OB-fansene sang, at de krævede at Andreas Alm stoppede som træner efter nederlaget til FC Fredericia. Nu har de fået deres vilje. Fynboerne oplyser på deres hjemmeside, at den svenske træner er afskediget med øjeblikkelig virkning.

Onsdag aften tabte OB 3-1 til FC Fredericia i pokalturneringen. Det fik bægeret til at flyde over for OB’s sportslige ledelse og bestyrelse, der besluttede at fyre Andreas Alm, som blev ansat i klubben i sommeren 2021.

Alm kom til Fredericia med et reservespækket mandskab, der ikke inkluderede normale profiler som Tobias Sølvsager og Bashkim Kadrii, og konsekvensen var til at aflæse på måltavlen efter kampen. Et sammentømret FC Fredericia-mandskab vandt i sikker stil opgøret 3-1, og det fik dråben til at flyde over for fodbolddirektør i OB, Björn Wesström, der sammen med bestyrelsen traf beslutningen om at fyre Alm, der i Superligaen efterlod fynboerne på tiendepladsen, tre point fra nedrykningsstregen.

– Beslutningen om at stoppe samarbejdet er truffet på baggrund af holdets resultater og udvikling i indeværende sæson, hvor vi ikke har opnået den udvikling og de resultater, som er ønsket, siger OB’s fodbolddirektør, Björn Wesström til klubbens hjemmeside, og tilføjer:

– Det er et enigt sportsligt udvalg, der har vurderet, at der skal nye tanker til for at forløse potentialet i truppen og sikre flest mulige point.

Til at erstatte Andreas Alm har OB valgt at forfremme den hidtil assistenttræner, Søren Krogh, som står med ansvaret i de sidste fire kampe i efterårssæsonen. Som assistent får han Thomas Helveg, der skal supplere Frank Hjortebjerg, der også i forvejen er assistenttræner.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her