TRAFIK. Bilister, der kører på Rute 28 mellem Bredsten og Skibet vest for Vejle, må indstille sig på lidt længere køretid og ekstra tålmodighed fra torsdag den 12. juni og cirka to uger frem.

Vejdirektoratet har nemlig meldt ud, at man går i gang med at give den slidte vejstrækning en tiltrængt makeover med frisk asfalt.

Vejarbejdet udføres om aftenen og natten – primært mellem klokken 18 og 6 – for at genere trafikken mindst muligt. Men trafikanterne skal stadig regne med længere rejsetid, især på vej mod Billund Lufthavn.

Vejdirektoratet anbefaler derfor rejsende mod lufthavnen at køre hjemmefra i ekstra god tid.

Først skal den gamle asfalt af, og den underliggende belægning repareres, inden en ny, frisk asfalt bliver lagt, og vejstriberne males op igen. Trafikken forbi vejarbejdet vil i hele perioden blive styret med trafiklys, hvilket kan skabe kødannelser.

Ifølge Vejdirektoratet vil arbejdet betyde »en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse«.

Bilister, der gerne vil være sikre på ikke at ende i en asfaltfælde, kan følge trafikmeldinger på Vejdirektoratets trafikkort.