En 44-årig mand fra Børkop blev tirsdag idømt seks måneders ubetinget fængsel for trusler og for ulovligt at have været i besiddelse af en kniv.

Manden blev ved Retten i Kolding blandt andet dømt for at have overtrådt knivloven, idet han 2. juli i år var i besiddelse af en kniv med en klinge på over 12 centimeter, mens han befandt sig på en offentlig legeplads i Børkop.

Den 44-årige blev desuden dømt for i to tilfælde at have truet personer i offentlig tjeneste. Den ene trussel blev fremsagt i maj 2022 over for en medarbejder i Kriminalforsorgen, mens det andet tilfælde om trusler blev fremsat over for en politiansat den 21. august i år.

Han blev fundet skyldig i alle de tre tiltaler, der var rejst. Den dømte er tidligere straffet for at overtræde knivloven, og Retten i Kolding idømte ham seks måneders fængsel.

Manden har været varetægtsfængslet siden den 22. august i år.

Den 44-årige udbad sig betænkningstid med hensyn til at anke dommen.

For anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi mødte anklager Sofie Olsen.