Elkunder i Trekantområdet går et nyt år i møde med ændrede priser på transporten af strøm. Fra 1. januar 2026 justerer TREFOR El-net sine takster, så nettariffen falder, mens det årlige abonnement stiger en smule.
Nettariffen – den pris, elforbrugere betaler for at få strømmen transporteret gennem elnettet – bliver for private husstande og mindre erhverv cirka 10 procent billigere pr. kilowatt-time i 2026.
Samtidig hæves det faste årlige abonnement, hvilket ifølge TREFOR El-net især skyldes stigende omkostninger til digitalisering og IT.
»Vi justerer priserne ved indgangen til 2026. Mens det årlige abonnement stiger en smule, falder nettariffen. De to ændringer udligner stort set hinanden, så en husstand med et årligt forbrug på 4.000 kWh ikke vil mærke en ændring,« siger Per Sørensen, elforsyningsdirektør i TREFOR El-net.
Prisen varierer over året og døgnet
Nettariffen følger en fast model, hvor prisen varierer både over året og i løbet af døgnet. I vinterhalvåret er nettariffen højere, fordi elforbruget generelt er større i den kolde og mørke tid. Om sommeren falder prisen, når behovet for opvarmning og belysning er lavere.
I løbet af døgnet er nettariffen lavest om natten og højest i tidsrummet fra klokken 17 til 21 – også kaldet elnettets »kogespids« – hvor mange danskere bruger mest strøm.
Ifølge TREFOR El-net skal modellen motivere elkunder til at flytte fleksibelt elforbrug til tidspunkter uden for spidsbelastningen.
Dækker store dele af Trekantområdet
TREFOR El-net har et bredt forsyningsområde i Trekantområdet. I Kolding Kommune forsyner selskabet mere end 52.000 elnetkunder, mens samtlige 31.500 adresser i Fredericia Kommune er dækket af TREFOR El-net.
I Vejle Kommune drejer det sig om knap 45.000 boliger, virksomheder og ejendomme. Derudover forsyner selskabet 8.700 adresser i den østlige del af Vejen Kommune og Vejen by samt 13.800 adresser i Middelfart by og den nordvestlige del af Middelfart Kommune.










