Interessen for pædagoguddannelsen fortsætter med at falde. Der er brug for en styrket og mere prestigefuld uddannelse for at sikre en høj faglig kvalitet i daginstitutioner og fritidsinstitutioner.
Pædagoguddannelsen kan ikke tiltrække de studerende, der er brug for, før uddannelsen får et længe ventet fagligt og økonomisk løft.
Så klar er meldingen fra BUPL-formand Elisa Rimpler, efter at ansøgningsfristen til de videregående uddannelser fredag er nået, og det står klart, at der igen i år er færre ansøgere til pædagoguddannelsen end året før.
3.927 har ifølge tal fra Danske Professionshøjskoler søgt uddannelsen. Det er 10 procent færre end sidste år, og siden 2015 er antallet af ansøgere til uddannelsen faldet med 45 procent.
”Vi har brug for en attraktiv uddannelse, som nyder større prestige. Pædagoguddannelsen skraber bunden, når vi spørger de unge, hvilke professionsuddannelser der er mest attraktive. Det er helt uholdbart, for den direkte konsekvens er, at alt for få vælger uddannelsen, og at vi ikke har pædagoger nok til børnene”, siger BUPL-formand Elisa Rimpler.
Allerede i dag slår mere end hvert fjerde forsøg for at finde en pædagog til en ledig stilling fejl, og under halvdelen af de ansatte i landets institutioner har en pædagoguddannelse. Det har sat sine spor i kvaliteten, påpeger Elisa Rimpler.
”Fire ud af ti vuggestuer har en decideret utilstrækkelig kvalitet, og alt for mange steder er der stuer helt uden eller med kun en enkelt pædagog til at sikre den faglige kvalitet. Det er katastrofalt, når vi samtidig oplever, at flere børn har det svært, og at kompleksiteten i det pædagogiske arbejde og kravene til fagligheden derfor kun stiger”, siger BUPL-formanden.
Brug for høj faglighed
Siden en evaluering af pædagoguddannelsen i 2021 påpegede betydelige problemer med uddannelsens kvalitet, har BUPL efterlyst en reform, som nu ventes præsenteret efter sommerferien.
”Det er afgørende, at den kommende reform af pædagoguddannelsen bliver et reelt løft af uddannelsen – både økonomisk og fagligt”, siger Elisa Rimpler og uddyber:
”Vi har brug for en uddannelse med længde og tyngde, som både ruster pædagogerne til det vigtige arbejde, der venter dem, og som styrker uddannelsens prestige og gør den attraktiv for flere at søge. Alt andet er et farligt politisk eksperiment, der har store konsekvenser for børnelivet”, advarer hun.
Den faldende søgning til pædagoguddannelsen har længe været en bekymring. Ud over uddannelsens prestige og kvalitet bunder den vigende søgning til pædagoguddannelsen ifølge pædagogformanden også i en forventning blandt de unge til, at arbejdsvilkårene er udfordrede og lønnen stadig ikke er på niveau med andre sammenlignelige uddannelser. Det viste en undersøgelse sidste år fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) om valg og fravalg af professionsbacheloruddannelserne.
”Det er klart, at det ikke alene er løst med en styrket uddannelse. Uddannelsesvalg handler også om, hvilket arbejdsliv man kan se frem til. Derfor var det også en kæmpe sejr, at vi med trepartsaftalen om et lønløft til pædagoger fik halveret pædagogernes lønefterslæb. Men arbejdet er langt fra slut”, siger Elisa Rimpler.