Vejle Boldklub er endnu ikke noteret for en sejr i denne sæsons Superliga, hvor de er på sidstepladsen. Søndag spiller VB på hjemmebane mod FCK, der har været formstærke i den seneste tid.
Vejle tabte den første kamp efter fyringen af Carit Falch til FC Nordsjælland. Siden er Peter Sørensen blevet ansat som en permanent løsning på cheftrænerpositionen, og søndag sender han holdet på banen for første gang.
Det er begrænset, hvad Peter Sørensen har kunnet ændre på kort tid. Sørensens normale strategi er at have fokus på det defensive fundament. Derfor vil man næppe komme til at se samme udtryk som under Falch, hvor VB spillede med et højt pres.
Til gengæld kan det være sidste gang, at Wahid Faghir trækker Vejle-trøjen over hovedet. Transfervinduet går snart på hæld, og flere medier melder den 18-årig angriber på vej til Stuttgart, der har været at finde på lægterne til flere af Vejles kampe. Det skete senest i mandags mod FC Nordsjælland, hvor Faghir scorede.
Til opgøret mod FCK må Vejle undvære flere spillere. Anfører Jacob Schoop er ude med en skade, men til gengæld er Heron Crespo da Silva, Mouhamadou Drammeh, Brandon Pierrick, Tobias Haahr Jakobsen og Tobias Mølgaard med i truppen i forhold til mandagens opgør mod FC Nordsjælland.
For Drammeh og Silvas vedkommende har de begge muligheden for at debuttere for VB efter, at de er kommet til klubben denne sommer. Målmanden Tobias Haahr Jakobsen har heller ikke tidligere optrådt for VB’s førstehold.
Vejles bruttotrup ser således ud:
1. Alexander Brunst (m)
2. Heron Crespo da Silva
3. Viljormur Davidsen
4. Jerome Opoku
6. Saeid Ezatolahi
7. Mouhamadou Drammeh
8. Lukas Engel
9. Wahid Faghir
10. Allan Sousa
11. Arbnor Mucolli
15. Manjrekar James
21. Aleksey Chernov (m)
22. Denis Kolinger
24. Tobias Haahr Jakobsen (m)
25. Brandon Pierrick
27. Dimitris Emmanouilidis
33. Hans Høllsberg
34. Lundrim Hetemi
44. Tobias Mølgaard
77. Kevin Yamga
Der er kampstart mellem Vejle og FCK klokken 16:00 i Nørreskoven.