Brunsvigerens Dag kommer for første gang til Vejle
Arkivfoto

EVENT. Brunsvigeren krydser Lillebælt. Torsdag den 8. oktober er alle velkomne på Syddansk Erhvervsskole i Vejle, hvor elever og omkring 30 lokale bagerier fra klokken 14 til 17 byder på gratis brunsviger. Det er første gang, at Brunsvigerens Dag rykker ud af Fyn og over til Jylland, og udover Vejle bliver der også kagefest på Fagskolen ved EUC Syd i Aabenraa.
Initiativet til dagen blev taget i 2017 i Odense af sportsjournalisten Erik Nielsen, og siden har den udviklet sig til en decideret folkefest. Sidste år besøgte omkring 2.800 mennesker arrangementet på Kold College i Odense, og inden åbningen nåede køen op mod 300 meter. Bagerne bruger omkring 20 tons brun farin i forbindelse med dagen.
En af dem, der skal stå for bagningen i Vejle, er 24-årige Kae Shimagaki, som går på grundforløbet på Syddansk Erhvervsskole. Hun skiftede uddannelsen som social- og sundhedsassistent ud med bager- og konditorfaget, fordi hun savnede at arbejde med hænderne og skabe noget konkret, som gør andre glade. Nu går hun målrettet efter at blive konditor.
»Bager- og konditorfaget passer perfekt til mig. Og hvem holder ikke af kage?«, siger Kae Shimagaki.
Hun håber på stort fremmøde og gerne en kø foran kagebordet.
»Jeg glæder mig til, at vi skal bage til en masse mennesker, servere brunsviger og snakke med dem, der kommer forbi. Kage er godt at mødes om, og næsten alle kan lide brunsviger«, siger hun.
Kae Shimagaki beskriver sig selv som perfektionist med rødder i både Danmark og Japan. Hun henter inspiration i det danske konditorhåndværk og drømmer om at kombinere det med japanske indtryk. Men når det gælder brunsvigeren, skal der ikke eksperimenteres.
»Vi holder os til brunsvigerens grundlov, Brundloven. Den skal være lun, snasket og luftig. Sådan skal en god brunsviger være«, fastslår hun.
Brundloven er en humoristisk samling uskrevne regler, som gennem årene er blevet en fast del af Brunsvigerens Dag. Blandt budene er, at en ægte brunsviger kommer fra Fyn, at den ikke må serves med flødeskum, kagecreme, kanel eller rosiner, og at man gerne må gå efter det snaskede stykke. Navnet brunsviger stammer i øvrigt oprindeligt fra den tyske by Braunschweig, som på dansk hedder Brunsvig.
For den Vejle-baserede virksomhed CBP, der leverer ingredienser til bagerbranchen og har en stor rolle i afviklingen af dagen, handler arrangementet også om at tiltrække nye kræfter til faget.
»Det er fantastisk, at Brunsvigerens Dag nu breder sig over Lillebælt. Fynboerne har haft brunsvigeren for sig selv længe nok – nu skal vi i Trekantområdet også have en bid af kagen«, siger Søren Sigvardt fra CBP.
Han peger på, at bagerbranchen har brug for flere unge.
»Brunsvigerens Dag er en fest for brunsvigeren, men også for et stolt håndværk. Bagerbranchen har brug for flere unge, og dagen giver os en oplagt mulighed for at vise, hvad faget kan. Kan det give flere unge appetit på bager- og konditorfaget, bliver det næsten ikke bedre«, siger Søren Sigvardt.
Det håber Kae Shimagaki også, at dagen kan gøre.
»Det er et fedt håndværk, og jeg fortæller rigtig gerne om det. Jeg håber, at der kommer mange unge forbi, som bliver nysgerrige og måske tænker, at det også kunne være noget for dem. Der er virkelig mange muligheder for at være kreativ og skabe noget med sine hænder«, siger Kae Shimagaki.



