Økologisk Landsforening arrangerede søndag økodag på Ågårdslund, en økologisk gård beliggende nær Jelling. Tusindvis af forventningsfulde tilskuere stod mast sammen og ventede på at dørene gik op, men det var ikke dronning Margrethe, som de ventede på. Det var de økologiske køer, som skulle lukkes ud på græs.
Økodagen er et årligt PR-stunt, som tiltrækker masser af børn og voksne. Ifølge Økologisk Landsforening følger omkring 140.000 personer med på dagen, og alene ved Ågårdslund var der tilmeldt 8000 på forhånd.
Der var på flere måder trængsel ved dørene til kostaldene kl. 12 i går, da Økodag blev afholdt på 45 værtsgårde rundt om i hele landet.
For mens køerne muhhhhede om kap lige bag stalddøren, var der også trængsel bag de afspærringer, hvor Økodags gæster havde stillet sig op. Hele 140.000 gæster var kommet til Økodag for at deltage i årets store økologiske festdag og se køerne kommer på græs.
– På Økodag fejrer vi dyrevelfærden med hele Danmark, og så hylder vi koen og dens betydning for biodiversiteten og naturen. Og jeg skal da lige love for, at der var mange, der ville deltage i den fest. Jeg er helt overvældet over det flotte besøgstal, som vi igen i år kan mønstre. Det er helt enestående, siger Økologisk Landsforenings forperson Louise Køster.
Deltagerantallet er tæt på identisk med sidste år, og det flugter med Økologisk Landsforenings forhåbning forud for arrangementet.
– Igen i år har vi haft et billetsystem, så vi ved, hvor mange deltagere, der er på de enkelte gårde. Det har vi gjort for at sikre, at gæsterne får en god oplevelse. Det er vi lykkes med. Og med et par værtsgårde mere på plakaten i år, havde vi håbet på et deltagerantal i nærheden af sidste år. Det nåede vi. Alt i alt betragter vi dagen som en stor succes, siger Louise Køster.
Årets udgave af Økodag var den 19. af slagsen. Økodags 20 års jubilæum bliver afholdt den 14. april, så skal man med der, bør man allerede nu sætte et stort kryds i 2024-kalenderen.
Som udgangspunkt er økologiske køer på græs fra midt i april til november, hvis vejret er med køerne. Men søndag var det en helt særlig dag, hvor de økologiske køer blev fejret og forkælet med grønne marker og masser af opmærksomhed.