KRIMI. Lørdag klokken 12.51 fik Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om et færdselsuheld på Ribevej i Ødsted ved Vejle. To biler stødte sammen, da en af bilisterne kørte frem trods vigepligt, og dermed blev påkørt af en anden, der kom kørende i østgående retning.

»En bil holder for at overholde vigepligten, men da føreren kører frem, bliver bilen ramt af den part, der kommer kørende ude på Ribevej,« fortæller vagtchef Halfdan Kramer fra Sydøstjyllands Politi.

Ifølge politiet var der i alt fem personer involveret i uheldet – fire voksne og et barn. Ingen meldes alvorligt tilskadekomne, men én voksen blev kørt til kontrol på skadestuen. Barnet slap uskadt.

De to førere er begge unge mænd fra lokalområdet. Den ene er født i 1999, den anden i 2000.

Politiet havde lørdag eftermiddag ikke yderligere oplysninger om sagen.