I Middelfart Kommune godkendte skoleudvalget tilbage i januar, klasser med op til 28 elever for de kommende 0. klasser, hvilket også er det maksimale ifølge lovgivningen. De dårlige normeringer i børnenes daginstitutioner fortsætter dermed i stor stil når de starter i skole. Det er selvfølgelig smart, hvis man går efter at spare på skoleområdet. Men hvis man vurderer det med henblik på elevernes og lærernes trivsel ser det anderledes ud. 

Fra 2009 til 2020 er 19% af lærerstillingerne forsvundet på landsplan i takt med udvidede krav for inklusion og undervisningsdifferentiering. Ikke nok med at læreren hungrer forberedelsestid og kolleger, så er der også krav til at undervisningen skal differentieres som aldrig før med flest muligt elever. 

På Strib skole bliver eleverne normalt fordelt i klasserne i perioden med tidlig SFO. De seneste 16 mdr. med coronarestriktioner har gjort, at afprøvning af fællesskaber og endelig fordeling, har taget betydeligt længere tid med betydelig flere skift end normalt. Nu er børnene endelig landet i klasser på hhv. 26 og 28 børn til start i 1. klasse. I et område som Strib, med stor udskiftning til børnefamilier i den eksisterende boligmasse og en hurtig tilvækst af familieboliger i distriktet i øvrigt, er denne klassedeling ganske simpelt uanstændig. I løbet af de forgangne 6 mdr. er yderligere 2 børn kommet til og fortsætter udviklingen, vil der være klassedeling igen igen inden 2. klasse starter og socialiseringsprocessen kan starte forfra. 

Det er ubegribeligt at kommunens kommende (verdens)borgere skal være mål for så ringe planlægning og så lidt investering, men det undrer derfor ikke, at 20,3% (!) af Middelfart Kommunes kommende skoleelever skal starte på privatskoler i stedet for de kommunale folkeskoler

I Enhedslisten vil vi en anden vej. Vi skal satse på børnene og deres trivsel. Vi skal gøre kommunens skoler attraktive for både elever og lærere. Middelfart Kommune skal være et sted hvor både børn og lærere trives og udvikles i deres skole- og arbejdsliv. 

Vi foreslår et klasseloft på 24 elever, ligesom man har indført i eksempelvis Ringsted. Derudover skal vi investere i inklusionsprojekter som to-lærerordninger, co-teaching, differentierede lektiecaféer etc. Alle kommunens børn – uanset baggrund – skal tilbydes et værdigt og meningsfuldt skoleliv. Det er både børnenes, men også vores fremtid der er på spil!

Rebecca Scheuerlein
HC Lumbyes Vej 29
Strib
Kandidat for Enhedslisten, KV21

Embla Rasmussen
Ålevænget 18
Skrillinge
Kandidat for Enhedslisten, KV21

Skriv en kommentar