KRIMI. En 41-årig mand blev fredag middag klemt mellem to biler, da en 84-årig bilist bakkede ud på Valdemar Poulsens Vej i Vejle.
Uheldet skete klokken 12.02, hvor den 41-årige stod ved sit bagagerum og var i gang med at pakke. I den forbindelse bakkede den 84-årige mand og ramte ham, så han blev klemt mellem de to køretøjer.
Den 41-årige blev efterfølgende kørt til kontrol på skadestuen. Der er ingen meldinger om alvorlige skader.
Begge mænd er fra Vejle Kommune.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport fredag den 27.2 kl. 17.00 af vagtchef Halfdan Kramer.










