KRIMI. En 34-årig mand fra Vejle er torsdag formiddag ved Retten i Kolding blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for forsøg på manddrab mod en 66-årig mand.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse samt på deres X-profil torsdag.
Ifølge politiet fandt episoden sted onsdag aften omkring klokken 17.43 på Ribegade i Vejle. Her opstod der en uoverensstemmelse mellem de to mænd, der kendte hinanden i forvejen. Under uoverensstemmelsen forsøgte den 34-årige mand at stikke den 66-årige med en ukendt genstand. Offeret kom dog ikke alvorligt til skade.
Efter hændelsen flygtede den 34-årige mand fra stedet, men blev kort efter klokken 17.55 anholdt af en patrulje på Flegmade i Vejle.
I grundlovsforhøret ved Retten i Kolding blev den 34-årige mand varetægtsfængslet i fire uger med begrundelse i grov vold, oplyser Sydøstjyllands Politi på det sociale medie X:
»En 34-årig mand er ved Retten i Kolding blevet varetægtsfængslet i fire uger. Sigtelsen vedrører forsøg på manddrab mod en 66-årig mand. Manden er blevet varetægtsfængslet på et grundlag om grov vold.«
Politiet anmodede om lukkede døre ved grundlovsforhøret.
Efter episoden vil politiet i den kommende tid være mere synligt til stede i området omkring Ribegade med de såkaldte tryghedsskabende patruljer.
Awesome https://lc.cx/xjXBQT