World Skills konkurrencen løber af staben 11.-16. august i Latinamerikas største kongrescenter på 400.000m2. Åbnings- og afslutningsceremonien ved World Skills er af helt samme kaliber, som ved OL, og ikke mindre end 600.000-800.000 gæster forventes at overvære mesterskaberne. Alt imens Thomas ’ fokus og mind-set vil være på én ting, nemlig at vinde. Thomas har 22 timer over 4 dage til at lave dét møbel, som afgør om han vinder verdensmesterskabet i møbelsnedkeri.

Thomas er en ung ambitiøs mand, som foruden hans konkurrencegen også har en iværksætter i sig. Thomas startede med familiens hjælp møbelvirksomheden Rørvang Aps i 2014 under hans uddannelse, og han drømmer om at skabe et nyt dansk design på niveau med de klassiske danske møbeldesignere i Danmark. Thomas sætter en dyd i at kreere smukt træværk og har siden sin barndom haft en kærlighed til materialet. Thomas har blandt andet allerede ansat en lærling, der ligesom ham selv bliver trænet i de metoder han selv er oplært i.

Thomas har etableret sin arbejdsplads i Spinderihallerne, det kreative iværksættermiljø i Vejle. Her benytter han de prototypefaciliteter der er til rådighed til at udvikle prototyper til Rørvang Aps eller for kunder. Thomas er allerede godt i gang med at opbygge sin virksomhed. Han benytter sig af muligheden for “vækst i netværk”, hvor mikro-virksomheder og iværksættere benytter hinanden som leverandører til at byde på større kundeopgaver, hvilket er kendetegnet for Spinderihallerne. Et eksempel herpå er, at Rørvang Aps i samarbejde med Rossau Enterprise og Manna Design har stået for prototypeudviklingen af en interaktiv læringsvæg, kaldet “e-Wall” for virksomheden PlayAlive.

Erhvervsskolerne i Vejle har fået en ny rollemodel
Thomas blev færdig som møbelsnedker september 2014 med karaktergennemsnit på 12 og den højeste udmærkelse, en sølvmedalje. Han har sideløbende med sin uddannelse deltaget i Danmarksmesterskaberne i Skills, og vandt DM Skills i såvel 2014 som 2015; og derfor repræsenterer han Danmark ved World Skills 2015 i Brasilien.

Thomas tror på sig selv, sine evner som møbelsnedker og i særdeleshed på sin fremtid, som et godt forbillede for andre unge på sin egen alder. Der er ingen tvivl om at Thomas gør det endnu mere attraktivt for unge og unge iværksættere, at søge erhvervsskolerne, og som han selv udtrykker det, ønsker han at være rollemodel for kommende unge håndværkere. Næste år afholdes danmarksmesterskaberne i Skills i Trekantområdet. Her vil Thomas være at finde som gæst, da han, med hans snart 22 år, ikke længere vil kunne stille op i Skills konkurrencerne.

Hele familien fra Vejle drager til Brasilien i august for at støtte Thomas i hans deltagelse ved World Skills konkurrencen.