Jeg vil gerne starte med et forbehold: De tal, jeg refererer til, stammer fra pressen og FOA, så hvad der er op og ned kan altid diskuteres. Men hvis tallene holder, står vi i Fredericia og Syddanmark med en alvorlig udfordring.

FOA vurderer, at vi i 2034 vil mangle næsten 25.000 fuldtidsansatte SOSU’er på landsplan – alene i Fredericia omkring 221, svarende til næsten hver fjerde medarbejder. Samtidig ser vi det groteske paradoks: Ud af 24 elever på SOSU-skolen i Fredericia fik kun tre en kontrakt. Hvordan kan man på den ene side tale om massiv mangel – og på den anden side afvise de unge, der står klar til at tage fat?

Jacob Bro, direktør for Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens, har advaret om, at der er en alvorlig flaskehals i uddannelsen, fordi der ikke findes praktikpladser nok. Det er et systemsvigt, ikke de unges skyld.

Løsningen er ikke flere rådhusnotater, men reel handling:

• Flere praktikpladser, også hos private og selvejende tilbud.

• Fuldtid frem for deltidsstillinger.

• Færre papirskubbere – flere varme hænder.

• Rekruttering på kvalitet, ikke kvantitet.

• Respekt for faget og for de unge, der faktisk brænder for det.

Hvis vi virkelig mener, at vi mangler hænder, må vi begynde at bruge de hænder, vi allerede har. 

Er der en krise eller er der ikke?