Vejle vandt 1-0 på udebane mod OB tirsdag aften. Dermed er vejlenserne nu kun et point fra Lyngby, der ligger på den anden side af nedrykningsstregen.

Vejle fik det, de kom efter. De udbyggede OB’s dårlige stime med ikke at have vundet på hjemmebane i hele sæsonen, og det hele startede med et mål af Musa Juwara, der scorede sit første mål i Vejle-trøjen ni minutter inde i opgøret og sendte gæsterne i ekstase.

Omvendt var det en kold spand vand i hovedet på OB, der formentlig var gået ind til kampen med en indstilling om, at hjemmebanestatistikken skulle vendes fra start i nedrykningsspillet, hvor de samtidig med en sejr ville kunne spille sig et godt stykke væk fra nedrykningskampen, men sådan skulle det ikke gå.

Efter 27 minutter fik bulgarske Stefan Velkov sendt bolden i mål til 2-0, men via en VAR-gennemgang blev målet annulleret for offside, og derfor var stillingen ved pausen 1-0 til Vejle.

I anden halvleg dummede OB’s Tom Trybull sig. Han fik gult kort efter 50 minutter og ni minutter senere fik han yderligere et gult kort af den cypriotiske udviklingsdommer, Kyriakos Athanasiou. Selvsamme dommer uddelte dermed sit andet røde kort i Superliga-regi, da han i efteråret i opgøret mellem Lyngby og Brøndby udviste Kevin Tshiembe.

Vejle fik flere chancer for at udbygge føringen med en mand i overtal, men det lykkedes dem ikke. På den anden side lykkedes det heller ikke OB at få bolden i mål, hvorfor Vejle endte med at vinde opgøret 1-0, og dermed puster til en overlevelsesplads i Superligaen i nakken med blot et enkelt point op til Lyngby på tiendepladsen, og op til OB på niendepladsen er der to point.

Næste gang Vejle skal i kamp er på søndag mod Viborg, mens OB skal i kamp mod Lyngby på udebane på fredag.