Den Mobile Politistation kommer til Lustrup mandag, efter en 21-årig kvinde blev fundet livløs i byen søndag.
Syd- og Sønderjyllands Politi modtog søndag klokken 12.46 en anmeldelse om, at der var fundet en livløs kvinde i Lustrup syd for Ribe. Den afdøde er en 21-årig kvinde fra lokalområdet, som lørdag aften deltog i en studenterfest i Lustrup-Damhus Forsamlingshus.
Et område omkring forsamlingshuset var afspærret i flere timer, hvor politiet arbejdede intensivt med sporsikring, vidneafhøringer og andre efterforskningsmæssige tiltag. Afspærringen ved findestedet er nu fjernet, men der vil fortsat være en mindre afspærring i området, da der skal gennemføres yderligere undersøgelser mandag.
Politiet efterforsker fortsat bredt for at klarlægge omstændighederne omkring dødsfaldet, herunder om der er tale om en ulykke eller en strafbar handling. Søndag aften blev der foretaget et retslægeligt ligsyn på stedet, og de foreløbige undersøgelser tyder ikke på, at der ligger en strafbar handling bag dødsfaldet. Politiet afventer dog de sidste undersøgelser på stedet samt en obduktion.
Den Mobile Politistation kommer til Lustrup mandag mellem klokken 11 og 16, hvor alle er velkomne til at komme forbi til dialog eller med eventuelle spørgsmål. I samme tidsrum vil Offerrådgivningen og en beredskabspræst være til stede i Lustrup-Damhus Forsamlingshus for alle, der har behov.
Politiet har ikke yderligere oplysninger i øjeblikket.