Klamydia bliver fortsat mere udbredt blandt danske unge. Med over 35.000 tilfælde i 2022 slog de 15-29-årige atter egen rekord i klamydiasmitte. Selvom lidt flere lader sig teste, sakker de unge mænd stadig markant bagud på testraten. Det skaber bekymring om et mørketal.
I 2021 slog de danske unge rekord i klamydiatilfælde. Nu er tallene fra 2022 offentliggjorte og de unge i aldersgruppen 15-29 år slår endnu en gang egen rekord med 35.687 påviste klamydiatilfælde.
Tallene bygger på data, som er indhentet af Statens Serum Institut (SSI) og behandlet af Sex & Samfund i en ny oversigtsrapport.
”Klamydia er den mest udbredte seksuelt overførte infektionssygdom i Danmark, og overvågning af antallet af påviste klamydiatilfælde er væsentlig for vejen til forebyggelse, og derfor indsamler Statens Serum Institut hvert år disse vigtige data,” siger Steen Hoffmann, overlæge, Bakterier, Parasitter og Svampe, Statens Serum Institut.
– Det er en farlig tendens, at klamydiasmitten konstant stiger. Klamydia er en alvorlig og smitsom sexsygdom, hvis den ikke behandles. Sex er dejligst, hvis man ikke bliver syg, og vi er som samfund nødt til at nå de unge med budskabet om at bruge kondom. Men vi har også brug for, at særligt de unge mænd lader sig teste mere. Der er alt for få, der lader sig teste, og derfor er mørketallet nok højere, siger Majbrit Berlau, generalsekretær i Sex & Samfund.
Med en samlet testrate på 16 procent blandt landets 15-29-årige i 2022 er der sket en stigning på 1 procentpoint sammenlignet med året før. I alle regioner er kvindernes testrate langt over dobbelt så høj som mændenes.
I forhold til forebyggelse forbliver kondom den eneste præventionsform, som beskytter mod sexsygdomme overført via penetrationssex.
– Vi har et fælles ansvar for at knække klamydiakurven. For at knække kurven, skal flere beskytte sig med kondom, lade sig teste og behandles. Men vi kan se, at særligt unge mænd ikke lader sig teste. Måske fordi de tror, at det altid er testning via penis, som mange tænker er ubehageligt. Men testning kan for mænd lige så godt blot være en urinprøve. Derudover antager vi, at mange ikke kender konsekvenserne af ubehandlet klamydia, men i yderste konsekvens kan man blive infertil – og det gælder både mænd og kvinder, siger Majbrit Berlau, generalsekretær i Sex & Samfund.
Stigninger i en lang række kommuner
I forlængelse af den nye rapport har Sex & Samfund lavet virtuelle Danmarkskort, hvor man kan se, hvilke kommuner og regioner, der har flest klamydiatilfælde per 1.000 unge i alderen 15-29 år i 2022.
Med en generel stigning i alle regioner står det værst til i Region Nordjylland.
På kommunalt plan har Aalborg for andet år i træk konstateret flest klamydiatilfælde i Danmark – efterfulgt af Syddjurs, Esbjerg og Holstebro.
Indtil videre er det kun ni kommuner, der i samarbejde med Sex & Samfund tilbyder unge gratis hjemmeprøvetagningstest for både klamydia og gonorré. Det foregår således, at kommunens unge kan bestille hjemmetest på www.klamydiahjemmetest.dk og modtage svar på sms eller e-mail.
– Det er vigtigt, at de unge føler sig trygge og har fleksibilitet til at vælge det testtilbud, der passer bedst til dem. Nogle foretrækker egen læge eller en supplerende testklinik. Andre foretrækker en hjemmetest. Vi håber, at endnu flere kommuner vil brede deres palet af testmuligheder ud og dermed styrke forebyggelse og behandling af sexsygdomme, siger Majbrit Berlau, generalsekretær i Sex & Samfund.
Fakta: Flest klamydiatilfælde per 1.000 unge i alderen 15-29 år i 2022
I 2022 var det Aalborg, der havde konstateret flest klamydiatilfælde per 1.000 unge i alderen 15-29 år med 41,9 tilfælde (Året før var det også Aalborg med 36,9).
I Region Hovedstaden var det Frederiksberg (36,4), Gentofte (35,1) og Herlev (34,8).
I Region Sjælland var det Næstved (34,5), Solrød (32,3) og Roskilde (31,5).
I Region Syddanmark var det Esbjerg (40,7), Fredericia (36,1) og Kolding (35,3).
I Region Midtjylland var det Syddjurs (40,8), Holstebro (38,9) og Aarhus (38,6).
I Region Nordjylland var det Aalborg (41,9), Jammerbugt (33,4) og Hjørring (30,8).
Fakta: Hjemmetest
Sex & Samfund tilbyder en gratis og sikker klamydiahjemmetest til unge i følgende kommuner: Frederiksberg Kommune, Gentofte Kommune, Hillerød Kommune, Høje-Taastrup Kommune, Ishøj Kommune, Kolding Kommune, Københavns Kommune, Ballerup Kommune og Lolland Kommune.
Kommunerne kan læse mere om samarbejdet med Sex & Samfund på www.sexogsamfund.dk/klamydiatest.
Fakta: Klamydia
Klamydia er den mest udbredte sexsygdom i Danmark.
Klamydia er infektion i urinrøret, livmoderhalsen eller endetarmen. Symptomerne kan være udflåd eller svie, når man tisser, men klamydia optræder ofte uden symptomer.
Ubehandlet klamydia kan medføre nedsat fertilitet og ufrivillig barnløshed, graviditet uden for livmoderen, kroniske underlivssmerter hos kvinder og betændelse i bitestikler blandt mænd.
Klamydia er let at behandle. Det sker med antibiotika.