Der er unge, som træder ind i faget og opdager, at det ikke kun handler om at hjælpe andre, men også om at blive klogere på sig selv.
19-årige Lærke Jensen er én af dem.
Hun går på hovedforløb 2 på Sosu FVH, og når hun taler om de praktikker, hun allerede har været i, er det ikke kun relationerne til borgerne, der fylder. Det er fornemmelsen af at være blevet en anden. Mere sikker, mere klar og mere modig.
»Det er fedt at komme ud og arbejde med det, man lærer og mærke, at det faktisk kan bruges. Det giver jobbet en ny betydning. Det er meningsfyldt,« siger hun. Hun har allerede mærket, hvordan arbejdet ændrer én indefra. Ikke på én gang, men i små glidende skridt. Hun beskriver det stille, men med en sikkerhed, der er kommet af erfaring.
»Jeg har lært virkelig meget om, hvordan man snakker med mennesker. Ikke kun ældre, men også kolleger. Jeg har lært at tale professionelt. Det havde jeg ikke forventet betød så meget,« bemærker Lærke.
Og netop den udvikling siger meget om, hvorfor Lærke har valgt den her vej. Hun har altid været optaget af mennesker. Det lå i hendes natur, siger hun. Da muligheden for at læse SOSU opstod, fulgte hun sin intuition og opdagede samtidig, at vejen kan føre endnu længere.
»Jeg vil rigtig gerne læse videre til psykolog. Jeg er interesseret i det psykologiske og relationdannelse, har jeg også fundet ud af. Så det her studie har gjort det endnu tydeligere.«
En rolig drøm, båret af erkendelsen af et fag, der giver retning, fordi hun møder mennesker i deres virkelige liv og ikke kun i teorien. Derfor falder hendes juleønske for faget også naturligt.
»Flere kollegaer. Og mere tid hos de ældre.« Hun siger det uden bebrejdelser, blot som én der har mærket, hvordan virkeligheden ser ud, når tiden er knap.
»Når vi er få, har vi flere borgere per person. Det kan blive presset, især når der er sygdom. Og nogle gange er tiden bare ikke nok. Udover opgaverne skal man jo også være et menneske for borgeren. Men det får man ikke rigtig mulighed for, fordi man skal skynde sig.«
Det er ikke frustration, der driver hende, men indsigt. Indsigt i de øjeblikke, hvor minutterne forsvinder hurtigere, end relationerne kan nå at folde sig ud. Og i erkendelsen af, at omsorg kræver tid, ikke kun hænder.
Netop derfor føles hendes egen retning også så tydelig. Erfaringerne har givet hende både mod og mening – og en fornemmelse af, at det her fag kan blive fundamentet for alt det, hun vil bygge videre på.
Det, der står tilbage
Lærke taler om sit fag med en modenhed, der er kommet gennem møder med mennesker, hun ikke kendte i forvejen, men som hun alligevel lærte noget af. Hun er vokset med opgaven, siger hun ikke direkte, men hendes ord afslører det.
Det er nok også dét, der adskiller hendes låge fra de andre, ikke kun ønsket om at give borgerne mere, men erkendelsen af, at hun selv er blevet mere, end hun var, da hun trådte ind i faget.
