Nytårsaften bød på brande, evakueringer og fulde mennesker – og i Vejle blev både politi og brandvæsen beskudt med fyrværkeri under en indsats. Ifølge politiet kom ingen til skade, men flere patruljer måtte sendes ind for at få ro på situationen.
Årets første pressebriefing fra Sydøstjyllands Politi tegner et billede af en nytårsaften, der samlet set forløb nogenlunde som forventet. Det oplyser vagtchef Andreas Juul ved pressebriefingen torsdag den 1. januar 2026 klokken 10.00.
Ifølge politiet bød nytårsaften på de vanlige udfordringer med brande, hærværk og berusede personer, men uden hændelser der stak markant ud fra normalen. En af de mere alvorlige episoder fandt sted klokken 00.33 på Finlandsvej i Vejle. Her indløb en anmeldelse om brand, og både politi og brandvæsen rykkede ud til stedet.
I forbindelse med indsatsen blev både politiets patruljer og brandvæsenet beskudt med fyrværkeri.
»Vi havde en patrulje derude i forbindelse med branden, og mens de var på stedet, blev der affyret fyrværkeri mod både politiet og brandvæsenet,« oplyser Andreas Juul.
Politiet sendte herefter flere patruljer til området, og det lykkedes at få ro på situationen.
»Ingen er kommet til skade, og vi fik stoppet affyringen, men vi har ikke kunnet pågribe de personer, der stod bag,« siger vagtchefen.










