TRAFIK. Vejdirektoratet går i gang med at reparere en dilatationsfuge på Vejlefjordbroen. Arbejdet bliver udført som natarbejde fra torsdag den 14. august klokken 21.30 til fredag den 15. august klokken 05.30 for at genere trafikanterne mindst muligt.
»I forbindelse med arbejdet bliver der sporreduktion i sydgående retning, så der er ét spor farbart forbi arbejdsstedet. Hastigheden vil ligeledes lokalt blive reduceret til 80 km/t,« oplyser Vejdirektoratet.
Ved at udføre arbejdet om natten sikrer man, at myldretidstrafikken er overstået, inden entreprenøren går i gang.
»Arbejdsområdet vil være tydeligt afmærket med trafikkegler,« lyder det fra Vejdirektoratet, som på forhånd beklager de gener, arbejdet måtte medføre for trafikanterne.
På Vejdirektoratets trafikkort kan man følge den aktuelle situation på statsvejene og finde information om trafikale restriktioner, konkrete vejarbejder og øvrige meldinger.