OPINION. Jeg stiller op til regionsrådet i Syddanmark, fordi jeg mener, at vi har brug for et frisk pust i et råd, der ofte domineres af fagfolk og sundhedspersonale. Dygtige mennesker, men også mennesker, der nogle gange står så tæt på systemet, at de mister borgerens perspektiv.

Og jeg kommer med lidt et andet udgangspunkt. Som kørestolsbruger med muskelsvind og som pårørende til mennesker, der har været gennem utallige sygdomsforløb, har jeg oplevet sundhedsvæsenet fra begge sider. Jeg har mærket, hvordan det føles, når systemet virkelig fungerer – og når det ikke gør.

Jeg tror på, at vi kan skabe en region, der handler mere effektivt, tænker mere moderne og møder patienterne med større respekt og forståelse. Jeg vil arbejde for, at teknologi og kunstig intelligens bruges klogt – som et redskab, der frigør tid til nærvær og omsorg.

Vi må ikke lade patienter blive tabt mellem systemer, fordi digitale løsninger ikke taler sammen, eller fordi administrationen fylder mere end medmenneskeligheden. Sundhedsvæsenet skal føles trygt, og det skal være tæt på borgeren.

Tilgængelighed er for mig en helt grundlæggende forudsætning for frihed. Derfor vil jeg have, at regionens bygninger, tilbud og digitale løsninger systematisk bliver gjort brugbare for alle – også for dem af os, der lever med et handicap.

Kræft har præget mit liv. Begge mine forældre døde af sygdommen, og jeg har selv for nyligt fået fjernet modermærkekræft. Det gør mig beslutsom: vi skal fastholde og udbygge Danmarks position som et af verdens førende lande inden for kræftbehandling og forskning.

Jeg stiller ikke op for at love guld og grønne skove, men for at bringe menneskelighed, sund fornuft og nye øjne ind i et system, der trænger til frisk luft.

Jeg tror på konservative værdier som ansvar, kvalitet og ordentlighed – og på, at moderne løsninger sagtens kan gå hånd i hånd med respekt for mennesket.

Den 18. november håber jeg på din stemme til regionsrådet i Syddanmark.