrationen til at boble. Emil Nielsen leverede tidligt redninger, men gang på gang blev de annulleret af fløjtet i den anden ende. Hugo Descat scorede på straffe, Elohim Prandi slog til på opløb, og Mathias Gidsel kæmpede med både sin timing og dialogen med dommerne.

Alligevel var der danske glimt. Johan Hansen var iskold fra fløjen, Gidsel scorede fra en umulig vinkel og vendte sig mod den røde mur i jubel, og i en fase stod det danske forsvar kompakt, så både Pytlick og Gidsel kunne score i tomt mål. Men rytmen blev aldrig helt dansk. Frankrig trak endnu et straffekast, Kevin Møller blev sendt ind, og selv om Emil Jakobsen fik Danmark på tavlen, blev chancerne også brændt i stimer. Ved pausen stod der 12–11 til Frankrig – et resultat, der sagde det hele: tæt, frustrerende og stadig helt åbent.

Efter pausen ændrede kampen karakter. Danmark justerede på fløjene for at få bedre styr på det defensive match-up, og Emil Nielsen lagde ud med en redning på Descat. Gidsel udlignede, Minne svarede, Kirkeløkke fandt nettet fra fløjen, og tempoet steg. Hver scoring blev fulgt af et modsvar, hver fejl straffet øjeblikkeligt.

Midt i anden halvleg begyndte kampen at vippe. Emil Nielsen hev en voldsom redning frem på Dika Mem, Gidsel scorede sit sjette mål og bragte Danmark foran, men et brøl fra overlæggeren i den anden ende blev fulgt af fransk udligning. Danmark misbrugte endnu et straffekast, Frankrig scorede, og kort efter lavede Simon Pytlick en teknisk fejl, der gav Frankrig føringen 23–21. Timeout. Stilhed. Pres.

Det var her, kampen for alvor blev en test af dansk modstandskraft.

Danmark svarede igen. Emil Jakobsen scorede på straffe. Andersson slog til under pres. Emil Nielsen leverede endnu en redning, selv om Rasmus Lauge kort efter blev udvist, og Boxen eksploderede i raseri. Alligevel holdt Danmark hovedet koldt. Jakobsen udlignede på kontra, Frankrig overtrådte, og pludselig var Danmark i front 27–26 med seks minutter igen.

De sidste minutter blev spillet på ren vilje. Andersson scorede igen. Gidsel brød igennem én gang, så én gang mere, og med 51 sekunder igen stod der 31–29. Frankrig tog timeout. Danmark stod samlet, vendte sig mod tribunerne, og da Saugstrup kort efter blev udvist, nægtede Frankrig alligevel at gå syv mod seks. Det sidste forsøg blev afvist. Tiden løb ud.

32–29. Danmark havde vundet.

Efter nederlaget tidligere i turneringen var der intet, der kom gratis. Men denne aften blev fortet genopbygget – ikke med uovervindelighed, men med vilje. Danmark spiller næste kamp lørdag mod Spanien, og denne sejr tog ikke bare to point med sig, men også følelsen af, at Jyske Bank Boxen igen er et sted, man skal slå Danmark.

Live: Danmark under pres inden brag mod Frankrig

Af

Patrick Viborg

-

20:15 - 22. januar

0

Danmark er kommet under pres med det uventede nederlag til Portugal. Men nu gælder det mellemrunden, hvor Frankrig venter i den første kamp. Følg, hvordan det går Nikolaj Jacobsen live i tekst på AVISEN.

FC Fredericia henter Friday Etim i FC Midtjylland – angriber på lang aftale

Af

Andreas Andreassen

-

16:51 - 22. januar

0

FC Fredericia har forstærket offensiven markant med tilgangen af angriberen Friday Etim, der skifter til klubben fra FC Midtjylland. Parterne har indgået en langsigtet aftale, der løber frem til sommeren 2029.

Friday Etim kommer til Fredericia efter at have været en del af et stærkt og konkurrencepræget miljø i FC Midtjylland, og ifølge angriberen selv har den sportslige plan været afgørende for valget af ny klub.

»Jeg har haft en rigtig god dialog med træneren, og den tillid og tro, der er blevet vist mig, har været vigtig. Der er en klar plan, som jeg passer ind i, og derfor føltes skiftet til FC Fredericia som det rigtige skridt,« siger Friday Etim.

Han ser frem til hurtigt at komme i gang i den nye klub.

»Jeg glæder mig til at starte op, spille en masse kampe og møde fansene. Jeg vil give alt for klubben,« siger han.

Hos FC Fredericia glæder den sportslige ledelse sig over at få den angriber, man har været på udkig efter gennem længere tid.

»Vi er meget glade for at få Etim til klubben. Vi har ledt længe efter en nier, der kan forstærke os offensivt, og det er vi nu lykkedes med. Samtidig er det en spiller, vi har fulgt gennem flere transfervinduer, og da muligheden opstod, slog vi til,« siger sportslig ansvarlig Stig Pedersen.

Han peger på Etims fysiske kvaliteter og arbejdsindsats som centrale styrker.

»Etim er en fysisk stærk angriber, som arbejder hårdt og samtidig fungerer godt som spilstation. Det er en klar forstærkning af truppen,« siger Stig Pedersen.

Friday Etim støder til FC Fredericias trup snarest muligt og bliver dermed en del af holdets offensive setup frem mod den kommende sæson.

Indkaldt stregspiller sendes hjem igen

Af

Andreas Andreassen

-

14:54 - 22. januar

0

Danmark må fortsat undvære ekstra dækning på stregspilspositionen ved EM. Den indkaldte stregspiller Andreas Magaard kommer alligevel ikke i aktion og rejser nu hjem til sin klub HSV Hamburg.

Efter Lukas Jørgensen pådrog sig en alvorlig korsbåndsskade, ønskede landstræner Nikolaj Jacobsen at forstærke truppen på stregen. Baggrunden var blandt andet, at Emil Bergholt’s kæreste står over for en snarlig fødsel, hvilket kunne have skabt behov for ekstra gardering.

Derfor blev der taget kontakt til de to resterende stregspillere i bruttotruppen, Andreas Magaard og Frederik Ladefoged fra Dinamo București.

Frederik Ladefoged er imidlertid ramt af en lårskade og var dermed ukampdygtig. Andreas Magaard har døjet med knæproblemer, men blev indkaldt med henblik på en nærmere undersøgelse.

Efterfølgende har landsholdets sundhedsstab – i dialog med HSV Hamburg – vurderet, at det mest forsvarlige er, at Andreas Magaard ikke deltager i EM.

»Vi var fuldt ud bevidste om, at vi tog en chance ved at skrive Andreas ind i truppen, fordi der var en risiko for, at han ikke kunne spille. Men den afklaring kunne vi først få efter deadline for at skrive ham ind i truppen til kampen i aften,« siger Morten Henriksen, sportschef i DanskHåndbold.

Han lægger ikke skjul på skuffelsen, men understreger hensynet til spilleren.

»Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at vi ikke kan bruge Andreas til EM på både hans og holdets vegne. Men vi er nødt til at tage hensyn til hans helbred og til hans klub Hamburg,« siger Morten Henriksen.

Landstræner Nikolaj Jacobsen har fortsat mulighed for at foretage én yderligere udskiftning i truppen under mellemrunden og kan desuden tilføje en 20. spiller, hvis der opstår behov.

Den danske EM-trup fortsætter dermed turneringen uden yderligere forstærkning på stregpositionen for nu.

Når håndbolden rammes af verdenspolitikken

Af

Patrick Viborg

-

14:42 - 22. januar

0

Invitationen var sportsligt velbegrundet og længe planlagt. Alligevel har verdenssituationen givet DanskHåndbolds valg af USA som gæstehold i Golden League en uventet politisk klangbund, der rækker langt ud over håndboldbanen.

Der er noget paradoksalt ved timing. Ikke i beslutningen i sig selv, men i den måde verden har forandret sig på, siden den blev truffet.

For få uger siden offentliggjorde DanskHåndbold, at USA er inviteret som gæstehold til martsudgaven af Golden League i Royal Arena. Et sportsligt greb, der i håndboldens egen logik giver god mening. Værtsnationen har serveretten, når der skal vælges et fjerde hold til turneringen, og valget faldt på et land, der målrettet forsøger at bygge et konkurrencedygtigt landshold frem mod OL på hjemmebane i 2028.

Set isoleret er der intet kontroversielt i det. Tværtimod. Håndbolden har i årevis kæmpet for at få fodfæste uden for Europa, og USA er det mest ambitiøse – og mest ressourcestærke – bud på et nyt marked. Projektet er langsigtet, velorganiseret og støttet af profiler fra sporten selv. Blandt andet har Mikkel Hansen engageret sig i arbejdet med at udvikle amerikansk håndbold, netop fordi OL i Los Angeles udgør en sjælden mulighed for at trække sporten ind i den globale bevidsthed.

Problemet er ikke håndbolden. Problemet er verden udenom.

Siden invitationen blev sendt, har USA på det politiske niveau placeret sig i en konfliktfyldt relation til store dele af Europa – ikke mindst Danmark – i spørgsmålet om Grønlands fremtid. Det er en konflikt, der rammer dybt i den danske selvforståelse og i rigsfællesskabets fundament. Senest har Lars Løkke Rasmussen været i Washington for at dæmpe gemytterne og forsøge at genetablere en mere konstruktiv dialog i en sag, der for alvor har sat sig i befolkningen.

I det lys kan det virke malplaceret, at USA kort tid efter står i København som inviteret gæst til en dansk turnering, flankeret af Danmark og Norge. Ikke fordi amerikanske håndboldspillere har noget ansvar for deres regerings udenrigspolitiske kurs, men fordi sport aldrig eksisterer i et politisk vakuum – uanset hvor ofte man forsøger at insistere på det modsatte.

Det er her paradokset opstår. På den ene side den klassiske sportslige forestilling om, at idrætten er et neutralt mødested, hvor relationer kan opbygges på tværs af konflikter. På den anden side en virkelighed, hvor symbolik og signalværdi vejer tungere end intentioner. Når USA træder ind i Royal Arena i marts, vil det ikke kun være som et hold under opbygning frem mod Sommer-OL 2028, men også som repræsentant for en stat, der aktuelt udfordrer Danmarks territoriale integritet i Grønland.

Det betyder ikke, at invitationen burde være trukket tilbage. Det ville i sig selv være en politisering af sporten, som næppe ville gavne nogen – mindst af alt håndbolden. Men det understreger, hvor vanskeligt det er at fastholde forestillingen om sport som et rent apolitisk rum, når verdensordenen er i bevægelse.

Golden League har traditionelt været en turnering, hvor Danmark tester nye konstellationer og giver publikum adgang til international topåndbold uden den tunge mesterskabskontekst. I marts bliver turneringen også et eksempel på, hvordan sportens beslutninger kan få en anden klangbund, end da de blev truffet. Ikke fordi nogen ønskede det, men fordi timingen har overhalet intentionen.

Måske er det netop her, sportens rolle skal forstås mere nuanceret. Ikke som et frirum fra politik, men som et spejl af den verden, den er en del af. At USA deltager i København, kan både læses som en fortsættelse af et ambitiøst udviklingsprojekt og som et påmindelse om, at relationer mellem lande altid er sammensatte – også når de udspiller sig på en håndboldbane.

Det er ikke håndboldlandsholdets ansvar at løse diplomatiske konflikter. Men det er heller ikke urimeligt, at publikum og omverden ser anderledes på kampen i marts, end de ville have gjort for et halvt år siden. I en tid, hvor geopolitiske spændinger siver ind i alle samfundets lag, bliver selv en tilsyneladende harmløs invitation til en venskabsturnering en del af en større fortælling.

Ikke som en skandale. Men som et tidstypisk paradoks.

Regionspolitiker vil se på ventetider for demenspatienter: »Det er ikke godt nok«

Af

Julie Christine Skøtt Christensen

-

11:15 - 22. januar

0

SUNDHED. Ventetiden for demensudredning i Region Syddanmark er markant længere end det, sundhedsloven giver borgerne ret til. Det erkender regionsrådsmedlem Susanne Eilersen, som peger på både kapacitet, implementering og tabu som forklaringer – og som et område, der nu skal have politisk opmærksomhed.

Ifølge de seneste tal er den gennemsnitlige ventetid fra udredning til demensdiagnose i Region Syddanmark 54 dage. Sundhedsloven fastslår ellers, at borgere som udgangspunkt har krav på udredning inden for 30 dage, hvis det er fagligt muligt.

»Det er ikke godt nok. Det bliver vi nødt til at kigge på,« siger Susanne Eilersen, der er valgt ind i regionsrådet for Dansk Folkeparti. Hun er samtidig 1. viceborgmester i Fredericia Kommune og medlem af Senior- og Sundhedsudvalget.

Hun understreger, at hun stadig er ny i regionsrådsarbejdet, men lægger ikke skjul på, at demensområdet hurtigt er blevet et fokuspunkt. »Jo før borgere kan blive udredt og få den rette diagnose, jo hurtigere kan man også komme i gang med at give den rigtige hjælp. Ikke for at helbrede – men for måske at stille sygdommen lidt i bero. Og det handler ikke kun om borgeren, men også om familien og de pårørende, som ofte har brug for redskaber til at klare hverdagen,« siger hun.

Nyt system under opbygning

Spørgsmålet om ventetider rejser samtidig en mere principiel debat om sundhedslovens intentioner. Når loven fastsætter en 30-dages frist for udredning, men virkeligheden i regionerne ser anderledes ud, risikerer det at udfordre borgernes tillid til sundhedsvæsenet og til de rettigheder, lovgivningen ellers lover. Her peger Susanne Eilersen på, at sundhedsvæsenet aktuelt befinder sig midt i en omfattende omstilling, hvor nye strukturer endnu er ved at finde fodfæste. »Sundhedsloven er jo lige vedtaget, og man er i gang med at implementere mange nye ting. Det er et meget stort system, og det kan man ikke bare ændre fra den ene dag til den anden. De nye sundhedsråd er lige nedsat, og vi har vores første møde i næste uge,« fortæller hun.

Som formand for Sundhedsråd Sønderjylland forventer hun, at demensudredning bliver et centralt tema. »Ventetiden er næsten dobbelt så lang som det, sundhedsloven anviser. Det siger sig selv, at det ikke er godt nok. Det er noget, vi skal have fokus på fremadrettet i hele regionen,« bemærker hun.

Ikke kun et systemproblem

Over halvdelen af demenspatienterne får i dag først stillet diagnosen, når sygdommen allerede er moderat eller svær. Det begrænser mulighederne for tidlig indsats, støtte og planlægning – både for den enkelte borger og for de pårørende, der ofte står med et stort ansvar, længe før systemet for alvor kommer på banen.

Men ifølge Susanne Eilersen handler problemet ikke udelukkende om sundhedsvæsenets kapacitet eller lange ventelister. Også borgernes egen tøven spiller en rolle. »Jeg tror, det er en blanding af flere ting. Jeg tror også, at mange mennesker selv kommer for sent til læge. Der er et tabu omkring demens. Man er bange for diagnosen og for at blive stemplet eller umyndiggjort, og derfor går man måske for længe med symptomerne,« siger hun.

Derfor efterlyser hun også mere oplysning og en ændret tilgang til demens som diagnose – både i den offentlige debat og i mødet med sundhedsvæsenet. »Det er hverken flovt eller pinligt at få en demensdiagnose. Mange kan leve et godt liv i mange år efter, hvis man får den rigtige støtte i tide. Men frygten gør, at nogle venter for længe, og så mister vi værdifuld tid,« siger hun.

Tiden er ifølge Susanne Eilersen den afgørende faktor, ikke kun menneskeligt, men også sundhedsfagligt. For ventetider handler i hendes optik ikke kun om administration, strukturer og lovgivning, men om sygdomme, der udvikler sig, mens borgeren venter på svar. »Uanset om det er en fysisk, psykisk eller somatisk sygdom, så gælder det samme: Jo længere tid man går og venter, jo værre kan sygdommen udvikle sig. Forebyggelse handler også om at nedbringe ventetiderne.«

Hun peger på, at hurtigere udredning både kan forbedre livskvaliteten for den enkelte borger og samtidig mindske presset på sundhedsvæsenet på længere sigt. »Det her område har min bevågenhed i regionen. Vi skal have udredt folk så hurtigt som muligt, for borgernes skyld, for de pårørendes skyld og for samfundets skyld,« slutter Susanne Eilersen.

Demenspatienter i Region Syddanmark venter næsten dobbelt så længe som loven tilsiger

Glade dage bringer absurd klassiker til Lillebælt-publikummet

Af

Andreas Andreassen

-

09:08 - 22. januar

0

KULTUR. Når teatret vover sig helt ind til kernen af menneskets vilkår, opstår der forestillinger, som bliver stående længe efter tæppet er gået. Glade dage er en af dem.

Mandag den 23. februar kl. 19.30 kan medlemmer af Teaterforeningen Lillebælt opleve Samuel Becketts absurde og tragikomiske klassiker Glade dage i Vejle Musikteater. Aftenen arrangeres af TeaterVejle, men billetter kan købes til medlemspris for Teaterforeningen Lillebælts medlemmer.

Stykket er skrevet af Samuel Beckett og regnes blandt de mest markante værker i det moderne teaters historie. Her møder publikum Winnie – en kvinde begravet til taljen i en møgbunke, badet i ubønhørlig sol, men urokkeligt fast besluttet på, at dette er en lykkelig dag. Alle dage er glade dage, insisterer hun, mens hun holder fast i sine små ritualer, sin taske, sin paraply, sin mand Willie, og en pistol.

Det er netop i spændingen mellem håbløshed og stædig optimisme, at Glade dage folder sig ud. Winnie synker langsomt længere ned i skidtet, men taler, sludrer og fabler videre, som om sproget og vanerne kan holde meningsløsheden på afstand. Resultatet er både tragisk og morsomt – og dybt menneskeligt.

I denne opsætning er det Lone Rødbroe, der bærer den monumentale rolle som Winnie. Det er en præstation, der kræver både teknisk præcision og eksistentiel tyngde. Over for hende står Jakob Højlev Jørgensen som den mere tavse Willie, der bevæger sig i udkanten af Winnies ordstrøm, både fysisk og menneskeligt.

Glade dage regnes for et af Becketts mest humoristiske værker, men latteren er aldrig løsrevet. Den opstår midt i erkendelsen af livets grundvilkår: forgængelighed, ensomhed og den menneskelige trang til at fortsætte, også når omstændighederne synes ubønhørlige. Derfor står stykket i dag som en markering af det moderne teaters gennembrud, og som et værk, der fortsat taler til nye generationer.

Glade dage spilles mandag den 23. februar 2026 kl. 19.30 i Vejle Musikteater. Billetter kan købes via Teaterforeningen Lillebælt, hvor medlemmer har adgang til medlemspris.

Fem danske skisportsatleter udtaget til vinter-OL

Af

Mille Dyhrberg

-

09:07 - 22. januar

0

SPORT. Når vinter-OL i Milano Cortina 2026 skydes i gang, bliver det med dansk deltagelse i flere af de klassiske skisportsdiscipliner. Danmarks Olympiske Komité har netop udtaget fem skisportsatleter, som skal repræsentere Danmark ved legene.

Udtagelsen tæller tre skiskytter og to alpine skiløbere, og dermed får Danmark både deltagelse i sporene og på de stejle alpine løjper. De udtagne atleter er Christian Borgnæs og Clara-Marie Vorre i alpint skiløb samt Sondre Slettemark, Ukaleq Slettemark og Anne de Besche i skiskydning.

I Danmarks Skiforbund er der stor tilfredshed med udtagelsen og holdets sammensætning.

»Vi er i Danmarks Skiforbund stærkt begejstrede over, at vi kan sende et relativt stort hold på fem atleter afsted til vinter-OL. Holdet er en god blanding af talent og rutine, og vi får bestemt mulighed for at se en række fine præstationer i såvel skiskydning som de alpine discipliner«, siger sportschef i Danmarks Skiforbund, Thomas Jacobsen.

For flere af atleterne bliver vinter-OL i Italien deres første olympiske optræden. I de alpine discipliner er det OL-debut for både Clara-Marie Vorre og Christian Borgnæs. Det samme gælder for skiskytterne Anne de Besche og Sondre Slettemark, mens Ukaleq Slettemark tidligere har deltaget ved vinter-OL i Beijing i 2022.

Søskendeparret Ukaleq og Sondre Slettemark er fra Grønland og stiller op under dansk flag. Grønland har gennem flere år været en del af den danske OL-delegation, og den tradition fortsætter også ved legene i 2026.

»Grønland har gennem den vinterolympiske historie og kontinuerligt siden 2010, været en fast del af den danske OL-delegation. Det er glædeligt, at vi i 2026 kan fortsætte denne historie. Jeg glæder mig i den grad til at følge ikke bare vores grønlandske atleter, men også vores tre øvrige dygtige skisportsatleter i Milano Cortina 2026. Det er fremragende, at det er lykkedes at få Anne de Besche med i skiskyning, og i alpint skiløb er det fantastisk, at vi både har en mandlig atlet i Christian Borgnæs og en kvindelig atlet i Clara-Marie Vorre med til start for Danmark«, siger DIF’s vinterolympiske chef de mission, Mikkel Sansone Øhrgaard.

Vinter-OL i Milano Cortina 2026 nærmer sig, og med fem udtagne skisportsatleter får Danmark mulighed for at markere sig i flere af OL’s traditionsrige vinterdiscipliner.

VEJLE

Missionen blev løst: Kirkeløkke løste den stillede opgave

En rutsjebanetur for Gidsel og kammeraterne

Danmark rejste sig mod Frankrig og genopbyggede fortet

Live: Danmark under pres inden brag mod Frankrig

FC Fredericia henter Friday Etim i FC Midtjylland – angriber på lang aftale

Indkaldt stregspiller sendes hjem igen

Når håndbolden rammes af verdenspolitikken

Regionspolitiker vil se på ventetider for demenspatienter: »Det er ikke godt nok«

Nyt system under opbygning

Ikke kun et systemproblem

Glade dage bringer absurd klassiker til Lillebælt-publikummet

Fem danske skisportsatleter udtaget til vinter-OL