Der findes koncerter, man bør opleve, og så findes der koncerter, man er nødt til at opleve, hvis man nogensinde har haft hjertet parkeret i Beach Boys-universet. Hyldestkoncerten til Brian Wilson i DR Koncertsalen 14-01-2026, hørte klart til den sidste kategori. De indledende ord fra artisterne var, dette er musik man virkelig skal øve sig på og til, bemærk. udtalt fra nogle af Danmarks bedste musikere.
Dette er en anmeldelse i den nørdede ende af skalaen. Læser du med hele vejen, er du enten dedikeret Brian Wilson-entusiast – eller har i det mindste et blødt punkt for Beach Boys-universet. Jeg kalder mig gerne selvudnævnt ekspert på området. Min første koncert med de originale Beach Boys oplevede jeg i Anaheim i 1970’erne, syd for Los Angeles – midt i det sydcaliforniske musik- og surfmiljø, som også var en afgørende kulisse for Beach Boys-æraen. Siden har jeg set dem i utallige konstellationer. Jeg har endda selv forsøgt mig med deres musik – mindre succesfuldt – og overlader derfor trygt opgaven til de langt mere musikalsk begavede.

Denne aften var langt mere end et nostalgisk gensyn. Den var levende, nærværende og musikalsk overbevisende. Numrene fik lov at ånde, og kompleksiteten i Wilsons kompositioner stod klart frem uden at blive akademisk. Det var musik spillet med respekt –uden museumsglas. De vokale præstationer bar koncerten sikkert igennem. Harmonierne – selve rygraden i Brian Wilsons musik – sad imponerende rent og præcist, men vigtigst af alt med følelse: varme, sårbarhed og overskud, som fik selv de mest velkendte sange til at fremstå friske.
Aftenens klare vokale højdepunkt kom allerede i åbningsnummeret “Don’t Worry Baby”, hvor falsetten stod knivskarpt og rørende skrøbeligt, leveret af Randell Kirsch fra The Beach Boys’ originale touring-band. Et øjeblik, hvor tiden i salen nærmest stod stille. Lige så stærkt stod slutnummeret “God Only Knows”, hvor vokalen blev delt mellem solisterne og leveret med en inderlighed og tyngde, der gav sangen ny dybde uden at fjerne dens uskyld.
Instrumentalt var niveauet konsekvent højt. Særligt trommer og percussion fortjener ros. Musikken fra Pet Sounds- og Smile-perioderne er rytmisk alt andet end enkel – fuld af forskydninger, lag og subtile skift – og netop derfor så tilfredsstillende, når det lykkes til UG plus, med både præcision og musikalitet.
Repertoiret var klogt sammensat og spændte elegant fra de solbeskinnede og umiddelbart genkendelige hits som “Surfin’ USA” og “Good Vibrations” til de mere komplekse og følelsesmættede værker fra Pet Sounds og Smile, som for alvor cementerede Brian Wilson som visionær komponist. Overgangen mellem lethed og dybde fungerede forbilledligt.

Som helhed var koncerten en musikalsk helstøbt oplevelse. Den mindede os om, hvorfor Brian Wilsons musik stadig bevæger, stadig udfordrer – og stadig lyder som noget, der kunne være skrevet i morgen. En varm, overbevisende og dybt musikalsk hyldest, der kom så tæt på den ægte vare, som man realistisk kan forvente. Kort sagt: En koncert, der ramte både hjerte, hjerne og gehør. Man gik hjem en anelse mere forelsket i musikken, end da man kom.
Sangere & frontpersoner
Jacob Dinesen
En stærk og umiddelbar vokalist med internationalt snit. Dinesen leverer rå nerve og energi, men bevægede sig enkelte steder lidt for frit i forhold til materialets skrøbelighed. En smule for meget sønderjysk temperament til netop dette repertoire.
Christian Hjelm
Kendt fra Figurines og en solid solokarriere. Hjelm mestrer balancen mellem præcision og følelse, og hans vokalarbejde binder pophåndværk og elegance flot sammen. En virkelig stærk vokal indsats.
Patrick Dorgan
Aftenens største vokale overraskelse – sammen med Hjelm. En markant stemme med dybde og varme, som gav arrangementerne tyngde og løftede de mere melankolske passager med autoritet og ro, man sjældent hører i dansk popmusik.
Kira Skov
En af dansk musiks mest alsidige stemmer. Skov tilfører modenhed, nerve og et strejf af jazzet frihed, som klæder Wilsons komplekse harmonier overraskende godt. I ét nummer blev indgangen lidt usikker – påstår denne nørd – men helhedsindtrykket var stærkt.
Darian Sahanaja (special guest)
En central figur i Brian Wilsons univers. Som sanger, keyboardist og arrangør – og som nøglemanden bag færdiggørelsen af Smile – er Sahanaja ikke blot gæst, men bærende kulturarv.
Randell Kirsch (special guest)
Veteran fra The Beach Boys’ live-lineup. Kirsch er sanger, guitarist og bassist, og hans lead falset og backing-vokal matcher Brian Wilson-æraens lyd fra 1963-69 næsten skræmmende præcist. Sceneerfaringen giver koncerten autenticitet og historisk tyngde. Når Mike Love siger tak til ham, lytter man.
Bandet
Troels Skjærbæk – bas & kor (med markant bass vokal og stor stabilitet)
Lars Skjærbæk – guitar & kor
Mikkel Damgaard – guitar / tangenter
Palle Hjorth – keyboard / klaver
Søren Koch – guitar / backing
Mads Andersen – trommer / percussion
Et rutineret og musikalsk overskudsstærkt backingband, der forstår disciplinen i Brian Wilsons lagdelte univers og med et musikask CV i topklasse.

Lyd, rum og helhed:
Som danskere kan vi være stolte af at have musikere i en kaliber, der kan løfte en så krævende og tung opgave. Kombinationen af dette ensemble og DR Koncertsalens fremragende akustik var i sig selv optimal. Rummet understøtter harmonier, dynamik og detaljegrad på et niveau, man sjældent hører uden for klassiske opsætninger.
Min faglige – og kærlige – anke: Lydmanden burde have haft en skarpere vokalseparation. Når man arbejder med Wilson-harmonier, er stemmerne ikke pynt – de er musikken. Her røg lidt for meget sammen i midten. Det var godt. Det kunne have været sublimt.
Vi andre kan kun drømme om at spille med den elite. Men nogen skal jo også sidde og lytte, skrive – og være lidt kloge bagefter.










