Fredericia Håndboldklub kan med stolthed præsentere endnu en ny spiller. Mads Kjeldgaard Andersen trækker i FHK-trøjen fra 1. juli og tre år frem. Mads har i denne sæson spillet i Bundesligaen for Bergischer HC og har tidligere haft stor succes i den danske liga gennem tre sæsoner.
Direktør i Fredericia Håndboldklub, Thomas Renneberg-Larsen, er yderst tilfreds med den spændende tilføjelse til holdet.
– Med tilgangen af Mads får vi en bagspiller med et fantastisk skud, stor hurtighed, og som samtidig er en fremragende forsvarsspiller. Vi har haft øje på Mads igennem flere sæsoner, og vi er utrolig glade for at kunne hente ham hjem fra Bundesligaen, til trods for den store interesse fra flere udenlandske klubber, siger han.
Mads Kjeldgaard Andersen har en imponerende karriere bag sig. I sin sidste sæson i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold (2022/23) scorede han 200 mål og leverede 117 assists, hvilket placerede ham som nr. 3 på topscorerlisten. I den seneste sæson i Bergischer HC (2023/24) fortsatte han med at imponere med 102 mål og 90 assists.
I FHK ser vi frem til alt det, Mads Kjeldgaard Andersen vil bringe til holdet, især i lyset af de udfordringer, der venter i den kommende sæson. Med Mads’ kvaliteter tilfører vi flere kompetencer til vores bagkæde, hvilket er vigtigt med det tætte kampprogram i både Champions League og Herreligaen. Det er altid godt med en ekstra bagspiller, og Mads’ kunnen vil være en stor fordel for os, fortæller Renneberg-Larsen og afslutter:
– Vi byder Mads og hans hustru Jessica velkommen til Fredericia Håndboldklub fra 1. juli, med første træning den 25. juli i Middelfart Sparekasse ARENA.
Mads Kjeldgaard Andersen selv ser frem til sit skifte til Fredericia Håndboldklub med stor entusiasme.
– Jeg ser virkelig frem til mit skifte til Fredericia Håndbold. Efter min snak med Guðmundur og Thomas var jeg overbevist om, at FHK var det perfekte sted for mig. Det er en klub, hvor jeg kan dyrke mit spil og samtidig bidrage til holdets succes, forklarer han.
Stærk sportslig kultur
Mads understreger vigtigheden af Fredericias stærke sportslige kultur og den støtte, klubben får fra sine fans. Noget som vi allerede ved driver spillerne i FHK fremad.
– Jeg glæder mig til at bidrage til holdets fremgang og blive en del af Fredericias stærke sportslige kultur. HK Ultras’ passion og dedikation skaber en fantastisk atmosfære i hallen. At spille for en klub med så engagerede fans vil give mig ekstra motivation på banen, understreger han.
Glæder sig til Champions League
Ligesom resten af Fredericia HK ser Mads frem til de spændende sportslige udfordringer, som venter i den kommende sæson, hvor vi for første gang i 40 år kæmper med om de største medaljer.
– At spille Champions League og igen kæmpe om det danske mesterskab bliver som en drøm, der går i opfyldelse. Det bliver fantastisk at ses i hallen efter sommerferien, siger Mads Kjeldgaard Andersen.