Sygehuset har udskrevet den lille babydreng fra Fredericia , som har været indlagt i næsten 3 uger, efter han har været udsat for ufattelig mishandling med flere knoglebrud til følge. Lokalpolitiet i Fredericia kan endnu ikke sige, om babyen har fået varige skader efter den grove mishandlig.

– Det eneste vi kan bekræfte er, at barnet er blevet udskrevet fra sygehuset. Om barnet har fået varige skader efter volden, kan jeg ikke udtale mig om, da personen som har sagen, er på ferie, oplyser Mogens Damgaard fra lokalpolitiet i Fredericia til Fredericia Avisen.

Barnets far, som er en 29-årig fra Fredericia, er blevet sigtet og fængslet i sagen. Det skete ved et grundlovsforhør ved Retten i Kolding den 26. juni, hvor han blev varetægtsfængslet i fire uger.

Drengens far nægter at stå bag den ubeskrivelige og grusomme voldshandling mod sit eget barn. Den 29-årig er sigtet efter straffelovens grove voldsparagraf 245, stk. 1., som omfatter den vold, der efter sin beskaffenhed kan betegnes som særlig rå, brutal eller farlig, eller som har karakter af mishandling.