Den familieejede bilgruppe, Selected Car Group, har efter en omfattende søgning fundet den rette kandidat til at lede gruppens leasingforretning. Med over 10 års erfaring inden for leasing og en baggrund fra Tyskland er Julian Marten en stærk kandidat til at drive forretningens fortsatte vækst og udvikling.
Et år efter at Selected Car Group omorganiserede deres ledelse, er den rette direktør fundet til at lede bilgruppens leasingforretning. Med den nye direktør, Julian Marten, på plads, kan Selected Car Leasing fortsætte sin positive udvikling.
“Det er altid en udfordring at finde det rette match til en direktørstilling, men med Julian Marten har vi fundet den perfekte kandidat til at drive vores leasingforretning,” siger Jens Christian Tangbæk, Group CEO for Selected Car Group og fortsætter:
“Med den rette blanding af passion for biler, forståelse for bundlinjen og forretningstalent er Julian Marten den kandidat, vi har ventet på. Hans tyske baggrund og stærke tyskkundskaber er desuden en fordel, da Tyskland er et af de internationale markeder, vi fokuserer meget på.”
Julian Marten kommer fra Fleggaard Leasing og har næsten 13 års erfaring i deres organisation, hvor han har arbejdet sig op fra sælger til chef. Denne erfaring skal bidrage til udviklingen af Selected Car Leasings tilbud.
“Jeg er utrolig glad for at få muligheden for at blive en del af Selected Car Leasing som direktør og være med til at forme retningen for Danmarks mest passionerede leasingselskab inden for premium- og supersportsvognssegmentet. Jeg kan mærke, at her er en organisation med høj energi og fuld fart fremad. Det ser jeg frem til at være en del af, både som leder og som sparringspartner for hele organisationen,” siger Julian Marten, CEO for Selected Car Leasing.
Ny strategi danner rammen for vækst
At Selected Car Group ansætter en ny direktør for leasingafdelingen nu, er god timing, da hele organisationen står over for implementeringen af en ny forretningsstrategi. Denne skal blandt andet fokusere endnu mere på kundeoplevelsen, digitale løsninger, internationalisering samt ESG-tiltag.
“Det er utrolig spændende at træde ind i Selected Car Leasing netop nu, hvor der er lagt en flerårig strategi for de store linjer i virksomheden. Her kan jeg se mig selv passe godt ind og bidrage med al min erfaring inden for blandt andet operationel leasing, flexleasing, import samt en ny tilgang til den grønne omstilling, som fylder meget i vores branche,” siger Julian Marten.
Under ledelsesrokaden i 2023 overtog Jens Christian Tangbæk rollen som Group CEO, mens Ulrik Larsen påtog sig en dobbeltrolle som direktør for både Selected Car Leasing og Selected Car Investment. Med tilføjelsen af Julian Marten som ny CEO for Selected Car Leasing kan Ulrik Larsen nu fokusere på investeringsdelen i virksomheden. Slutteligt indtrådte Dennis Vestergaard Hansen som Group CFO i 2022, og dermed er ledelsesgruppen komplet.