KRIMI. Det har generelt været et stille døgn i politikredsen, fortæller vagtchef Steffen Wolf fra Sydøstjyllands Politi. Men kort før klokken 18.30 fredag blev politiet kaldt til et lidt usædvanligt færdselsuheld vest for Vejle.
Uheldet skete på Kobberbølvej i Randbøl, hvor en tuk-tuk – også kendt som en kabinescooter – kørte galt. Ifølge politiet skyldtes uheldet en undvigemanøvre.
»Det er en soloulykke, en tuk-tuk, altså sådan en kabinescooter, der er kørt galt angiveligt, fordi føreren skulle undvige et dyr. Der var to personer i den, begge er blevet tilset, men ingen er kommet alvorligt til skade. Føreren er en lokal herre på 18 år,« fortæller Steffen Wolf.
Begge personer slap altså med forskrækkelsen, og kabinescooteren blev efterfølgende fjernet fra stedet.
Vagtchefen understreger, at der ikke har været andre større hændelser i politikredsen det seneste døgn.
»Generelt har det været et ganske stille døgn her i vores kreds, det er ikke de store sager,« siger han.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing lørdag formiddag klokken 10.00.