BUSINESS. Iværksættere med innovative produkter kan nu se frem til langt bedre støtte, når regler og bureaukrati spænder ben for udviklingen. Regeringen har nemlig igangsat de første såkaldte regulatoriske sandkasser, der skal hjælpe virksomheder med at navigere i komplicerede krav og dermed få nye løsninger hurtigere ud til forbrugerne.
De første sandkasser bliver etableret inden for biosolutions og droneteknologi, men ordningen kan senere udvides til flere områder. Et forløb i en sandkasse betyder, at iværksættere i en begrænset periode får adgang til målrettet vejledning og mulighed for at få tilpasset test- og godkendelseskrav, så de ikke bremser udviklingen af nye produkter unødigt.
Formålet er dobbelt. Det skal både være lettere for virksomheder at bringe deres løsninger på markedet, og samtidig skal myndighederne blive klogere på, hvor reglerne i dag gør processen unødigt tung. Ifølge regeringen er det nødvendigt, hvis Danmark fortsat skal være et attraktivt land at starte virksomhed i.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger »Danmark skal være verdens bedste iværksætterland. Derfor skal opstarten for iværksættere være lettere. Alt for ofte møder de en mur af bøvl og byrder, når de skal have nytænkende produkter på markedet. Vi risikerer at tabe fremtidens løsninger på gulvet, fordi virksomhederne mister modet, inden de overhovedet er kommet i gang. Med det her initiativ slipper vi vores iværksættere fri af de bureaukratiske lænker og sikrer, at flere innovative danskere kan gøre drømme til virkelighed«.
Transportminister Thomas Danielsen ser også store muligheder i ordningen, særligt på droneområdet. Han siger »Regeringen arbejder netop nu på en samlet dronestrategi, som kan understøtte branchen. Med den nye mulighed for at hjælpe mindre iværksættere med reglerne gør vi en ekstra indsats for at fremme de muligheder, der er i droneteknologien for dansk erhvervsliv«.
Sandkasserne er en del af Iværksætteraftalen fra 2024 og skal synliggøre, hvor både dansk og europæisk lovgivning i dag spænder ben for virksomhederne. Fra primo 2026 kan iværksættere søge om optagelse i de første forløb via Erhvervsstyrelsen, mens aktører allerede nu kan foreslå nye områder, hvor sandkasser kan gøre gavn.
Aftalen står bag et bredt politisk flertal bestående af regeringen, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. Initiativet skal gøre det lettere at omsætte gode idéer til virkelighed – og sikre, at danske iværksættere får bedre chancer for at få foden indenfor på markedet.










