En romersk hjelm er for første gang blevet fundet på dansk jord. Hjelmfragmenterne, der stammer fra den yngre jernalder, blev opdaget af VejleMuseernes arkæologer ved en udgravning i forbindelse med udvidelsen af motorvej E45 nær Løsning Søndermark i Hedensted Kommune. Fundet føjer nye detaljer til den omfattende våbenofring, som for nylig blev udvalgt til Slots- og Kulturstyrelsens liste over årets arkæologiske fund.
Det oplyser Vejlemuseerne i en ny udmelding onsdag.
Unikt fund fra Romerriget
Hjelmfragmenterne består af en nakkeplade og en dekoreret kindplade fra en romersk kamhjelm fra det 4. århundrede. Ifølge VejleMuseerne er der tale om den tidligste hjelm af jern fundet i Danmark og samtidig den eneste romerske hjelm, der er registreret inden for landets grænser.
Ved første øjekast var det ikke klart, hvad de to jernplader stammede fra. Men ved hjælp af røntgenundersøgelser blev det afsløret, at der var tale om en ekstremt sjælden romersk hjelm. Lignende fund er tidligere gjort i Thorsbjerg Mose i Slesvig samt i Sydsverige og på Gotland, men aldrig før i Danmark.
– Da fundet blev offentliggjort i november 2024 spredte historien sig i løbet af få dage til medier i hele verden, og i en kort periode var den lille jyske by Løsning mere omtalt i verdenspressen, end København, oplyser VejleMuseerne.
Hjelm blev bevidst ødelagt før ofringen
Arkæologerne mener, at hjelmen oprindeligt har været en del af en større krigsbytteofring, hvor våben og udstyr fra en besejret hær blev destrueret og deponeret. I denne periode af jernalderen blev våben og hærudstyr sjældent nedlagt i hel tilstand – lansespidser blev skilt fra stager, sværdklinger fra sværdgreb, og genstande blev fordelt mellem de krigsførende parter.
– Lansespidser skilles fra stager, sværdklinger fra sværdgreb og udstyr destrueres og deles ud mellem parterne der har deltaget i krigshandlinger. Den fraværende kindplade og hjelmkalot er derfor sandsynligvis blevet fordelt ud til en anden part, forklarer arkæolog og udgravningsleder Elias Witte Thomasen.
Han mener, at de manglende genstande sandsynligvis er blevet fordelt til en anden part i krigshandlingerne.
Hvordan endte en romersk hjelm i Jylland?
Det er fortsat et åbent spørgsmål, hvordan en romersk hjelm er havnet i det germanske Jylland, langt fra Romerrigets grænser. Ifølge Elias Witte Thomasen kan hjelmen enten have tilhørt en germansk hærleder, der har tjent i Romerrigets hjælpetropper (auxilia), eller være blevet plyndret fra en romersk legionær under træfninger nær imperiets nordlige grænse.
– I sin egen ret, og i samspil med de øvrige deponeringer af våben- og hærudstyr på lokaliteten, udgør hjelmen dermed et væsentligt bidrag til forståelsen af jernalderens militære elite, så vel som kontakten til den magtfulde nabo mod syd – Romerriget, uddyber VejleMuseerne yderligere.
Våbenofring afslører omfattende militære aktiviteter
Den romerske hjelm er blot én af mange bemærkelsesværdige genstande fundet i våbenofringen ved Løsning Søndermark. Blandt fundene er 119 lanser og spyd, otte sværd, fem knive, tre pilespidser og en økse. Derudover er der gjort fund af en ringbrynje, fragmenter af mindst to edsringe eller halsringe samt et bidsel og dele af et signalhorn. Ud over krigsudstyret er der også fundet store mængder keramik, flint og andre genstande, der viser, at området har været beboet gennem flere tusinde år.
Fundet bekræfter vigtigheden af arkæologiske undersøgelser
Udgravningen ved Løsning Søndermark er en del af de større forundersøgelser i forbindelse med udvidelsen af motorvej E45. Ifølge Christian Juel, museumsinspektør og leder af arkæologiafdelingen på VejleMuseerne, viser fundet, hvor meget ny viden systematiske arkæologiske undersøgelser kan give.
– Udgravningerne har givet et unikt 16 kilometer langt kig ind i Hedensteds fortid, lige fra ældre stenalder for 10.000 år siden, over middelalderen og frem til nutiden. – Og det er en fantastisk mulighed for at blive klogere på vores fælles historie, siger han.
Se hjelmen på Kulturmuseet i Vejle
Fra lørdag den 8. februar 2025 kan dele af fundet, herunder pladerne fra den romerske hjelm, ses på Kulturmuseet i Vejle. Udstillingen vil være åben indtil påsken 2025, og der er gratis adgang.