På trods af den manglende sommervarme er det lykkedes for ADP at hente en stor gevinst og nyhed hjem til Fredericia, som kommer til at varme i de fredericianske stuer. EU sender Fredericia 50 millioner kroner i støtte til havneudvidelsen, og dermed cementeres havnens betydning for det vestlige Danmark.
Det er en fornøjelse at se, hvordan man udnytter potentialet i Fredericias logistik og havneindustri. På et tidspunkt i byens udvikling, hvor meget er gået helt i stå, fortsætter ADP med at sætte kursen mod nye horisonter og øget indtjening. Arbejdspladserne følger med i kølvandet på den øgede aktivitet, der kommer, når havnen får mere at beskæftige sig med. Det er et solidt fundament under den industrielle udvikling i byen, men fremfor alt en motor for andre virksomheder, underleverandører og interessenter.
Det europæiske perspektiv vil styrkes fremadrettet; særligt nu, hvor Aarhus satte en stoppe for havneudvidelsen i det østjyske. I Fredericia bider man til bolle.
Derfor er der også grund til at rose teamet hos ADP, der har stået for indsatsen omkring ansøgningen om EU-midler. Det gælder også direktør Rune D. Rasmussen og bestyrelsesformand Christian Herskind samt deres dygtige team, der går forrest i byen med visioner og tæft. Man viser i havneselskabet, hvordan der skal hentes gevinster hjem til Fredericia. Da mange andre har svært ved at gøre dette, redder ADP derfor atter Fredericia. Men det skal bruges som inspiration:
Vi kan godt, og det skal komme fra erhvervslivet.
Læs også