Der er noget stille og beslutsomt over Mette Feldthaus. Hun er 19 år og læser EUX Velfærd på Sosu FVH, men alder og titel bærer hun ikke foran sig som et skilt. Hun træder snarere ind i rummet med den ro, man normalt forbinder med mennesker, der har lært noget vigtigt tidligt i livet. Måske fordi hendes hverdag allerede handler om det dyrebareste, vi har mellem os tiden, nærværet og relationerne.
»Jeg har været i både plejehjems- og hjemmeplejepraktik,« fortæller hun, mens decemberlyset lægger sig som et tyndt lag glas over skolens vinduer. »Og nu skal jeg snart ud i psykiatrien. Jeg glæder mig faktisk helt vildt.« Men det er hjemmeplejen, hun vender tilbage til, når hun skal forklare, hvad der egentlig gør indtryk.
»Når man har været der et stykke tid, så bygger man relationer. Det der med at komme ind til en borger og høre fru Hansen sige, at det er godt, man kommer… så mærker man, at man betyder noget. Man gør en forskel.«
Den slags sætninger bliver nok sagt tusindvis af steder i landet, men når de kommer fra en 19-årig, der allerede har stået i hjem, hvor stilheden er højere end fjernsynet og minderne ligger som kulde i hjørnerne, får de en særlig tyngde. Mette taler om december som en tid, der deler sig.
»Der er dem, der glæder sig til børnebørn og oldebørn kommer på besøg,« siger hun. »Og dem, for hvem det er første jul uden deres mand eller kone. Jeg tror, det bliver meget forskelligt at opleve.« For hende handler det ikke om at redde dagen eller bære byrder, der ikke er hendes. Det handler om at være der.
»Det betyder rigtig meget, at jeg kan være en del af deres hverdag. Men jeg kan også mærke, at det påvirker mig som privatperson. Man kommer hjem og tænker mere over sine egne bedsteforældre. Og hvor vigtigt det er lige at huske dem.«
Hun smiler, næsten undskyldende, som én der godt ved, at det lyder stort, men som ikke kan gøre det mindre, end det er. »Det er virkelig givende. Men også hårdt. Det går begge veje. Man giver meget og man får meget.«
Efter sådan en erkendelse giver det næsten sig selv, hvorfor hun har valgt netop denne vej. For Mette er det ikke tilfældigt eller et fravalg af noget andet det er et tilvalg af mening.
»Jeg synes, det var fedt, at man både får teori og så kommer ud og prøver det. Det sætter sig bare bedre fast, når man har mærket det i praksis. Og så kan jeg godt lide tanken om at stå som sundhedsprofessionel.«
Det er voksne ord for en 19-årig, men intet i hendes udtryk virker forceret. Hun taler med den ro, man kun får, når man selv har stået i situationerne og mærket dem trække i én. Da hun bliver spurgt til sit juleønske for faget, læner hun sig en anelse tilbage og lader tankerne få plads. Ordene falder langsomt, som sne der tøver et øjeblik, før det lægger sig.
»Jeg kunne virkelig godt ønske mig mere tid til aktiviteter for borgerne. Både på plejehjem og i hjemmeplejen. Om morgenen går det stærkt, og om eftermiddagen er de trætte. Men aktiviteter… det betyder meget. Det skaber noget. Jeg gad godt, det blev taget mere seriøst.«
Mette Feldthaus er 19 år, men hun bærer en modenhed, der kommer af at stå tæt på andre menneskers liv. Måske fordi hun allerede har erfaret noget, de fleste skal bruge mange år på at forstå at julens varme ikke kun ligger i traditionerne, men i de små øjeblikke, hvor et menneske åbner døren og siger det er godt, du kommer.
Dette er låge 2 i SOSU-skolens julekalender. En fortælling om unge mennesker, der vælger et fag, hvor hjertet er værktøjet og relationen er gaven.
