Vejle Boldklub er lørdag nået til enighed med Vendsyssel FF, således Mads Greve skifter til NordicBet Liga-klubben med øjeblikkelig virkning på en to-årig aftale.

Siden sin ankomst til Vejle Boldklub i 2017 har Mads Greve været en central karakter på banen og i omklædningsrummet, men med de seneste forstærkninger til forsvaret er den 31-årige forsvarsgeneral kommet længere væk fra fast spilletid. Som teknisk chef Johan Sandahl fortæller, var det derfor vigtigt at finde en løsning, som giver Greve gode muligheder for mere spilletid, og som på samme tid er attraktiv for klubben, hvilket man nu har fundet i aftalen med Vendsyssel FF:

– Mads Greve har været en utrolig vigtig spiller for Vejle Boldklub igennem de seneste fire års tid. Men med de nyeste forstærkninger i forsvaret kan vi ikke garantere ham fast spilletid, og eftersom Mads er i sin bedste fodboldalder, fortjener han at være i en klub, hvor han spiller. Mads vender tilbage til Vendsyssel, som er en klub, han kender godt, og som har en god plan med ham, og ud fra et sportsligt synspunkt er det også en god aftale for Vejle Boldklub. Mads er en utrolig vellidt person i både spillertruppen, trænerstaben og organisationen, og vi sender ham alle afsted til Vendsyssel med ønske om det bedste.

Mads Greve ser tilbage på tiden i Vejle med gode minder og har stor tro på det hold, han nu tager afsked med:

– Jeg har været rigtig glad for at være i VB. Jeg vil gerne takke alle i og omkring klubben for de seneste år, som har været rigtig gode på både et personligt og sportsligt plan. Jeg vil helt sikkert blive ved med at følge holdet. Det er en god gruppe af gode mennesker og dygtige fodboldspillere, og jeg krydser fingre for, at VB klarer sig godt og sikrer overlevelse.

Mads Greve spillede i Vendsyssel FF fra 2013 til 2017. Han nåede 121 kampe for Vejle Boldklub.

Skriv en kommentar