57-årig mand fremstilles i grundlovsforhør kl 1600 i forbindelse med sag om kartofler på Storebæltsbroen.
Anklagemyndigheden ved Fyns Politi fremstiller i dag kl 16 en 57-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Svendborg i forbindelse med de to tilfælde af kartofler aflæsset på motorvejen på lavbroen over Storebælt.
Manden er bl.a. sigtet for særlig hensynsløs kørsel og for i grov kådhed eller på lignende hensynsløs vis at forvolde nærliggende fare for nogens liv og førlighed.
Samtidigt nedlægges der påstand om, at lastbilen beslaglægges.
Sigtelserne og fremstillingen handler alene om de to sager om kartofler smidt på lavbroen på Storebælt. Fyns Politi undersøger stadig om der er en sammenhæng med de kartofler der er tabt/ smidt på motorvejen i Kolding.
Fakta om sagen
Kl. 06:35 får Fyns Politi en anmeldelse om at der var tabt/aflæsset en større mængde kartofler i vestgående retning på Storebæltsbroen.
Kl. 06:45 får Fyns Politi melding om det samme i østgående retning.
Kl. 07:00 får Fyns Politi bragt lastbilen, der er mistænkt for at aflæsse kartoflerne, til standsning.
Kl. 07:15 bliver chaufføren, en 57-årig mand fra Jylland, sigtet og anholdt.