Detail Of Electric Bike On The Grass

Det er der faktisk ikke ret mange kommuner, der endnu har taget højde for. Men i Vejle Kommune har vi skabt et godt overblik over offentligt tilgængelige ladestandere til elcykler. Til gavn for både kommunens borgere, der gerne vælger den tohjulede som transportmiddel, og for vores turister, hvoraf mange besøger vores bakkede landskab på cykel.

Det overblik har netop udløst titlen Elcyklisternes Drømmekommune 2024, som uddeles af Kommunernes Landsforening (KL).

Solidt fokus på cykling

– Vi er superstolte af at få den titel. Det skyldes ikke mindst vores gode samarbejde med Bike Friends Vejle. Vi har i flere år haft solidt fokus på cykling – både rekreativt, konkurrencemæssigt og hverdagscyklisme. Fx var vi for to år siden startby for 3. etape af Tour de France, vi er for 25. år i træk Kongeetape på Post Nord Danmark Rundt, og så får vi hvert år besøg af en masse dejlige turister, der har lyst til at prøve kræfter med både vores mange bakker og naturoplevelser i ådalen, siger Søren Peschardt, formand for Klima-, Natur- og Miljøudvalget.

Planlæg de lange ture

– Vejle Kommune har en klimaplan, som følger Parisaftalens mål. Et af planens mål er at nedbringe antallet af køretøjer, der kører på fossilt brændstof. Vi har med vores grønne visionstillæg til mobilitetsplanen fokus på at skabe et godt og varieret udbud af elladestandere til biler, og vi arbejder helt generelt på at gøre vilkårene for cyklister endnu bedre. Med overblikket på GeoFa kan man – ligesom elbilisten – planlægge også de længere ture uden at være nervøs for at køre tør for strøm, siger Gerda Haastrup Jørgensen, formand for Teknisk Udvalg.

Hæderen og titlen kommer til at blive en integreret del af en adfærdskampagne, I Vejle Cykler Vi, som kommunen skyder i gang i løbet af foråret.