Magnus Landin er ikke blevet sin håndskade kvit, og derfor har Nikolaj Jacobsen i stedet indkaldt Casper U. Mortensen til denne uges landskampe mod Norge og Kroatien.

I slutningen af marts fik Magnus Landin et brud på hånden under træning i sin tyske klub THW Kiel.

Hånden blev opereret, men Landin er endnu ikke helt klar til comeback. Derfor må han også melde afbud til denne uges landsholdssamling, der munder ud i to landskampe mod Norge og Kroatien i Oslo lørdag og søndag.

I stedet er Casper U. Mortensen indkaldt til at passe venstre fløj sammen med Emil Jakobsen. Hamborg-profilen har spillet en flot sæson i den tyske Bundesliga, hvor han er nummer tre på topscorerlisten.

– Det er selvfølgelig ærgerligt, Magnus ikke kan deltage, for han har en meget vigtig rolle på vores landshold. Men til gengæld er det også et stort privilegie at kunne indkalde en så rutineret og dygtig venstre fløj som Casper, når Magnus ikke blev klar, siger landstræner Nikolaj Jacobsen.

Casper U. Mortensen trak senest i den rød-hvide trøje i oktober 2022 og glæder sig til gensynet.

https://www.ibc.dk/fredericia-middelfart/uddannelser/hf-og-vuc/

– Jeg ser frem til at møde ind i landsholdslejren igen og se drengene. Jeg nyder altid at trække i landsholdsdragten og repræsentere mit land sammen med holdet, siger han.

Casper U. Mortensen har 130 A-landskampe på CV’et.