Vejle Boldklub er i dag nået til enighed med brasilianske Goiás EC om et køb af den store venstreback, Heron Crespo da Silva. Trods sin alder af blot 21 år har den 1,86 meter høje Heron gennem flere sæsoner spillet regelmæssigt for den brasilianske klub og ankommer til Nørreskoven med erfaring fra den bedste brasilianske række, Série A, som han står noteret for 24 kampe i.

Teknisk chef Johan Sandahl er glad for, at aftalen med Heron er faldet på plads, og han ser et godt udviklingspotentiale i klubbens nyeste tilføjelse:

– Heron er en forsvarsstærk og boldsikker venstreback, som tilfører holdet endnu mere defensiv power. Det er vigtigt for klubbens fortsatte udvikling, at vi løbende øger konkurrencen i truppen, og med sin erfaring fra Série A, som er en teknisk og fysisk krævende liga, kan Heron gå ind og kæmpe sig til en plads med det samme. Heron har alderen med sig, og jeg ser et potentiale i ham, som jeg tror på, kan blive forløst i Vejle Boldklub, hvis han arbejder hårdt og målrettet med holdet.

Heron Crespo da Silva ser frem til at trække i den røde trøje og møde VB’s mange fans, som han allerede har hørt holdets andre brasilianere tale godt om:

– Jeg er virkelig glad for at være her i Vejle og i Vejle Boldklub. Alle i klubben har været hjælpesomme og taget godt imod mig. Den danske liga er stærk, og jeg tror på, at jeg kan udvikle mig meget her i Vejle. Jeg har snakket med de andre brasilianere i truppen, og de har alle fortalt mig godt om byen, om holdet og meget godt om klubbens fans. Så jeg glæder mig virkelig til at møde dem på stadion!

Heron Crespo da Silva har fået trøjenummer 2.

Skriv en kommentar