Fredericias Skyggebørn – et mareridt fra virkeligheden.

Kender du den afskyelige følelse, der sidder knugende i mellemgulvet – angsten – frygten – som bare ikke vil slippe sit tag?

I skrivende stund sidder den afskyelige følelse stadig i mig, efter nattens uhyggelige mareridt. Et mareridt, hvor jeg løber grædende og fortvivlet rundt, blandt hvidklædte mennesker jeg aldrig har set før, for at finde min familie. Og uanset, hvem jeg spørger om hjælp med at finde dem, er svaret ”Det skal nok gå – vi ved, det er dét bedste for dig, uden din familie.”

Angsten stiger, uvisheden banker med tunge hjerteslag! Et mareridt i bedste stil med fortællingen om den unge Edwin i Kenneth Bøgh Andersens roman De Hvide Mænd. For han ved, hvis det hele ikke er helt perfekt, så er konsekvensen at De Hvide Mænd kommer … og tar’ én…

Skønt min familie sidder ude i haven nu, i virkeligheden, og det hele blot var et mareridt for mig – SÅ ER MARERIDTET VIRKELIGHED, FOR MANGE BØRN OG UNGE, OG DERES FAMILIE I FREDERICIA KOMMUNE.

Fredericia Kommune har drønende travlt i familieafdelingen – med at tvangsanbringe børn og unge på stribe. Det siger lige ”HAPS – HAPS – HAPS –” og WUPTI, så er problemet løst med en tvangsanbringelse. Efterfølgende klapper de hinanden på skuldrene i anerkendelse af, at netop familieafdelingen gør noget godt for børn og unge i Fredericia. Og derpå vasker de yderligere deres hænder i bagvaskelse af forældrene til de tvangsanbragte børn og unge. Dette i form af uigennemsigtig sagsbehandling, subjektive bias, manipulation, lemfældig tilgang til retssikkerheden og ved at skjule, ændre og forvrænge faktuelle oplysninger.

Kan det nu også være sandt? Svaret er JA!

Faktuelt er Fredericia Kommunes familieafdeling ”en synkende skude” med ”systematisk svigt og manglende ansvar”, som Poul Rand udtrykker i sit indlæg den 27. juli i år. Han skriver ligeledes; ”(…) Familieafdelingen i Fredericia har brug for en grundig oprydning. (…) tage både politisk og fagligt ansvar kan man skabe en ny start, hvor børnene og familierne igen er i centrum. Borgere og skatteydere i Fredericia har krav på et system, der fungerer (…)”. Det kan jeg kun være enig i!

Jeg forstår så sandeligt godt, Fredericia Kommunes familieafdeling er på totalt overarbejde, som Helene Lykke nævner i sit læserbrev 18. juli i år ”Når medarbejdere i Fredericia Kommunes familieafdeling græder på jobbet, over 10% er sygemeldte og én må til hjertelæge – ja, så er der ikke bare tale om et dårligt arbejdsmiljø, men derimod om et system i forfald. (…) Et nyligt strakspåbud fra Arbejdstilsynet slår fast, at arbejdsmængden og tidspresset i familieafdelingen er direkte sundhedsskadeligt… (…) Og hvordan i alverden skal medarbejderne kunne hjælpe udsatte børn og familier, når de selv er ved at knække?”.

Det jeg hæfter mig ved, er ”et system i forfald” og ”arbejdsmængden og tidspresset i familieafdelingen” – hvilket siger mig, at familieafdelingens ressourceallokering halter gevaldigt. Og her taler jeg ikke om økonomisk ressource; for med et budget for 2025, der når historiske højder med et trecifret million beløb, må der være tale om en allokering, der skal efterses i sømmene.

Det er min opfattelse, at dér, hvor det halter allermest i familieafdelingen, er troen på og forventningen til, at sagsbehandlere har kompetence og indgående viden om børn og unges psykiske, sociale og udviklingsmæssige aspekter. Det har de ikke! Og det er ej heller dét, de er uddannet til. Så man skulle jo synes, at der i alle børnesager i familieafdelingen er en børnesagkyndig med ind over i sagsbehandlingen, førend sagsbehandlere går med en tvangsanbringelse. Det er der ikke!

Ud fra de børnesager jeg har kendskab til i familieafdelingen, er der mange afgørelser, møder og ugennemtænkte indsatser, der er overflødige; som absolut ikke giver mening og ikke tilfører værdi til barnets, den unges, trivsel eller deres familier. Og her er tale om helt almindelige familier som min, din, hr og fru Danmarks. Det er ressourcespild – på tid, arbejdsmængde og skatteydernes penge.

Dertil kommer den største overflødige indsats i familieafdelingen; de mange lemfældige tvangsanbringelser. Og først her; ved Børne- og Ungeudvalgsmødet, hvor den endelige beslutning om tvangsanbringelse tages; en beslutning, som egentlig allerede er taget forinden, først her sidder der to børnesagkyndige med ved bordet. Først her skal de børnesagkyndige vurdere om barnets eller den unges udfordringer er så grelle, at forældrene ikke kan varetage den opgave, at en tvangsanbringelse er nødvendigt. Dette helt uden kendskab til barnet/den unge og helt uden at have mødt barnet/den unge overhovedet. De har blot skimtet sagens dokumenter, som kan indeholde op til trecifret sideantal.

De børnesagkyndige stoler troskyldigt på sagens rigtighed. Det svarer til at underskrive en lånekontrakt, uden at læse det, der står skrevet med småt! Disse lemfældige tvangsanbringelser øger blot arbejdsbyrden i familieafdelingen og den økonomiske byrde i kommunen, uden nogen effekt og målopnåelse for vores børn og unge i Fredericia. Så ja, det er et mareridt i virkeligheden – i Fredericia!

Professor emeritus i socialpsykologi Per Schultz Jørgensen og lektor emeritus i sociologi Morten Ejrnæs appellerer i et debatindlæg, fra 2021 om, at vi (samfundet, red.) ikke må ”lade de groveste sager sætte dagsordenen for hele vores indsats over for børn, der har vanskeligheder. Nogle anbringelser er nødvendige, men forskningen viser, at de fleste har bedre af at blive støttet hjemme”.

Herrerne henviser i indlægget til en svensk undersøgelse fra 2020 foretaget af Bo Vinnerljung, professor i socialt arbejde ved Stockholms Universitet, hvor ”resultaterne er overordentlig relevante til at belyse spørgsmålet, om flere anbringelser i en nordisk kontekst vil gavne børnene. Resultaterne af undersøgelsen viser, at børn, der bliver anbragt, ikke får et bedre liv som voksne end deres søskende, der forbliver i eget hjem. Tværtimod: de begår og forsøger hyppigere selvmord, får hyppigere invalidepension, har som gruppe højere dødelighed, er sjældnere i beskæftigelse og er hyppigere afhængige af sociale ydelser. Kort sagt: De anbragte børn fik et dårligere liv end deres hjemmeboende søskende.”

Bo Vinnerljungs undersøgelse begrunder nemlig ovenstående resultat med; ”resultaterne er nemlig en eklatant tydeliggørelse af, at det er forkert at antage, at det altid er forældrenes omsorgssvigt, som er grunden til børnenes problemer, hvilket netop er regeringens hovedantagelse (iht. ny Barnets Lov 2024, red.). Undersøgelsen viser jo, at forældrene er i stand til at varetage omsorgen for de ikke anbragte børn, således at de klarer sig bedre end deres anbragte søskende. Derfor er det helt skævt, når regeringen foreslår (…) anbringelse af et barn (…). Det stigmatiserer forældrene, selv om der kan være mange grunde til, at et barn eller en ung anbringes, der ikke skyldes forældrene, som for eksempel psykisk sårbarhed, problemer i skolen eller problemer med relationerne til jævnaldrende”.

Så … alt imens ”et system i forfald” fortsætter, og der foretages ”en grundig oprydning” i familieafdelingen, bliver der fortsat tvangsanbragt børn og unge i Fredericia Kommune på tarveligste vis, på blind troskyldighed og på udokumenteret forskningsgrundlag.

Det forlænger blot virkelighedens mareridt for de børn og unge, der allerede er blevet revet væk fra deres familie. De børn og unge løber, i skrivende stund, grædende og fortvivlet rundt; blandt mennesker de ikke kender; blandt mennesker de ingen relation har til; blandt mennesker, der ikke instinktivt har kærlighed til dem – børnene løber rundt blandt hvidklædte, forlorne mennesker, som i roman De Hvide Mænd – kun med ét inderligt håb om, snart at vågne op fra mareridtet, og vide, de er i tryg favn hjemme hos deres egen familie igen.