Hvad sker der bag scenen på populære tv-julekalendere, der er filmet rundt omkring på Fyn? Det afsløres i en særudstilling næste år, som regionen støtter med midler fra kulturpuljen.

Kulturprojektet ”Fyn er Film” vil sætte fokus på den særlige filmkultur, der findes på Fyn, og åbne den filmiske verden for børn, unge og familier med udgangspunkt i julekalendere og julefilm optaget på Fyn.

Regionsrådet har på sit seneste møde bevilget godt 2,5 mio. kroner fra regionens kulturpulje til i alt otte kulturprojekter i Syddanmark bl.a. med det formål at sikre borgerne lige adgang til kultur.

Fyn er filmenes og tv-seriernes ø


Et af projekterne er ”Fyn er Film”, og projektet fik bevilget 600.000 kroner til realisering af blandt andet en stor særudstilling om filmkulturen på Møntergården i Odense næste år.

Udstillingen vil trække tydelige tråde ud til filmlokationer over hele øen og synliggøre Fyn som filmenes og tv-seriernes ø med udgangspunkt i konkrete julekalendere. Både DR og TV 2 sender nemlig til næste år nye julekalendere, der er optaget på fynske lokationer.

Forståelse for lokal kultur


Søren Rasmussen (DF), formand for Udvalget for regional udvikling i Region Syddanmark, glæder sig over, at projektet giver syddanskerne mulighed for at kigge ind bag scenen på den fynske filmkultur:

– Projektet kan give en forståelse for, hvad filmproduktion betyder for lokalområdet og hvilke muligheder, der er i den fynske filmverden, siger Søren Rasmussen og fortsætter:

– I de fire år, jeg har stået i spidsen for Udvalget for regional udvikling, som indstiller kulturprojekter til støtte fra kulturpuljen, har det været vigtigt at understøtte mange små og store kulturbegivenheder. På den måde får vi peget på de mange forskellige kulturelle styrker og muligheder, der findes rundt om i hele regionen, som fx i projektet her med film på Fyn eller de syv andre projekter, der modtager midler fra kulturpuljen.

3,5 mio. kroner til kultur i landdistrikter


Desuden besluttede regionsrådet, at der skal reserveres 3,5 mio. kroner til en temapulje om kultur i landdistrikter med ansøgningsfrist i efteråret 2022. Disse midler skal være med til at styrke udviklingen af kulturinitiativer i landdistrikterne.

Disse projekter støttes af kulturpuljen

– Who is she/Who am I, ansøgt af Nordic Performance Art, modtager tilskud på 400.000 kr.

– Fyn er Film, ansøgt af Film Fyn, modtager tilskud på 600.000 kr.

– Touch Me, ansøgt af Trapholt, modtager tilskud på 300.000 kr. under forudsætning af, at særudstillingen etableres.

– Espansiva!, ansøgt af Odense Symfoniorkester, modtager tilskud på 300.000 kr.

– Øhavet Festival, ansøgt af Motorfabrikken Marstals Startpatroner, modtager tilskud på 275.000 kr.

– Madkultur i Verdensarv og grænseland, modtager tilskud på 150.000 kr.

– Tour de Syd, ansøgt af Kultur I Syd, modtager tilskud på 300.000 kr.

– Minde- og mødesteder, ansøgt af Kolding Stadsarkiv, modtager tilskud på 200.000 kr.

Skriv en kommentar